Tak for indslag.
Jeg faar de fleste af mine nyheder paa YouTube, da main stream medier ikke bringer nyheder om ddt der bryder med den eksusterene orden.
Jeg er ikke altid sikker paa hvad jeg kan stole paa, men jeg er ikke i tvivl om at en raekke lande i Afrika er ved at sige stop, vi vil ikke leangere.
Jeg er 74 aar og har oplevelt brudedet med kononistaters herredoemme i Afrikca. Dt synes at vaere en ny boelge af opgoer mod imperialismen. At det samtidig er en kamp mod terrorismen i Afrika overrasker ikke. Det er et af knebene paa at undertrykke.
Det er godt med disse bevaegelser i Afrika og Sydamerika. Enkelte oproerere akn slaas ihjel men en samlet folkelig bevaegesle vil sejre og det er der brug for.
I Afrika er et opgør med nykolonialismen i gang
I mange årtier har Afrika været reduceret til leverandør af råvarer til imperialismens centre. Men et opgør med nykolonialismen er i gang.I mange årtier har Afrika været reduceret til leverandør af råvarer til imperialismens centre. Råstofferne – olie, guld, kobber, kobolt, kakao og kaffe – er blevet hentet ud af kontinentet under forhold, der har tjent stormagterne i Europa og Nordamerika.
Produktionen og forarbejdningen har været lagt i Paris, London og Berlin – ikke i Ouagadougou, Bamako eller Niamey. Det er et klassisk billede på nykolonial udbytning.
Men et opgør med nykolonialismen er i gang.
Et brud tegner sig
Afrikas eksport er stadig i høj grad baseret på uforarbejdede råvarer – 39,6 procent af hele kontinentets eksport i 2021 bestod af mineraler, og 17,8 procent af ædelstene som guld og diamanter, oplyser Graphic Business. Det skaber ikke varige arbejdspladser, teknologisk udvikling eller national selvstændighed – kun fortsat afhængighed.
Vi skal støtte denne udvikling mod økonomisk frigørelse og national suverænitet.
Men et brud er begyndt at tegne sig. Flere afrikanske lande har vedtaget love, der forbyder eksport af uforarbejdede mineraler, blandt andre Ghana, Zimbabwe og Namibia, der ikke længere vil sende råt litium ud af landet uden lokal forarbejdning.
Niger forbyder eksempelvis eksport af korn og andre fødemidler.
Dette skal ikke forstås som små teknokratiske justeringer, men som en spirende antiimperialistisk bevægelse mod afhængigheden af de gamle kolonimagter – især Frankrig, England og til dels Belgien og Tyskland, som stadig kontrollerer store dele af Afrikas økonomier gennem valuta (franc CFA), handelsaftaler og udenlandske firmaers monopol på udvinding og transport.
Suverænitet i fokus
Netop lidt om Niger og Sahel-landene der viser vejen med suverænitet i fokus.
I Niger, Mali og Burkina Faso har unge folkelige og militære ledere valgt at bryde med Vesten og erklæret national suverænitet som mål. De har udvist franske tropper, afvist IMF og Verdensbankens betingede lån og trukket sig ud af det fransk-styrede ECOWAS-samarbejde.
Disse lande har også rettet blikket mod alternative samarbejder – blandt andet med Rusland og Kina – men vigtigst er det, at de markerer et opgør med nykolonialismen og en stræben efter kontrol over egne ressourcer, egne økonomier og egne arbejdere. Det er et skridt i retning af en ny form for social og økonomisk organisation, hvor produktionsmidlerne ikke længere er i hænderne på udenlandsk kapital, men kontrolleres af staten og folket.
Imperialismens økonomi
Det nykoloniale mønster er også tydeligt i importen: Afrika importerer færdigvarer, som kunne være produceret lokalt, hvis infrastrukturen, maskinerne og investeringerne var til stede. Det gælder alt fra sukker og ris til gødning, maskiner og mobiltelefoner.
Det betyder, at Afrika sælger billige råstoffer og køber dyre færdigvarer tilbage – en klassisk udbytningsmekanisme, som Marx beskrev i analysen af by og land, og som Lenin senere genkendte i forholdet mellem imperialistiske metropoler og periferi.
Vi skal støtte denne udvikling mod økonomisk frigørelse og national suverænitet. Det betyder ikke blind støtte til enhver statsleder, som vi slet ikke har nok viden om, men det betyder solidaritet med de folkelige kræfter i Afrika, som arbejder for, at værditilvæksten forbliver i Afrika, og at produktion og forbrug kan planlægges efter befolkningens behov – ikke profitmaksimering i Paris eller London.
Vi ser i dag begyndelsen på et historisk opgør med nykoloniale strukturer, som Frankrig og England aldrig har opgivet at bevare – og som EU, IMF og Verdensbanken i dag forsøger at genoplive i grøn forklædning. Det er vores internationale ansvar at kalde dette udbytningssystem ved navn og støtte de bevægelser, der tør tage kampen op.
Afrikas fremtid må bygges på suverænitet, økonomisk uafhængighed og kontrol over egne ressourcer.
Det er en kamp, der – som Lenin sagde – kun kan føres som en international kamp mod imperialismen. Den begynder med at se virkeligheden i øjnene og nægte at deltage i det nykoloniale hykleri.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.