Økonomisk krig mod arbejderklassen
Siden Donald Trump indtog præsidentposten i USA ved årsskiftet, har USA forsøgt at føre en økonomisk krig mod resten af verden gennem toldsatser, gennem handelsaftaler, gennem krav om massive investeringer, gennem forsøg på at reindustrialisere USA.
Arbejderen forsøger at se bag linjerne, se på, hvad der er op og ned i USA’s politik. Umiddelbart ligner det en politik, der stritter i mange retninger, og udmeldingerne fra USA – og fra Trump selv – skifter frem og tilbage uden varsel. Men ved et nærmere syn viser der sig trods alt nogle gennemgående tråde.
– Toldkrig og tvangsinvesteringer er et forsøg på at bevare US-dominans i en presset verden.
– USA er presset på udenrigsgæld og at bevare dollarens stilling – de famler efter løsninger.
– Toldkrig er også økonomisk krigsførelse mod den amerikanske arbejderklasse.
– USA har ikke musklerne til at undertvinge BRIKS – de strammer skruen om vennerne i EU, Japan, Sydkorea i stedet.
USA’s økonomiske offensiver og kombinationen af trusler, tvang og løfter mod resten af verden afspejler en amerikansk økonomi, der er under pres. Et pres der truer selve den økonomiske stilling af næsten total dominans, som USA har nydt gavn af i snart et århundrede.
Hvordan er økonomien i USA
USA’s økonomi er kendetegnet ved enorm statsgæld, en dollar der er presset på sin status som global reservevaluta, relativt lav grad af egen industri og dermed mangel på faglærte arbejdere og dominans af finanskapital og spekulativ kapital. I eksporten finder væksten først og fremmest sted i form af råvarer som olie og gas samt våben.
USA’s statsgæld er ikke skabt af et underskud på handelsbalancen. Statsgælden er skabt gennem stort forbrug, hvor militæret er den største modtager. Samtidigt med det er statens indtægter gennem skat faldet – over de sidste 25 år særligt ved en række skattelettelser for den rigeste del af befolkningen. Men ved at indføre nye tariffer på import forsøger staten at skabe en indtægt, der kan bruges til at betale renter på gælden eller endda bringe den ned.
EU og Kina er to af de største handelspartnere for USA’s økonomi. Mexico og Canada er også højt på listen. I 2023 var handlen i varer mellem EU og USA på omkring 944 milliarder dollars, mens den med Kina var 590 milliarder. Dykker man ned i tallene, er der klare tendenser.
Kilde: https://oec.world/en/profile/bilateral-country/chn/partner/usa
I forhold til handlen med Kina fremstår USA som et uland. USA eksporterer primært råvarer som gas, olie og metaller, landbrugsvarer eller lavt forarbejdede varer som printkort med halvledere, der indgår i andre industriprodukter. Kina eksporterer færdige industrivarer, elektroniske varer såsom computerspil, færdige tekstiler, og biler – Kina sælger flere biler til USA, end USA sælger til Kina.
Et tilsvarende billede tegner sig mellem USA og Mexico samt USA og Canada og i mindre grad Sydkorea og Japan, mens karakteren af samhandel stritter i flere retninger i forhold til EU, hvor der er højere grad af eksport af højteknologi mellem USA og EU.
Men den vigtigste eksport for USA er i form af en anden vare. Nemlig selve den amerikanske dollar.
Op og ned i hvad en dollar er
USA’s dollar er, på samme måde som valutaen i de fleste lande, ikke bundet på nogen form for fysisk værdi. I stedet er den baseret på statens magt som en garanti. Pengene kan bruges, fordi staten garanterer, at pengene kan bruges. Dette system kaldes fiat. I det system fungerer dollaren som en vare, der kan byttes mod andre varer. Det samme gælder for euro, kroner og renminbi. Men USA har opbygget en unik position for deres dollar.
Det er den unikke position af dominans for USA’s kapital gennem det sidste lille århundrede, der fører til dagens situation – en position, som USA’s kapital har opnået gennem den særlige status for dollaren. Amerikansk kapital har gennem årtier udflyttet store dele af industrien i USA ved hjælp af ensidige handelstraktater som den hedengangne NAFTA. Det var ikke Kina eller Mexico, der købte fabrikker i USA og flyttede dem til hjemlandet, det var amerikansk kapital, der i jagten på lavere lønninger og med billig transport spredte industrien rundt i verden.
Derfor er begreberne import samt eksport også mudrede. Kapital fra USA ejer ofte fabrikkerne i for eksempel Mexico, hvor mexicanske arbejdere bygger bilerne, der så sendes til USA og sælges. Men i de store økonomiske oversigter tæller det som mexicansk eksport til USA, og de nye toldsatser rammer denne form for varetransport.
Artiklen fortsætter …
Læs også
Et aspekt af USA’s unikke position kan ses i dollarens rolle som international reservevaluta. En stor del af global handel afregnes i dollar, også når USA ikke er del af handlen. Det giver et stort behov for dollar på verdensplan. USA udnytter det behov til at låne kæmpe beløb i form af statslån, obligationer fra andre lande og private pengetanke.
De lån styrker dollarens rolle og kan fortsætte i lang tid endnu. Fælles for dem er, at de reelt set aldrig bliver betalt tilbage. Når et lån i obligationer udløber, bliver der blot købt nye obligationer. Statens eneste udgift er renter på obligationerne.
USA kan fortsætte med at låne penge i en uendelighed, så længe der blot er penge til at betale renterne. Det kan USA, præcis fordi den amerikanske dollar har en særlig status – denne status kaldes også petrodollaren. Nemlig det faktum at al handel i olie og gas i mere end 50 år udelukkende er afregnet i dollar.
USA har endvidere et magtmiddel i de værdier for mange hundreder milliarder, som lande som Qatar, Sydkorea og de Forenede Arabiske Emirater, og i sidste ende Japan og Saudi-Arabien har stående i banker og værdipapirer i USA. USA har effektivt indefrosset og beslaglagt lignende værdier fra lande som Venezuela og Rusland. USA tager med andre ord andre landes opsparing i amerikanske banker som gidsler.
Men Rusland, Venezuela og Iran samt lande som Indien og Tyrkiet har fundet veje til at handle olie og gas både med hinanden og med EU, som ikke involverer USA og deres dollar. De samme lande er samtidigt stort set holdt op med at låne USA penge. Det giver et pres på dollarens særstatus.
Hvad forsøger USA at gøre?
I første omgang satte USA med den nye regering under præsident Trump en offensiv ind mod det stærkeste økonomiske center, landet med størst betydning for USA’s økonomi: Kina. Med trusler om kolossale toldsatser forsøgte USA at tvinge Kina til at indskrænke deres økonomi.
Men forsøget slog i første omgang fejl. Kina brugte den langsigtede plan for at udbygge handel med resten af verden, der de sidste ti års tid er kendt under navnet BRI, i daglig tale kaldet det nye silkevejsprojekt. Handel i stor stil uden om USA, uden om de traditionelle søveje, uden om finansiering af vestlige banker. I sidste ende fulgte andre lande trop, senest med Indien, der mødte USA’s trusler om øget straftold med endnu mere samhandel med Kina.
USA vendte sig derefter mod lande, der havde sværere ved at forsvare sig og føre en selvstændig politik. EU, Storbritannien, Japan og Sydkorea. Store handelspartnere for USA, lande med stort indestående i form af statsobligationer fra USA, lande med stor eksport til og mindre import fra USA.
I august i år indgik USA og EU en stor handelsaftale. Ordlyden er ikke offentlig, og der er forskellige fortolkninger. Men essensen er, at EU får pålagt straftold på 15 procent samt forpligter sig til at aftage gas og olie fra USA og investere i amerikansk industri for mange hundreder milliarder dollar over tre år.
Turen kom til Japan i september. Sydkorea forsøger stadig at modvirke USA’s pres. Men som den kritiske amerikanske økonom Michael Hudson viser i en rapport på netmediet Geopolitical Economy, møder de to lande endnu mere ulige og ublu krav end EU.
Trusler og forhandlinger
EU samt Japan og Sydkorea blev afkrævet straftold på 15 procent uden noget til gengæld. Men efter aftalerne er indgået, har USA krævet, at den tidligere straftold, 50 procent på stål og aluminium, stadig gennemføres. Det skal angiveligt måles ud på hvert eneste produkt, således at for eksempel biler får en ekstra toldsats, baseret på hvor mange procent af bilen der er fremstillet af stål og aluminium.
Samtidigt virker det ikke til, at USA har opgivet deres pres på Kina. De seneste meldinger lyder på en ekstra straftold på 100 procent allerede fra den 1. november. Tiden vil vise, om den trussel skal læses som et forhandlingsudspil på linje med andre trusler – både EU, Japan og Sydkorea blev først afkrævet straftold på 25 procent, inden den landede på 15 procent.
Staten i USA får ved de tre aftaler en øget indtægt gennem tolden, samtidigt med at lånespiralen kan fortsætte en tid endnu. Formelt skal USA’s toldsatser gøre det interessant for kapitalen i USA at genopbygge den industri, som de gennem årtier har flyttet til Mexico, Kina, Vietnam og andre lande. En del af aftalerne med EU samt Japan og Sydkorea er da også krav om investeringer i USA.
Tommelskruer på Japan og Sydkorea
Særligt aftalen om japanske og sydkoreanske investeringer i USA vækker opsigt. Japan skal for eksempel investere 550 milliarder dollar i USA. Men investeringerne skal placeres af en komite under ledelse af præsident Trump, og Japan får i sidste ende kun ti procent af et eventuelt afkast.
– I kan forestille jer, hvilken appelsin i turbanen dette er for Trump. Nu kan han gå hen til sine milliardærvenner og sige, se, her har jeg 550 milliarder, jeg kan gøre jer alle rige. Jeg kan give dem til jeres virksomheder – værsgo, her er der 50 milliarder til at investere i XYZ, her er der 100 milliarder at investere i industrialisering, lyder det i en kommentar på Geopolitical Economy. Her har den kritiske amerikanske økonom Ben Norton lavet et interview ved en anden kritisk amerikansk økonom, Michael Hudson.
USA giver kun en enkelt modydelse i deres aftaler. Den modydelse er et løfte om at være dækket af det amerikanske militær, en såkaldt sikkerhedsparaply. Andre taler om en atomparaply. Men ifølge Ben Norton og Michael Hudson kommer USA’s pres på deres traditionelle allierede, fordi USA ikke længere kan presse landene i BRIKS og samarbejdsorganisationen SCO.
– Trump og USA forsøger en politik med at vride armen om økonomisk på sine allierede, EU, NATO-landene, Japan, Sydkorea, måske Australien. USA siger, når vi ikke længere kan kontrollere og dominere SCO og BRIKS, så må vi tage kontrollen over vores allierede.
– Og vi ser samtidigt en kamp om Venezuelas olie lige nu, et forsøg på at destabilisere Venezuelas regering, et forsøg på at reducere Venezuela til en koloni i britisk tradition, der styres af en slags følgagtigt oligarki.
– På samme måde kan man sige, at Mellemøsten tages som gidsel. Lande som Saudi-Arabien, Kuwait, De Forenede Arabiske Emirater, alle har de deres nationale reserver og investeringer lagt i USA. Dollarens system er lavet til et våben for at holde dem som gidsler”, fortæller Michael Hudson videre i Ben Nortons interview.
Økonomisk krig mod USA’s arbejderklasse
Kernen i USA’s økonomiske krigsførelse er straftold. Trusler om høj straftold skal føre til accept af lavere straftold. Trusler om høj straftold skal føre til løfter om enorme investeringer i USA. Selve begrebet straftold er dermed fuldstændigt relevant – tolden er intet andet end et magtredskab.
Men tolden bliver betalt af den enkelte amerikanske virksomhed. Det gør hver vare dyrere for importøren. Tolden fører i første omgang til en højere pris, det vil sige, tolden betales af de amerikanere, der køber varen. Først og fremmest den amerikanske arbejderklasse.
På samme måde er statsgæld klassekamp. Statsgæld er et udtryk for at bruge næste generations penge. Renterne går til de store finanshuse, der ejer størstedelen af statsobligationerne – finanshuse, der ejer gælden. Renterne tages ud af statens indtægter. Og eftersom hver eneste præsident i USA siden Reagan har indført skattelettelser for de rige, bliver langt det meste af skatten betalt af den amerikanske arbejderklasse.
Arbejderklassen i USA betaler for USA’s økonomiske krig på to måder: Gennem at betale langt mere for importerede varer. Og gennem at se deres skattebetaling gå til finanskapitalen i form af rentebetaling på gælden.
Hvor går vi hen herfra
USA er uden tvivl presset på økonomien. De seneste 12 dage har USA indført en statslig betalingsstandsning – populært kaldet nedlukning. Seneste nyt er, at lønningerne til militæret bliver standset. Den statslige betalingsstandsning er et resultat af den stigende statsgæld. Konkret kommer betalingsstandsningen, fordi det ikke lykkedes parlamentets to kamre at skabe enighed om det statslige budget fra oktober.
USA’s økonomi er presset fra mange retninger, og det kan virke forvirrende. USA’s udmeldinger er da også ofte indbyrdes modsigende og ændres med kort varsel.
Men nogle overordnede træk viser sig trods alt. Den økonomiske krig mod resten af verden afspejler en nødvendighed og kommer fra en relativt svag position. USA har størst held med at gennemføre de ulige aftaler over de lande, hvor de har andre midler til at lægge pres. De lande der traditionelt set tælles med blandt vennerne.
Ved at presse vennerne som EU, Japan og Sydkorea til ulige aftaler, der gavner USA’s finanskapital, og ved at lade den amerikanske arbejderklasse betale en del af regningen, har staten købt sig tid. Men jo hårdere presset mod resten af verden er, jo mere opbygger landene uden for USA og EU deres egne netværk, deres egne handelsruter og deres egne måder at betale på.
I sidste ende er USA’s pres og den økonomiske krig en stakket frist.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
