Fælleserklæring
Gorbatjov 40 år siden – og den nye kolde krig
Både Gorbatjov og den unge Putin havde stor tillid til USA og Europa, især Tyskland. Men tilliden viste sig hurtig at være ensbetydende med naivitet.
|
I foråret 1985, altså for 40 år siden, kom en speciel mand til magten i Sovjetunionen. Han var et produkt af nogle af de positive sider ved sovjetsystemet. Han kom fra fattige kår, fra en ukrainsk-russisk bondefamilie, men fik en højere uddannelse, og kom til tops i systemet i det sydlige Stavropol.
Præmissen for denne såkaldte regelbaserede verdensorden er, at den ikke gælder for Vesten, kun for ikke-vestlige lande.
Han var på mange måder en meget sympatisk, men også tragisk skikkelse. I 1999 havde jeg en længere samtale med ham. Det var Mikhail Gorbatjov. Denne samtale forstærkede billedet af en sympatisk mand med humor og selvironi.
– Jeg kendte ikke det land jeg var blevet leder af, sagde han til mig med et gran af sympatisk selvironi.
Tingene brød sammen under ham på de indre linjer. Men hvem kunne have klaret denne gigantiske opgave at reformere en kommunistisk multinational stat, en sjettedel af planets areal, og med et flercifret antal potentielle borgerkrige?
Der var ingen manualer for den øvelse. Det kom til blodige begrænsede sammenstød, men ofte var det lokale kræfter, der gav ordre til det. Gorbatjov fik først informationer om det bagefter, det gjaldt eksempelvis sammenstødene i Armenien og Aserbajdsjan, Georgien og Vilnius i Litauen.
Gorbatjov undgik så vidt muligt vold for at holde sammen på Sovjetunionen. Det fortjener han kredit for.
Gorbatjov havde dog ikke helt styr på dem, som han havde udnævnt til vigtige poster. Nogle af dem begik et dødfødt kup mod ham i august 1991, og dermed var det slut for både Gorbatjov og Sovjetunionen.
Utopiske idéer
Gorbatjov havde meget dristige idéer om udenrigs- og sikkerhedspolitik. Han afskaffede nærmest Den Kolde Krig blandt andet fra FN´s Generalforsamlings talerstol i 1988.
Han havde – kan vi se i dag – utopiske idéer om en verden, hvor hver nation fulgte sin vej og viste verden, hvad hver nation kunne.
Gorbatjovs vision var en verden præget af nedrustning, samarbejde og ligeværdighed. For første gang under Den Kolde Krig indgik Sovjetunionen og USA en aftale, der med et slag fjernede en hel klasse af mellemdistanceraketter. Det var den såkaldte INF-aftale fra december 1987.
Han deltog også aktivt i udarbejdelsen af den brede atomafrustningsaftale, START. Endelig tog Gorbatjov også initiativ til ensidig tilbagetrækning af sovjetiske styrker fra Østeuropa.
Puha, var vi mange der tænkte dengang. Det gik godt nok hurtigt!
Vestens løfter
Det er rigt dokumenteret, at mange vestlige politiske ledere gentagne gange mundtligt lovede Gorbatjov, at hvis han gav grønt lys for den tyske genforening, så vil NATO soldater ikke bevæge sig ”one inch” (én tomme, red.) østpå.
Der har været noget forvirring, om løfterne overhovedet blev givet. Men nylig frigivet referatmateriale bekræfter det entydigt. NATO og Warszawa-Pagten eksisterede stadig på dette tidspunkt, konkret NATO-medlemskab blev ikke diskuteret. Men løfterne blev givet.
Under alle omstændigheder, så fortalte Gorbatjov mig, at ikke-overholdelsen af disse løfter var en af hans politiske livs største skuffelser. Gorbatjov nedrustede og åbnede for samarbejde i tillid til, at Vesten var med på både det Europæiske Hus og en ny samarbejdende fredelig verden.
Depressiv tid for Rusland
Men ak! Gorbatjov og mange andre russere havde den opfattelse, at de selv havde opløst Sovjetunionen og ophævet Den Kolde Krig i forventning om en bedre og fredelig verden, en fælles sikkerhedsarkitektur, og gerne også støtte til det store projekt: omstilling af det der snart var den tidligere Sovjetunionen.
Det skulle snart vise sig, at USA så helt anderledes på det. De amerikanske toppolitikere opfattede det sådan, at USA havde vundet Den Kolde Krig, og at Sovjetunionen (fra 1992 Rusland) havde tabt den.
Samtidig med det var der en meget nedladende foragtende holdning til det, mange opfattede som taber-staten Rusland. Det kom især til udtryk under præsident Bill Clinton.
1990’erne var en depressiv tid for Rusland. De økonomiske reformer resulterede i en næsten halvering af det russiske BNP og gigantiske sociale problemer.
Internationalt blev Rusland latterliggjort. Landets permanente plads i FN’s Sikkerhedsråd blev reelt tilsidesat, blandt andet da NATO-landene besluttede sig til at bombe Serbien i 1999 uden Sikkerhedsrådets godkendelse.
Da måtte selv den meget provestlige russiske præsident, Boris Jeltsin, indse, at noget var gået galt. Han overlod kort tid derefter tøjlerne til den unge Vladimir Putin. Det var netop i 1999, at jeg havde samtalen med Gorbatjov. Han kritiserede meget skarpt den amerikanske politik i forhold til Rusland. Den var efter hans opfattelse præget af arrogance, som Gorbatjov mente på sigt ville kunne styrke antivestlige kræfter i Rusland.
Hvor fik han ret!
Tillid mødt med kynisme
Putin havde i sin første præsidentperiode stor tillid til Vesten, lidt ligesom Gorbatjov. Han ønskede blandt andet, at Rusland skulle blive medlem af NATO. Han hjalp især USA i Afghanistan fra 2001.
Men USA ønskede ikke et ligeværdigt samarbejde med Rusland. Som blandt andre en senere amerikansk præsident formulerede det, Rusland skulle kapitulere som Tyskland og Japan gjorde i 1945, og ligesom de skulle Rusland acceptere amerikanske formynderskab.
Men russerne så radikalt anderledes på den sag. Her har vi ved at komme tæt på nogle af de dybereliggende årsager til den nye kolde krig, som raser i dag.
Både Gorbatjov og den unge Putin havde stor tillid til USA og Europa, især Tyskland. Men tilliden viste sig hurtig at være ensbetydende med naivitet. Tilliden blev mødt med kynisme fra USA’s side. For at bruge en frase, som ofte bruges om Putin og Rusland: USA forstår kun rå magt.
Denne tolkning blev med tiden stadig mere udbredt i Rusland.
Minsk II
I Rusland opfattes Gorbatjov som i bedste fald en naiv politiker, for hvem det hele brød sammen. I værste fald som en katastrofe.
Putin er flere gange i Rusland blevet kritiseret for at have for stor tillid til vestlige politikere. Det blev han i begyndelsen af 00’erne. Og det blev han i forbindelse med Minsk II-aftalerne fra 2015.
Indlægget fortsætter…
Læs også
Minsk II-aftalerne skulle sikre en politisk løsning på Donbass regionen, sådan at regionen kom under Ukraine med en udstrakt grad af autonomi. Ukraine skulle så til gengæld ændre forfatningen, så det blev muligt med autonome regioner i landet.
Signaturstaterne var Tyskland, Frankrig, Rusland og Ukraine. Men i 2022 sagde tidligere tysk kansler, Angela Merkel i et interview, at Minsk II-aftalen kun var på skrømt, den var aldrig ment alvorligt. Aftalen skulle sikre, at Ukraine kunne blev oprustet og militært vinde Donbass og Krim tilbage.
Det skal tilføjes, at Minsk II-aftalen var godkendt af FN’s Sikkerhedsråd og dermed havde opnået den højeste status, en aftale kan få i det inertnationale retssystem. Med andre ord: så meget for den regelbaserede verdensorden!
Præmissen for denne såkaldte regelbaserede verdensorden er, at den ikke gælder for Vesten, kun for ikke-vestlige lande. Putin kom i den situation for en del russere til at fremstå som en forpjusket, naiv Gorbatjov. Og det var ikke positivt.
Kold krig med farligere træk
Antivestlige holdninger er med tiden blevet betydeligt stærkere i Rusland. Mange såkaldte eksperter i Vesten mener, at det skyldes russernes iboende imperialistiske holdninger og værdier samt Putins specielle psykologi.
Men mon ikke Gorbatjovs og Putins erfaringer spiller en ganske betydelig rolle. Mon ikke også de har bidraget til, at den aktuelle anden kolde krig har nogle andre og på mange måder meget farligere træk end den første.
Under den gamle kolde krig var der hele tiden stærke diplomatiske, politiske, forretningsmæssige, kulturelle og andre bånd på tværs af skillelinjerne. I anden halvdel af 1980’erne kom der en strøm af nedrustningsaftaler. Der var en fordragelig tone mellem sovjetisk og amerikanske politikere. Selv præsident Ronald Reagan begyndte at lære lidt russisk og sætte sig ind i russisk kultur.
Næring til fobier
I dag: Ingen diplomatisk aktivitet, ingen forretningsforbindelser, ingen kulturelle programmer, stort set ingen russiske sportsfolk eller kunstnere har kontakt til Vesten. Selv klassiske forfattere og komponister bliver undertiden taget af læseplan eller koncertprogrammerne. Stakkels Dostojevskij og Tjajkovskij!
Samtidig er der en udbredt negativ etnisk generalisering af alt russisk. I Rusland har det, som nævnt, ført til meget negative holdninger til Vesten. Hvem kan det overraske?
Stadig færre unge russere møder folk fra Vesten. Det giver næring til fobier på begge sider af den nye skillelinje. Og selvfølgelig i modsætning til 1980’erne: på dagsordenen står nu oprustning og atter oprustning og hermetisk lukkethed mellem Rusland og Vesten.
EU barsler endda med idéer om at stoppe den russiske skyggeflåde. Hvad vil man gøre fysik og militært for at stoppe skibene med russisk olie? Vil man blokere enklaven, Kaliningrad? Der er ikke international lovhjemmel til det.
Alle tidligere historiske eksempler på sådanne situationer med de nævnte ingredienser har ført til krig.
Det er tre år siden Gorbatjov døde. Jeg tror han vender sig i sin grav.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
02. juli 2025 | 06:03
