Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
I midten af september hørte man, at FN-kommissionen, der skulle undersøge, hvorvidt Israel begår et folkemord i Gaza, rent faktisk konkluderede det. Hvis man har fulgt med, er det næppe en overraskelse, da konklusionen stemmer overens med, hvad en lang række NGO’er og eksperter har sagt de sidste snart to år.
Dog er der stadig en berøringsangst over ordet “folkemord” her i Danmark – både i politik, hvor ministre og politikere nægter at bruge ordet med den bortforklaring, at man ikke kan koble det til Israel, men også i pressen, hvor journalister ved store nyhedsmedier som DR og TV2 ihærdigt nævner, at det ikke kan siges at være et folkemord uden en juridisk dom fra Den Internationale Domstol (ICJ) i Haag.
Vi bliver nødt til at tale ud fra den præmis, at folkemordet finder sted, hvis vi skal kunne tage beslutninger, der kan redde liv.
Det bliver desværre det perfekte skjold, idet der kommer til at gå mange år, før ICJ kommer med en endelig dom. Indtil da kan journalister, politikere og alle, der deltager i debatten, opretholde en afstand til problematikken, hvilket vi i høj grad ser nu.
Men det er en falsk afstand. Det er lige så meget et valg ikke at bruge ordet, som det er at bruge det. Man holder ikke et køligt overblik og en saglig tone, men man bidrager i stedet til en diskurs, der tillader, at folkemordet fortsætter.
Det kan virke, som om institutioner står i kø for at undgå at tage stilling. I sommers kunne man for eksempel læse, at Tønder Festival ville have konferenciererne til at understrege, at eventuelle politiske udtalelser om folkemordet altså ikke er udtryk for festivalens holdninger.
Også i disse måneder vedligeholder medier fejlagtigt, at Eurovision er et apolitisk rum, der kan binde Vesten sammen, mens man i samme pennestrøg kalder Ruslands Intervision for et “soft power-stunt”. Hykleriet er bemærkelsesværdigt.
Vi danser altså til Israels fløjte, mens vi dækker vores øjne for et ufatteligt veldokumenteret folkemord. Samtidig kalder vi os stadig den bedste og mest civiliserede del af verden, men jeg har svært ved at se, hvordan vi ikke kan være civiliserede nok til at modarbejde et folkemord.
Ifølge Folkedrabskonventionen – som Danmark har underskrevet – er vi juridisk forpligtede til at forhindre et folkemord, hvis der er en alvorlig risiko for, at det kan ske. Selv hvis man ikke vil springe til drastiske konklusioner, er “alvorlig risiko for folkemord” det mindste, man kan sige om den nuværende tilstand i Gaza.
Når Mette Frederiksen fortæller, at vi venter på en juridisk beslutning fra ICJ, før vi kan tage stilling, er det et brud på de konventioner, vi allerede har underskrevet. At pressen også konstant og implicit stiller spørgsmålstegn ved folkemordet, gør det lettere at frasige os den juridiske og menneskelige pligt at redde civile liv.
FN-kommissionens konklusion er, som sagt, ikke en uventet overraskelse, men det fortæller os stadig, at næsten alle organisationer, der har undersøgt folkemordet, har konstateret det. Vi bliver nødt til at tale ud fra den præmis, at folkemordet finder sted, hvis vi skal kunne tage beslutninger, der kan redde liv.
Der er ikke en krig. Der er en udsultning og bombning af en civilbefolkning, og det er på tide, at vi forholder os til den realitet – noget, vi skulle have gjort for længe siden!
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.