Kronik
I forbindelse med den nylige genudgivelse af Det Kommunistiske Partis Manifest er der nogle tanker, jeg gerne vil dele.
Det kommunistiske manifest er – naturligvis – en del af det kommunistiske partis DNA. Det er her, nogle af kommunisternes centrale erkendelser findes.
Manifestets hovederkendelser er velkendte: For eksempel at al hidtidig samfundshistorie er en klassekampens historie, og at arbejderklassens objektive interesse er at indføre socialisme.
Manifestet er selvfølgelig også et historisk tidsdokument, men der ligger nogle flere erkendelser i det, ud over de gængse, som det er værd at holde fast i – også i dag.
Hvem er arbejderklassen?
Den første tanke, jeg gerne vil dele, handler om arbejderklassens historiske oprindelse og rolle: Kapitalismen blev den herskende produktionsmåde i årene omkring reformationen (starten af 1500-tallet), og i de næste århundreder udviklede samfund og teknik sig voldsomt – men produktionsforholdene kunne stadig rumme produktionsmidlernes udvikling.
Med dampmaskinens tid og den industrielle revolution, begyndte imidlertid det omslag, som var anledningen til de borgerlige revolutioner i Europa – og til Det Kommunistiske Manifest.
I manifestets første del skriver Karl Marx og Friedrich Engels blandt andet følgende:
“Med industriens udvikling vokser proletariatet ikke blot i tal; det trænges sammen i større masser, dets kraft øges, og det føler denne kraft mere. De forskellige interesser og livsvilkår indenfor proletariatet udlignes stadig mere, efterhånden som maskinerne mere og mere udvisker arbejdets forskellige art og næsten overalt trykker lønnen ned til samme lave niveau. Den voksende konkurrence inden for bourgeoisiet og de handelskriser, der er følgen, gør, at arbejdernes løn bliver mere og mere svingende; den ustandselige forbedring af maskinerne, der udvikler sig i stadigt stigende tempo, gør hele deres stilling i tilværelsen mere og mere usikker, sammenstødene mellem den enkelte arbejder og den enkelte bourgeois får mere og mere karakter af et sammenstød mellem to klasser. Arbejderne begynder at danne sammenslutninger mod bourgeois’erne; de finder sammen for at forsvare arbejdslønnen. De stifter selv varige sammenslutninger for at have proviant under lejlighedsvise rebellioner. Enkelte steder bryder kampen ud i oprør.
Undertiden sejrer arbejderne, men kun forbigående. Det egentlige resultat af deres kampe er ikke den umiddelbare sejr, men det, at arbejdernes samling griber mere og mere om sig. Det fremmes ved de forbedrede samfærdselsmidler, som storindustrien skaber, og som bringer arbejderne fra de forskellige egne i forbindelse med hinanden. Og det er netop kun denne forbindelse, der er nødvendig, for at de mange lokale kampe, som overalt har samme karakter, kan centraliseres til en national kamp. Og den samling, som det varede århundreder at bringe i stand for middelalderens borgere, der kun havde deres primitive veje, den formår de moderne proletarer, der har jernbaner, at skabe på få år.
Denne organisering af proletarerne som klasse og dermed som politisk parti bliver hvert øjeblik sprængt igen af arbejdernes indbyrdes konkurrence. Men den opstår altid på ny, stærkere, fastere, mægtigere.”
Industrialiseringen skaber altså den organisering af arbejderklassen, som har magten til at omstyrte kapitalismen. Marx og Engels beskriver og forstår – både i Manifestet og senere – arbejderklassen som proletarernes organisering – og når de skriver om arbejderklassen, dens handlinger og dens bevidsthed, er det ikke de enkelte proletarers handlinger eller bevidsthed, men deres organisationers.
Dermed falder den “vestlige marxisme”, nederlags-sociologien og de social-psykologiske teorier om bevidsthed til jorden: Det er ikke arbejderklassens individer, der er “det handlende subjekt” – det er den organiserede klasse. Og det er en kombination af de givne omstændigheder og arbejdet inden for organisationerne, der afgør, om klassens organisationer handler bevidst og revolutionært.
Således var den tyske fascismes sejr i 1930’erne betinget af fagbevægelsens, KPD’s og SPD’s arbejde og kampe og af det internationale styrkeforhold i klassekampen (ikke mindst Sovjetunionens begrænsede magt over for imperialismen) – ikke af socialpsykologiske årsager og underskud af orgasmer.
Højredrejningen og de socialistiske kræfters tilbagegang i Danmark de seneste 30 år skyldes heller ikke hverken Freud eller julemanden, men først og fremmest den internationale udvikling.
Arbejdermagt – ja tak!
En anden måde at forstå arbejderklassen på er, at den ikke består af samfundets svage og udstødte – tværtimod er arbejderklassen netop de organisationer, der har magten til at forandre og i sidste ende vende op og ned på samfundet. Denne erkendelse er også Preben Wilhjelm kommet til: “Hvis arbejderklassen benyttede sin styrke, kunne den sætte hele lortet i stå”, udtalte Wilhjelm til Information den 16. oktober 2024.
Det skaber så et nyt problem; i lande som Danmark har vi i 125 år haft en politisk ledelse af arbejderklassens organisationer, der har gjort fælles sag med kapitalen og kæmper af al magt for at undgå, at arbejderklassen realiserer sin magt og sine objektive mål. Man må altså skelne mellem de (dele af) den organiserede arbejderklasse, som kæmper, og de dele, som af al magt står på bremsen (looking at you, Metal og FH). En del af en revolutionær udvikling i Danmark vil altså være et opgør med enten denne ledelse eller en organisering uden om den (som eksempelvis Tillidsmandsringen i 1985).
Det vigtige i tanken om arbejderklassen er og bliver dog, at den eneste magt, der kan hamle op med kapitalens, er de organiserede arbejderes kamp.
Kommunisternes engagement i de brede folkelige bevægelser siden Anden Verdenskrig kan ses ud fra to forskellige strategiske overvejelser: Dels som et forsøg på at skabe brede alliancer “Lenin-style” – det vil sige på samme vis som i lande med store landbobefolkninger – dels som et forsøg på at organisere proletarernes magt uden om fagtoppen. Der er ikke nogen modstrid mellem de to strategier, men hvis man vil lave en folkefront mellem arbejdere og bønder, forudsætter det, at der er en masse bønder med behov for en landreform.
En tredje forståelse af den folkelige strategi kræver, at man definerer arbejderklassen sociologisk (for eksempel ved socialgruppeinddelingen) og opfinder en masse underklasser og lag, som man vil prøve at samle og bevidstgøre med den folkelige strategi. Den fortolkning forudsætter dog både en umarxistisk opfattelse af, hvem arbejderklassen er, og at man tager udgangspunkt i individets bevidsthed, ikke i klassens handlinger.
Det vigtige i tanken om arbejderklassen er og bliver dog, at den eneste magt, der kan hamle op med kapitalens, er de organiserede arbejderes kamp. Og det at organisere arbejderklassen til kamp er per definition at organisere en (form for) fagbevægelse.
Hvem er partiet?
En anden tanke ved læsningen af Manifestet handler om det kommunistiske parti, dets væsen og rolle: Den organiserede arbejderklasse vil som sagt have en betydelig politisk magt. Kommunisterne – og i gamle dage Socialdemokratiet – er det politiske udtryk for den magt. At tænke over organiseringen af denne politiske magt kan også lede til nogle tanker: Ser man dialektisk på en organisation, kan man på den ene side se den som organisationen i sig selv, på den anden side som samspillet mellem organisationens formål og dens med- og modspillere.
Organiseringen – hvem der er formand, hvilke afdelinger der er, hvad kravene er for medlemskab – er jo en praktisk organisering ud fra formålet og de givne betingelser. Hvis de givne betingelser ændres, må organiseringen følge trop – som masseparti eller som kadreorganisation, afhængigt af tiden. Men organisationen kan altså også anskues systemisk, som et samspil mellem organisationens formål, dens omgivelser og med- og modspillere. Ser man sådan på det, er det kommunistiske parti ikke noget, man er, men noget man gør.
Kommunister er altså (også!) de personer, organisationer og kræfter, der virker for at skabe og samle arbejderklassens politiske magt og gennemføre revolutionen. Det er dem, som tager arbejderklassens parti i klassekampen. Medlemskortet og den konkrete organisering er i sidste ende et rent praktisk spørgsmål om, hvordan kræfterne bedst kan samles for formålet.
Det betyder på den anden side også, at navnet er ligegyldigt i sig selv – man kan sagtens kalde sig kommunister, selv om man i praksis er en småborgerligt-anarkistisk organisation. Også maoister og trotskister har gennem tiden gjort krav på titlen. Men det kommer altså an på, hvad man gør og sammen med hvem.
Arbejdere i alle lande, foren jer!
Karl Marx’, Friedrich Engels’ og manifestets historie leder også til en tredje tanke: Internationalismen. Manifestet blev kronen på samlingen af en række – mere eller mindre utopiske – foreninger i Vesteuropa, med et medlemstal der højst var omkring nogle hundreder. Manifestet var deres program fra 1848 til opløsningen i 1852 (den fulgte efter myndighedernes oprulning af organisationen, efter et indbrud hos Marx).
“Kapitalen” nævnes ofte som Marx’ hovedværk, men det er en forvrængning. Karl Marx og Friedrich Engels arbejdede fra manifestets tid og fremover for at skabe den internationale arbejderforening – Internationalen. Deres bøger var løsningen af Internationalens praktiske og teoretiske spørgsmål, og deres tid gik med at samle og styrke organisationen: Internationalen – ikke “Kapitalen” eller den moderne sociologi – er Karl Marx’ hovedværk.
Hvornår blev arbejdet i de brede folkelige organisationer mere vigtigt for kommunisterne end det faglige arbejde?
Kommunisternes opgave er altså at skabe, samle og styrke arbejderklassens politiske kraft ved at forbinde sig med (og/eller skabe) dens organisationer. Arbejdet og kampen har i dag et internationalt sigte: Danske havnearbejdere støtter svenske Tesla-arbejdere og så videre. Det er de samme monopoler, vi kæmper imod, og organisationer som EU, Verdenshandelsorganisationen (WTO) med mere eksisterer først og fremmest for at spille arbejderne ud imod hinanden.
Men kampen har alle dage været international, og den kan kun vindes internationalt: Sovjetunionen blev skabt af en række landes og nationers fælles revolutioner – og den havde ikke kunnet overleve uden solidaritet og forbindelse med andre landes arbejderklasser. Uden Sovjetunionen var nærmest ingen af de øvrige lande, der havde en socialistisk revolution (heller ikke Kina), kommet igennem med den.
Kommunistisk Internationale – arvtageren til Marx’ internationale – fungerede som en samlet organisation for alle kommunister, indtil den blev nedlagt i 1943. Kort efter fik Sovjetunionen sin egen nationalhymne: Indtil da havde sangen om Internationalen også været Sovjetunionens nationalhymne. Det var næppe nogen tilfældighed! Siden Den Spanske Borgerkrig var socialisme og national befrielse igen kommet på programmet, og med en etableret socialistisk verdensmagt ville man kunne føre kampene bedre på nationalt plan.
Siden da har der naturligvis været mange former for samkvem mellem broder- og søsterpartierne. Men uden en etableret socialistisk verdensmagt, der sætter alt ind på solidaritet (økonomisk såvel som militært), er vi måske tilbage, hvor et mere forpligtende samarbejde, både mellem kommunister og mellem arbejderorganisationer, er nødvendigt for at styrke den fælles kamp for socialisme?
Hvad skal vi så lave i dag?
Det er ikke kun de brede folkelige bevægelser, der står og falder med styrkeforholdet i den internationale klassekamp: Hvis den organiserede arbejderklasse er lille og svag, er kommunisterne også små og svage. Desto mere vigtigt er den internationale organisering og samarbejdet med nabo- og søsterorganisationer.
Det kommunistiske parti må selv vælge sin organisering og sine virkemidler efter forholdene. Det er lige så tåbeligt at organisere en illegal organisation under legalitet som at tale om en kommunistisk masseorganisation i en tid, hvor arbejderklassens organisationer er i defensiven. Spørgsmålet er: Hvad for kræfter har vi, og hvordan er de bedst anvendt?
Dette spørgsmål er endnu vigtigere i en situation, hvor det globale styrkeforhold i klassekampen siden 1990 er voldsomt forandret, og hvor arbejderklassens organisationer i Danmark har været under afvikling i godt 30 år. Er det stadig en gangbar strategi at tage fagbevægelsens styrke for givet og primært arbejde i folkelige bevægelser? Også når de folkelige bevægelsers magt står og falder med fagbevægelsens styrke?
Hvornår blev arbejdet i de brede folkelige organisationer mere vigtigt for kommunisterne end det faglige arbejde? Hvorfor? Som nævnt ovenfor er det muligt, at kommunisternes strategi i de kommende år skal tage langt kraftigere sigte på at genskabe arbejderklassens organisering som klasse, nationalt og internationalt.
Opsamling
En kort sammenfatning af det ovenstående – men læs osse selv gerne Manifestet en gang til!
1) Arbejderklassen som revolutionært handlende subjekt er de organisationer, der samler arbejderne til kamp som arbejdere. Folkelige organisationer organiserer ikke strejker – hvis de gør, er de per definition faglige organisationer.
2) Den samfundsforandrende kraft hviler på arbejderklassens organisering og kampvilje, ikke på strømninger i befolkningens individuelle bevidsthed.
3) Det kommunistiske parti er en direkte politisk følge af arbejdernes organisering som arbejdere og som klasse. Partiet udspringer af og forbinder sig med den organiserede arbejderklasse (fagbevægelsen). Kommunisterne må organisere sig og vælge deres kampmidler efter forholdene. Ændres forholdene, må kampmidlerne tilpasses.
4) Vi kan ikke tage fagbevægelsens styrke og kampvilje for givet. Ligesom kampmidlerne må sigtet med arbejdet i folkelige bevægelser og betydningen af det internationale arbejde overvejes og diskuteres.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
