Læserbrev
Siden Sri Lankas præsident Anura Kumara Dissanayake blev valgt i september 2024, har han aflagt fire statsbesøg. Først til Indien, derefter til Kina, Forenede Arabiske Emirater (UAE) og Vietnam. Denne rejseplan siger meget om tilstanden i den internationale økonomi og de muligheder, som det gældsplagede Sri Lanka har inden for denne.
To af disse lande, Indien og Kina, var medstiftere af BRIKS-samarbejdet i 2009. UAE tiltrådte officielt BRIKS i 2024, og Vietnam blev inviteret til at blive partnerland samme år.
Disse lande er vækstmotorer i den internationale økonomi. De er begyndt at omforme den internationale arbejdsdeling og forsøger langsomt at omforme dens institutionelle overbygning.
Fraværet af visse lande på Dissanayakes rejseplan er også sigende – der var ingen G7-lande på dagsordenen. USA og Den Europæiske Union tegner sig for over 50 procent af Sri Lankas eksport, men protektionisme, faldende forbrugertillid og mangel på reelle investeringer tvinger Sri Lanka til at vende sig mod syd for at sikre sin udvikling.
Bøjer sig for vinden
I 1967 bemærkede Singapores præsident Lee Kuan Yew, at i mange nye uafhængige stater svinder “viljen til modstand” ofte i mødet med hård magt.
Men mange af disse stater vil også “bøje sig med vinden som bambus … hvis det ser ud til, at østenvinden blæser stærkere end vestenvinden, begynder folk at bøje sig i den retning, endnu før vinden kommer”.
Yew talte om Sydøstasien under Den Kolde Krig, men hans ord kunne meget vel gælde for lande som Sri Lanka i den nye kolde krig i dag.
Sri Lankas nuværende samarbejde med aktører i det globale Syd er i langt højere grad præget af materielle interesser end af de høje idealer i Bandung-ånden.
Aktører i det globale Syd kan levere de objektive faktorer, der er nødvendige for udvikling: kapital, teknologi og markeder.
Landets økonomi er fortsat svag efter misligholdelsen af sin udenlandske gæld i 2022. Fremstillingssektoren er stagnerende, og udenlandske investorer har skåret ned.
Efterhånden som tyngdepunktet i den globale økonomi flytter sig mod Asien, er det naturligt, at mindre stater som Sri Lanka bevæger sig i samme retning på jagt efter muligheder.
Efter at have kapituleret over for det IMF-program, som hans parti førte valgkamp på at genforhandle, gentager præsidenten nu, at der ikke er nogen reel økonomisk suverænitet. Med knappe valutareserver og begrænsede finanspolitiske og monetære beføjelser har regeringen søgt eksterne investeringskilder, så økonomien kan vokse.
I Beijing blev der underskrevet 15 hensigtserklæringer. En af disse omfatter en længe omtalt investering på 3,2 milliarder dollars fra det kinesiske statsejede selskab Sinopec i et olieraffinaderi i den sydlige havneby Hambantota.
Hvis investeringen bliver til noget, vil det være Sinopecs første raffinaderi i udlandet, hvilket vil skabe muligheder for flere kemiske industrier i downstream-sektoren (energisektoren, red.) og forsyne landet med en billig energikilde (Sri Lanka importerer i øjeblikket det meste af det brændstof, det har brug for, fra raffinaderier i Singapore).
I New Delhi blev der underskrevet en række aftalememoranda, blandt andet om projekter inden for boligbyggeri, vedvarende energi og kapacitetsopbygning i den offentlige forvaltning.
Et par måneder senere, da den indiske premierminister Narendra Modi besøgte Sri Lanka, blev der underskrevet yderligere syv aftalememoranda.
Et af disse var en trilateral aftale med UAE om at udvikle et energilogistikcenter i den østlige by Trincomalee i Sri Lanka. Der vides ikke meget om aftalen, men Trincomalee er geopolitisk vigtig, fordi byen huser en olieterminal fra Ander Verdenskrig og en af verdens bedste naturlige havne.
I Dubai blev der indgået en aftale om at lette investeringer mellem de to lande, og der blev oprettet et fælles erhvervsråd.
I Hanoi blev der underskrevet fire aftalememoranda, blandt andet om samarbejde inden for fremstilling af maskiner og udstyr, landbrug og handel. Under sit besøg i Hanoi opfordrede Dissanayake også det private vietnamesiske konglomerat Vingroup til at investere i Sri Lankas ejendoms- og turismesektor.
Den nuværende srilankanske regering er fortsat meget mere konservativ, når det gælder bredere politiske og moralske spørgsmål, såsom det igangværende israelske folkemord i Gaza, som den globale nord har støttet gennem levering af våben og ammunition.
Israelske turister, herunder tidligere IDF-soldater, har strømmet til landet siden 2023 og er ofte kommer i konflikt med lokalbefolkningen på grund af deres ulovlige aktiviteter, oprettelse af uautoriserede religiøse samlingssteder og generelt racistisk og aggressiv adfærd. Regeringen fortsætter med at sende vandrende arbejdere til Israel og har drøftet samarbejde om landbrug.
Under en Nakba-mindegudstjeneste, der for nylig blev afholdt i Colombo, blev regeringen spurgt, hvorfor den ikke ville bryde forbindelserne med Israel. Transportminister Bimal Rathnayake, der også er medformand for Sri Lankas Komité for Solidaritet med Palæstina, svarede:
– Hvis Sri Lanka pludselig afbryder forbindelserne med Israel, vil økonomien bryde sammen… Sri Lanka vil handle som flere andre lande, herunder Saudi-Arabien, Kina og Rusland, der støtter Palæstina, men opretholder forbindelserne med Israel af diplomatiske og økonomiske årsager.
Den ubrudte dødvande
Syd-Syd-økonomisk samarbejde giver mulighed for at bryde med den globale norddominerede økonomiske orden. Imidlertid skaber modsætninger mellem stater i det globale syd problemer.
For eksempel føler mange srilankere, at landet er splittet, idet områder i nord og øst ofte tildeles indiske investeringer, mens områder i syd hovedsagelig er forbeholdt kinesiske investeringer, hvilket afspejler forskellene i landets etniske demografi.
Desuden løser erstatningen af nordlig kapital med sydlig kapital ikke spørgsmålet om, i hvilket omfang sådanne investeringer er baseret på konsultation, økologisk bæredygtighed og beskyttelse af suverænitet. Et forslag om at forbinde Sri Lankas elnet med Indiens er for eksempel blevet en vigtig katalysator for debatten om økonomisk suverænitet.
Efterhånden som tyngdepunktet i den globale økonomi flytter sig mod Asien, er det naturligt, at mindre stater som Sri Lanka bevæger sig i samme retning på jagt efter muligheder.
Aktører i det globale Syd kan levere de objektive faktorer, der er nødvendige for udvikling: kapital, teknologi og markeder. De kan dog ikke gribe ind i indenlandske sociale processer for at skabe de subjektive betingelser, der er nødvendige for socioøkonomisk transformation.
Sidstnævnte kræver initiativ fra lokale aktører, og manglen herpå afspejler enten en mangel på politisk vilje eller, værre endnu, en mangel på politisk tillid til et program, der kan vinde over neoliberalismen.
Der venter stadig et hårdt arbejde med at udfordre de rente- og komprador-segmenter af samfundet i hjemlandet. Mange af de eksisterende handelsinteresser, der har domineret økonomien siden kolonitiden, følger også med strømmen uden at ændre mønstret for underudvikling fundamentalt.
Gamle handelsvirksomheder importerer nu indiske og kinesiske varer i stedet for britiske, tyske eller japanske varer. Når det gælder de konkrete reformer, der er nødvendige i hjemlandet, er to eksempler værd at nævne: landbrugsreform og finansiel reform.
Sri Lanka har en af de laveste andele af dyrkbar jord pr. indbygger i Asien med 0,06 hektar pr. indbygger sammenlignet med Kinas 0,08 hektar og Indiens 0,11 hektar.
Dette problem forstærkes af, at en betydelig del af denne jord bruges til afgrøder til eksport, hvilket gør landet ekstremt sårbart over for fødevarekriser.
Sri Lanka har ingen politik for rationel arealanvendelse, der kan sikre fødevaresuverænitet og miljømæssig bæredygtighed. Der findes monopolinteresser på alle niveauer i landbrugssektoren, fra kreditgivning, frø og gødning til forarbejdning, opbevaring, transport og markedsføring af det færdige produkt.
Sri Lanka er også et af de få lande i Asien uden en reel statsejet udviklingsbank. To af Sri Lankas udviklingsbanker blev privatiseret i 1990’erne og drives nu på kommerciel basis.
De fleste private kommercielle banker er risikovillige og kanaliserer kredit til uproduktive sektorer som handel og forbrug. Der er derfor mangel på billig langfristet kredit til produktive aktiviteter inden for landbrug og fremstilling.
Der har længe været tale om at oprette en udviklingsbank, blandt andet i den nuværende regerings første budget, men det er stadig uklart, hvor kapitalen til en sådan bank skal komme fra.
Endelig er der udfordringen med den overordnede sammenhæng. For at der kan ske en reel socioøkonomisk transformation, skal de fragmenterede investeringer fra forskellige bilaterale partnere sammensættes til en integreret og sammenhængende helhed.
Det er ikke klart, om en sådan plan eksisterer i betragtning af forværringen af statens kapacitet i den neoliberale æra. I sidste ende er problemet med underudvikling ikke kun en mangel på ressourcer, men en fastlåst situation i de sociale relationer, der forhindrer en videre udvikling af de produktive kræfter.
Denne artikel er produceret af Globetrotter.
Om forfatteren: Shiran Illanperuma er en srilankansk journalist og politisk økonom. Han er forsker ved Tricontinental: Institute for Social Research og medredaktør af Wenhua Zongheng: A Journal of Contemporary Chinese Thought.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
