Vi har før haft den slags oppe på bordpladen.
Denne gang er motivationen ny. Brugerbetaling skal bruges til at springe køen til lægen over eller opnå mere tid med lægen, end andre får, når lægens honorar er aftalt med regionerne.
Motivationerne har vekslet mellem ressourcemangel, adfærdsregulering og ønsket om færre offentlige udgifter.
Under 1970’ernes krise advarede den europæiske samarbejdsorganisation (OECD) om, at den vestlige verdens sundhedsvæsen var umætteligt og selv skabte syge – jo større investeringer, jo flere vil der være at behandle. (1.)
Indenrigsminister Egon Jensen (S) fulgte trop: “Der har været udfoldet store bestræbelser på og afsat enorme ressourcer til at få et effektivt behandlingsapparat, og det har vi fået. Men samtidig er der i befolkningen opstået en almindelig tilbøjelighed til at tro, at alt kan helbredes ved behandling”. (2.)
Modernisering og besparelser var 1980’ernes mantra, mens brugerbetaling i 1990’ernes socialdemokratiske debatter blev set som et instrument til adfærdsændringer, der kunne skabe plads til nye prioriteringer.
Desværre hoppede de kommunalt ansatte i LO (nu FH) med på vognen. Nu skulle der gøres op med universelle velfærdsydelser og indføres brugerbetaling ved besøg på skadestuen og hos lægen. Der måtte ikke være hellige køer: “Der er ikke råd til den offentlige service, som der er behov for, når flere og flere borgere bliver ældre.” (3.)
Og en af de hellige køer, min egen forbundsformand Poul Winckler ville slagte, var skadestuebesøg: “Den form for brugerbetaling er ikke en ekstra finansieringskilde, men kan regulere folks adfærd, så de vælger en billigere løsning.” (4.)
Venstres Anders Fogh Rasmussen kaldte det derimod direkte farligt at gennemføre øget brugerbetaling uden samtidig at give borgerne større frihed til at vælge: “En frihed til at indføre nye skatter hopper vi ikke på. Det er en glidebane uden perspektiver.” (5.)
Det er deprimerende at overvære, at nogle af dem, der sammen med andre velfærdsarbejdere burde stå vagt om den universelle velfærd og bekæmpe stigende ulighed, i stedet kæmper for tykkere tegnebog i egen kittellomme.
Og da Anders Fogh Rasmussen i det næste årti overtog roret, stod den på frit valg og ventelistegaranti som erhvervsstøtte til private velfærdsfirmaer.
Brugerbetaling blev fortsat sparket til hjørne i 2010’erne, selvom forskerne mente, at der kunne hentes milliarder ved at opkræve gebyrer. Udgifterne til medicin og det offentliges honorering af de praktiserende læger ville angiveligt falde med mellem 10 og 25 procent.
Det er alligevel noget af et budskab, at op mod hvert fjerde lægebesøg skulle være overflødigt. Til gengæld nåede forskerne også frem til det indlysende faktum, at brugerbetaling rammer sårbare grupper med lave indkomster og stort behov for behandling hårdere end den øvrige befolkning.
Sundhedsminister Astrid Krag (SF) afviste blankt forskerne: “Vi skal fokusere på at opspore symptomer tidligt og forebygge sygdomme. Det går tanken omkring brugerbetaling imod, fordi det vil få folk til at vente med at gå til lægen. Brugerbetaling vil forværre problemerne.” (6.)
Nu har de hvide kitler selv givet debatten om brugerbetaling et nyt perspektiv:
“Har du oplevet lange ventetider hos din læge? Det er der desværre mange, som har, og derfor prioriterer de en privat læge. Hos Lægerne Danmark forstår vi, hvor vigtigt det er at få hurtig hjælp. Det giver ro, vished og tryghed, så du hurtigt kan vende tilbage til hverdagen. Når du kontakter os, vil du få tilbudt en tid, ofte samme dag, eller på det tidspunkt, du ønsker.” (7.)
Det er et nystiftet anpartsselskab – Lægerne Danmark – med Holdingselskab og datterselskab og hvad der ellers skal til, når der rigtigt skal tjenes penge, som har fundet en ny fidus til at øge indtægten udenom honoraraftalerne med regionerne.
Nu skal dem, der har penge nok, kunne købe sig en konsultation udenom sin sædvanlige praktiserende læge uden ventetid eller af længere varighed i det tidsrum, hvor lægerne i forvejen arbejder for skatteyderne.
På almindelig dansk betyder det at springe køen over mod betaling – ikke med penge under bordet, men sådan helt officielt.
Det er noget af en prisliste foretagendet har opstillet. 69 forskellige ydelser med brugerbetaling. Et kvarters konsultation inklusiv papirarbejde for 750 kroner og en time for 3000 kroner.
Det er deprimerende at overvære, at nogle af dem, der sammen med andre velfærdsarbejdere burde stå vagt om den universelle velfærd og bekæmpe stigende ulighed, i stedet kæmper for tykkere tegnebog i egen kittellomme.
1. OECD: Public expenditures on health. Studies in Resource Allocation, 4. 1977
2. Folketingstidende 3.maj 1978, spalte 9483
3. Jens Rejermann: Forbund vil skære i pension og børnecheck. 21. oktober 1999
4. Jesper Eising: Kartel: Ja til brugerbetaling. 21. oktober 1999
5. DR: Venstre advarer mod brugerbetaling. 6. maj 1999
6. Flemming Steen Pedersen: Gebyr på lægebesøg kan give milliarder? Berlingske. 30. juni 2012
7. Lægerne Danmarks hjemmeside
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
01. juli 2025 | 07:46
Det er FOAs egen socialde-mokratiske statsminister, Helle Frederiksen, der for nogle år siden offentligt accepterede, at socialdemokratiets ledelse ikke længere var modstandere af de borgerliges privathospitaler. Så grib i egen barm og angrib FOAs eget partis socialdemokratiske ledelse for at privatisere den offentlige sundhedssektor og socialstaten. Og ikke rette smed for bager.
Log ind for at svareSocialdemokraterne skifter kurs på privathospitaler | Politik | DR
https://www.dr.dk/nyheder/politik/socialdemokraterne-skifter-kurs-paa-privathospitaler
Log ind for at svareKære Jann
Jeg er ikke sikker på, at jeg forstår dit indlæg rigtigt, men jeg kritiserer privatisering af kernevelfærden uanset partifarve, og grådighed uanset faggruppe.
God sommer
DK
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.
