Nyhedskommentar
Denne artikel blev først udgivet på kenworthy news.
Den manglende såkaldte inklusion af mennesker med autisme handler – udover utilstrækkelig støtte og manglende midler – ofte om et smalt normalitetsbegreb og mangelfuld forståelse.
Normalbegrebet findes kun i teori og statistik, og det ekskluderende begreb blev først almindeligt et godt stykke ind i det tyvende århundrede.
Måske vi skulle bestræbe os på at blive bedre til at se, lytte og forstå dem. I børnehaven, i skolen, på jobcenteret og arbejdspladsen.
Den britiske historiker Sarah Chaney skriver i sin bog om normalitetsbegrebet, “Am I Normal?”, at forbrugssamfundets forsøg på at tilpasse alt til et gennemsnit kun rammer nogle få mennesker, og at idéen om at der findes en majoritetsgruppe, der personificerer det såkaldt normale er en illusion.
”Den anderledes måde at tænke på, som karakteriserer en autistisk hjerne, er bare en af mange måder, neurodiversitet kommer til udtryk på. Der findes ikke nogen almindelig, gennemsnitlig eller normal hjerne; det er ikke andet end en statistisk konstruktion”, pointerer den belgiske autismeekspert Peter Vermeulen desuden i bogen ”Autisme og den forudsigelige hjerne”.
Perfektions-Olympiaden
Det er blevet sværere for autister at begå sig i vores i stigende grad oversociale, ekstroverte, omskiftelige, hastigt forandrende samfund, men samtidig lettere at blive stemplet som ”unormal”, end for ti, tyve, tredive, fyrre år siden. Dengang dem der ikke lige var udadvendte, opmærksomhedssøgende, multitaskende tidspressere kunne finde sig en niche som ”nørd”.
Velhavende, progressive forældre har forvandlet barndommen til et præstationskapløb – et slags perfektions-Olympiade – som et barn der er født anderledes, ikke har kvalificeret sig til, mener canadieren Naomi Klein, universitetslektor, forfatter og aktivist.
Hun skriver i sin seneste bog “Doppelganger” om sin autistiske søn, at det at have et barn, der ikke passer ind i konventionelle definitioner af normalitet, til gengæld ”kan være en ekstraordinær gave”.
For spørgsmålet er, om det overhovedet er hensigtsmæssigt, at tilpasse såkaldte ”unormale” mennesker til samfundets illusoriske normalitetsbegreb, og at stræbe efter en sjælelig standardtype (som Aksel Sandemose omtaler Janteloven i ”En flygtning krydser sit spor”), når nu denne tilpasning er til et samfund, som i stigende grad gør vold på alt fra det mentale til miljøet og klimaet.
Forskelsbehandling og arbejdsløshed
Selvom autister ofte har problemer med kontakt, kropssprog, kommunikation og social interaktion, er de omvendt mindre konforme og mere fokuserede, detaljeorienterede, har ofte dybdegående viden inden for et felt og har en tendens til at være loyale og ærlige.
Det virker derfor absurd, at et komplekst samfund som vores – der naturligvis har brug for et særdeles bredt spektrum af kompetencer og kapacitet – tit ikke kan eller vil bruge mennesker med autisme.
Ifølge en ny undersøgelse fra Psykiatrifonden, oplever seks ud af ti mennesker med en psykiatrisk diagnose – herunder mange autister – forskelsbehandling og diskrimination. Især på arbejdspladsen, men også i sundhedsvæsenet, på jobcenteret og uddannelsen med mere.
En VIVE-undersøgelse fra januar viste, at medarbejdere på danske arbejdspladser i stigende grad er betænkelige ved at arbejde tæt sammen med mennesker med såkaldte psykiske lidelser.
Autismeforeningens seneste inklusionsundersøgelse viser, at andelen af voksne med autismespektrumforstyrrelser i beskæftigelse (28 procent i 2022) er under halvdelen af andelen af resten af den voksne befolknings beskæftigelsesniveau (66 procent).
En analyse, lavet af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd for Danske Handicaporganisationer i maj, beskriver, hvordan hver ottende unge uden job mellem 15 og 24 år har en autismediagnose.
Alle farver og former
Det må vi da kunne gøre bedre. Både fordi Folketinget, med ratifikationen af FN’s konvention om rettigheder for personer med handicap (der inkluderer personer med psykisk funktionsnedsættelse) i 2009, har forpligtet sig til ikke-diskrimination og lige muligheder, at fremme deres beskæftigelsesmuligheder, samt ”forbyde diskrimination på grund af handicap i alle forhold vedrørende alle former for beskæftigelse”.
Men også fordi verden lige nu i den grad er på vej i den forkerte retning.
Et bredere spektrum af mennesker på arbejdspladser og ministerier – der kan tænke ud af boksen i forhold til samfundets mere og mere populistiske, følelsesreagerende og principløse tendenser – må da alt andet lige kunne være med til at gøre vores samfund og verden til et bedre sted.
Autisme er nemlig andet og mere end et handicap, en diagnose eller en streg på et spektrum. Autisme findes ikke kun i skolen eller i hvide, progressive middelklassefamilier – selvom man godt kunne få det indtryk, når man læser om emnet.
Mennesker med autisme er også børn i børnehaven, ældre på plejehjemmet, kollegaer på arbejdspladsen med sort og brunt pigment, arbejdere og chefer, samt er på hele LGBT+-spektret – også selvom mange af dem hverken har fået sig en diagnose eller går rundt med en solsikkesnor, og deres autisme derfor kan være svær at få øje på.
Måske vi skulle bestræbe os på at blive bedre til at se, lytte og forstå dem. I børnehaven, i skolen, på jobcenteret og arbejdspladsen. Også dem der ikke lige arbejder med mennesker med autisme, eller er i familie med en af de mindst 65.0000 danske autister, der har en autismediagnose (og de mange flere, der ikke har). For vores allesammens skyld.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
