Regeringens økonomiske redegørelse
Det er nu, vi skal kræve EU’s aftale med Israel skrinlagt
EU indfører næppe sanktioner mod Israel om et øjeblik, men de er så tæt på, at boykotbevægelsen burde prioritere det, skriver Kenneth Haar.
|
I dag er EU’s udenrigsministre forsamlet i København. Ud over oprustning og Ukraine står Mellemøsten på programmet, og udfaldet er mere spændende end normalt. Sverige og Hollands regeringer har lagt et forslag på bordet om at suspendere handelsdelen af EU’s associeringsaftale med Israel.
Det ville være overoptimistisk at tro, der kommer særlig meget konkret ud af diskussionen – dertil er der for mange fodslæbere og Israel-støtter i forsamlingen. Men der er bevægelse i tingene for en gangs skyld. Så meget at boykotbevægelsen burde give suspendering af EU’s associeringsaftale med Israel højeste prioritet. Fordi aftalen er nøglen til EU’s forhold til Israel, og fordi Israel har en betragtelig økonomisk interesse i at fastholde den.
EU er Israels vigtigste handelspartner
EU og EU’s marked er nemlig afgørende for Israel. Ifølge tal fra EU-kommissionen løb værdien af Israels handel med EU (det vil sige eksport og import tilsammen) op i 317 milliarder kroner i 2024, pænt meget mere end Israels samhandel med USA – 235 milliarder kroner. Og så er det dobbelt så meget som Israels samhandel med Kina. EU er ubetinget Israels vigtigste handelspartner.
Også inden for investeringer er EU i front. I 2023 lå investeringer fra EU på 537 milliarder kroner, mens de amerikanske lå langt under – 292 milliarder kroner. Det er mestendels penge, som kommer fra Holland, der er berømt for at være et skatteparadis, en gunstig partner for multinationale selskaber i forsøget på at undgå beskatning. Men ifølge tænketanken SOMO, der har base i Amsterdam, er netop investeringerne i Israel ikke specielt præget af skattetænkning.
Hvis EU suspenderer associeringsaftalen, ryger en del økonomiske privilegier for Israel. Det ville føre lukt til højere toldsatser, mindre investeringsbeskyttelse, mindre økonomisk samkvem kort sagt. Mens virkningen i EU vil være minimal, fordi handlen med Israel beløber sig til omtrent én procent af den samlede handel, så vil det kunne mærkes på økonomien i Israel, hvor handlen med EU udgør omtrent en tredjedel af al handel. For ikke at nævne det massive politiske signal der ville ligge i det.
25-30 år med et figenblad
Aftalen med Israel er en aftale, der aldrig skulle være indgået. Underskrifterne blev sat på dokumentet i 1995, og den trådte i kraft i 2000. De fem år var – som alle andre i årtier – præget af israelske overgreb, af bosættelser, af Israels foragt for dele af fredsaftalen fra Oslo (1993), der gavnede palæstinenserne. Myndighed blev overdraget til palæstinenserne over væsentlige områder, men hvis Oslo-aftalen nogensinde rummede kimen til en løsning, var den væk i 2000.
Alligevel fortsatte EU ufortrødent med associeringsaftalen, som gav Israel gode handelsvilkår med EU, den giver garantier for israelske investeringer i EU, ligesom den åbnede for samarbejde om teknologiudvikling, uddannelse med mere. Figenbladet for at se stort på konsekvenserne af kammerateriet med Israel. Det er et omfattende samarbejde, der blev grundlagt i 1995, så selvfølgelig blev der skævet til palæstinensernes situation, om end meget indirekte. I artikel 2 hedder det, at aftalen “…bygger på respekten for menneskerettighederne og de demokratiske principper, som ligger til grund for deres interne og internationale politik, og som udgør et væsentligt element i aftalen.”
I realiteternes verden har den artikel dog aldrig været “væsentlig”. Utallige episoder i Israel, på Vestbredden og i Gaza har ført til krav om suspendering, men er hurtigt løbet ud i sandet på grund af manglende opbakning på regeringsplan i EU. Derfor har det økonomiske og teknologiske samarbejde med Israel kunnet udvikle sig støt og roligt, og samhandlen er i perioder steget. Siden 2014 er samhandlen steget med over 50 procent, ifølge tal fra Eurostat.
Nye toner fra mange sider i EU
Kan der ændres på dét? Kan det lykkes at få sat associeringsaftalen med Israel på pause? Eller måske bare handelsdelen, som foreslået af Sverige og Holland? Næppe sådan lige med det samme, men i de seneste måneder er der sket ting i europæisk politik, som er banebrydende. EU-kommissionen foreslog i juli at stoppe samarbejdet med Israel om teknologiudvikling – et samarbejde, som også omhandler teknologi med militær anvendelse. Det kunne ikke mønstre et flertal i Rådet, blandt andre gik Tyskland ikke overraskende imod. Men selv i Tyskland er der bevægelse. Den tyske kansler har besluttet at indstille eksport af våben, der kan bruges i Gaza. Det er ikke et vældigt omfattende forslag, men vi er nu dér, hvor den tyske leder tager et skridt, som for eksempel den danske regering og det danske Folketing ikke hidtil har været parat til at tage.
Derfor er mødet i København i dag spændende. Selv om ministrene nok ikke er parate til at tage et stort skridt nu, så er perspektivet om økonomiske sanktioner mod Israel mere realistisk end nogensinde. Og når eller hvis de kommer – sanktionerne – så kan de være en game changer.
Derfor er det værd at overveje, om ikke boykotbevægelsen skal give højeste prioritet til EU’s aftale med Israel. Her i landet er det noget af det vigtigste om Israel, vi kan sige til vores egen regering, som mest træder vande og siger ingenting. Som formandskab sidder danske ministre jo faktisk for bordenden.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
30. august 2025 | 06:00
