Læserbrev
Som palæstinensere bærer vi både sorgen og modstanden
Jeg skriver dette for min fætter Bahaa – og for alle de forsvundne. For at minde om, at deres navne stadig bliver sagt højt. At deres liv betyder noget. At kampen fortsætter, skriver Roba Al-Sharkawi.
|
Tidligt om morgenen gik min fætter Bahaa ud for at hente brænde. Han sagde, han ikke ville være længe væk. Siden har ingen set ham. Snart to uger er gået.
I Gaza betyder et – “jeg kommer straks tilbage” – ikke længere det, det gjorde engang. Det kan være det sidste, man hører fra nogen, man elsker.
Bahaa efterlod sin kone, min kusine, og deres tre små børn – det yngste blev født midt under folkemordet. Nu leder de hver dag blandt murbrokker og ruiner efter spor. Efter en duft, en lyd, et tegn på liv.
Jeg skriver dette for Bahaa – og for alle de forsvundne.
Når jeg skriver dette, er der stadig ingen nyheder. Ingen svar. Kun stilhed. En tung stilhed, som fylder alt.
Jeg ved ikke, om jeg skal håbe eller frygte. Håbe på, at han stadig er der et sted, måske fanget under mursten, måske i live. Frygte, at håbet blot forlænger smerten.
At leve med den uvished er ubærligt. Men i Gaza er det blevet en del af hverdagen.
For få dage siden stod jeg i Istanbul blandt flere hundredtusinde mennesker. Vi var samlet for at markere to år med folkemord i Gaza. To år med bombardementer, sult og tab. To år uden retfærdighed.
Jeg stod der med det palæstinensiske flag i hånden og tænkte på Bahaa. På hans kone, min kusine. På deres børn. På alle dem, der ikke kunne være der, fordi de kæmper for at overleve.
Mængden af mennesker omkring mig råbte i sorg og vrede og græd. Der var vrede, men også kærlighed. Der var sorg, men også håb.
Når man står dér – midt i et menneskehav – mærker man, at Gaza ikke står alene. At verden ser, selv når magthaverne vender blikket væk.
Jeg ved ikke, om Bahaa stadig lever. Men jeg ved, at håbet gør. Håbet er det, der får hans kone til at vågne hver morgen og lede igen. Det, der får mig til at skrive. Det, der får os til at gå på gaden.
For selv når alt virker tabt, nægter vi at give slip på håbet.
At være palæstinenser i dag betyder at bære sorgen i det ene hjerte og modstanden i det andet. Det betyder at nægte at glemme, selv når verden forsøger at få os til det.
Jeg skriver dette for Bahaa – og for alle de forsvundne. For at minde om, at deres navne stadig bliver sagt højt. At deres liv betyder noget. At kampen fortsætter.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
08. oktober 2025 | 06:57
