Folkefest sætter anden dagsorden
Den 2. juni gennemførte delegationer fra Ukraine og Rusland den anden runde i deres forhandlinger i krigen. Resultatet var yderligere udveksling af fanger, samt udveksling af lig. Rusland vil udlevere 6.000 lig af ukrainske soldater, mens Ukraine endnu ikke har udleveret russiske lig.
Det er de officielle resultater af anden runde af forhandlingerne. En dato for tredje runde er ikke fastlagt endnu, selvom den kan være tæt på. Men vanskelighederne i forhandlingerne bunder i meget større problemer end at få Ukraine til at tage imod ligene af deres faldne.
Der er modstridende interesser i baglandet i fredsforhandlingerne mellem Rusland og Ukraine. Krigen er reelt set en stedfortræderkrig mellem USA, store dele af EU samt Storbritannien og Ukraine, overfor Rusland. Men Ukraines støtter har hver deres interesser, hver deres smertegrænse i forhandlingerne.
Artiklen fortsætter…
Læs også
En af de store skillelinjer er forholdet til Kina. USA har langt mere på spil i forhold til Kina, end de europæiske magter har. USA forbereder sig mere og mere åbenlyst på en væbnet konfrontation – måske decideret krig – mod Kina.
Og de har brug for alt, hvad de kan trække på i den konfrontation. Der er ikke længere råd til at sende våben til Ukraine. Så sent som den 1. juli stoppede USA en planlagt forsendelse af våben, herunder antiluftskyts, til Ukraine.
Ny vin på gamle flasker
– En trussel rejser sig. Kina søger at blive en hegemonistisk magt i Asien. Uden for enhver tvivl. Det søger at dominere og kontrollere for mange dele af denne sprudlende og afgørende region. Gennem dets massive militære oprustning og stigende parathed til at bruge militær magt for at opnå målene, herunder grå zoner og hybrid krigsførelse, har Kina vist at det grundlæggende set ønsker at ændre status quo i området.
– Vi kan ikke se den anden vej, og vi kan ikke ignorere det. Kinas opførsel overfor sine naboer og verden er et advarselssignal. Og et presserende et af slagsen.
Sådan lød det fra USA’s forsvarsminister, Pete Hegseth, da han holdt tale den 31. maj i Singapore. Talen blev holdt ved Shangri-La Forum, en årlig sikkerhedspolitisk konference, hvor også Kina deltager – men i 2025 for første gang ikke med en forsvarsminister.
Kort tid før USA’s forsvarsminister udnævnte Kina som en trussel, erklærede vicepræsident J.D. Vance en ny strategi for USA, da han den 23. maj holdt tale for nyuddannede officerer i USA’s flåde.
– Jeg vil gøre det klart. Trumps regering har lagt kursen om. Ikke flere udefinerede missioner. Ikke flere konflikter uden ende. Vi vender tilbage til en strategi baseret på realisme, og for at beskytte vores nationale kerneinteresser, lød det fra J.D. Vance.
Med en strategi baseret på realisme og uden langtrukne konflikter, og hvor fokus er på Kina, er der ikke plads til fortsat at sende våben til Ukraine, synes budskabet at være.
USA har tidligere fokuseret på Kina
I 2011 forsøgte en anden regering i USA, nemlig under præsident Obama, at ændre fokus til Kina. Med det såkaldte “Pivot to Asia” – det kan oversættes til omdrejning eller fokus på Asien – forsøgte USA en strategi med at få mindre lande i Asien til at sige nej til kinesiske investeringer, og i stedet tage imod investeringer fra USA. En vigtig del af denne politik var en stor frihandelsaftale forkortet TPP.
Aftalen blev i første omgang indgået mellem 12 lande med kystlinje ud til Stillehavet, med USA i spidsen. Den blev aldrig ratificeret af USA, og under sin første valgperiode som præsident skrottede Trump den i 2017. De elleve andre lande – notorisk minus Kina – indgik en efterfølger til den i 2018.
Indtil videre er det fornyede fokus fra USA på Kina ikke udmøntet i noget mere konkret end taler. Men Kina indledte det storstilede silkevejsprojekt, der nu går under navnet Belt and Road Initiative (BRI), i 2013. I dag er mere end 140 lande tilknyttet projektet, der først og fremmest er af økonomisk natur.
Sideløbende rumsterer USA’s toldkrig. Den 12. juni meldte USA ud at en aftale med Kina nu er på plads. Varer fra Kina skal betale en straftold på 55 procent, mens Kina lægger ti procent på varer fra USA. Men satserne har før svunget meget, og har været helt oppe på 145 procent. Indtil videre er der ingen officielle meldinger om hvorvidt aftalen er ratificeret, eller hvor længe den skal vare.
Er udløbsdato for USA’s sejr over Kina overskredet?
Med USA’s fokus på Kina er der tilsyneladende mindre plads til fortsat at holde Ukraine i krigen mod Rusland gennem våbenleverancer og økonomisk støtte. Til gengæld forbereder USA sig på en militær konfrontation mod Kina. Men måske er det for sent for USA.
Tilbage i 2016 forudsagde den konservative tænketank RAND, at USA havde et vindue frem til år 2025 for at kunne sejre i en krig mod Kina. Efter den dato ville krigen være langt mere ødelæggende, og sejren ville ikke være givet. Rapporten er notorisk, fordi RAND er tæt forbundet med de skiftende regeringer i USA.
Året før, i 2015, offentliggjorde magasinet The Atlantic en artikel fra historikeren Graham Allison. Med udgangspunkt i den oldgræske historiker Thucyadides betragtninger over årsagerne til krigen mellem Athen og Sparta, kom Allison frem til, at det stort set altid ender i krig, når en fremvoksende stormagt udfordrer den eksisterende stormagt.
Under navnet “Thucyadides-fælden” vandt teorien stor genklang i militære kredse i Vesten. Sammen med rapporten fra RAND om “2025-vinduet” formede den retorikken om Kina i USA’s førende kredse, lige indtil fokus skiftede på at tage opgøret med Rusland gennem våbenhjælp og militær støtte til Ukraine.
Har USA allerede vundet krigen i Ukraine – over EU?
USA har ikke bevilget nye våbenleverancer siden præsidentskiftet til Trump, og nu stopper de allerede planlagte leverancer af blandt andet antiluftskyts. Samtidigt har støtten til Israel, hvor USA dels har bombet Yemen, dels har været krigsdeltager mod Iran, trukket veksler på USA’s våbenlagre.
Alene USA’s krig mod Yemen tidligere på året trak store veksler på USA’s kampevne. Det højreorienterede medie Unherd har i to artikler fra maj og juni måned gennemgået, præcist hvor mange missiler til hvor mange milliarder dollar USA har brugt. Konklusionen er, at USA i en krig med Kina ville løbe tør for missiler både til angreb og til antiluftskyts i løbet af en uges tid.
Hvis USA gennemfører deres politik med at stoppe våbenleverancer til Ukraine, og samtidigt presser Israel til at overholde våbenhvilen med Iran, vil landet kunne fokusere på at genopbygge lagrene af missiler og bomber. Samtidigt vil USA beholde deres dominans i forhold til at forsyne EU med gas og olie, produceret via den katastrofalt miljøskadelige fracking, mens Rusland fortsat fastholdes i sanktioner mod eksport.
EU vil med en russisk sejr, eller blot våbenhvile der tilgodeser russiske krav, ikke på samme måde være i stand til at genvinde det tabte terræn til USA, som det fremgår af den tidligere artikel i denne serie. Derfor er EU’s politik at fortsætte krigen gennem mere støtte til Ukraine. Det uagtet, at et flertal af folk i Ukraine ønsker fred, og over halvdelen er parat til at indgå kompromisser med Rusland, som berettet i Al-Jazeera.
EU har en langsigtet plan
Derfor kan EU være tvunget til at forsøge en langsigtet plan. En langsigtet plan – for nuværende Re:arm Europe – om at føre kapital til våbenindustrien for dermed at holde Ukraine i krigen, også selvom det koster på velfærd, på andre investeringer, og skaber gæld af hidtil usete proportioner.
EU forsøger at indføre flere sanktioner mod Rusland, men indtil videre er sanktionspakke nummer 18 strandet. Pakkerne har haft relativt lille effekt på den russiske økonomi. Rusland er lykkedes med at opbygge sin egen produktion og sine egne forsyningskæder, uafhængigt af Vesten.
Rusland var glad for at importere biler og mikrochips fra Vesten og ikke fremstille dem selv. Nu bygger de egne chips og køber bilerne i Kina. EU’s langsigtede plan med at genopbygge våbenindustrien skal ses i den sammenhæng. Det er et forsøg på at bevare en position i forhold til USA og Kina på den lange bane.
EU har et udgangspunkt, og en smertegrænse i forhold til en fred i Ukraine. USA har andre udgangspunkter og andre smertegrænser. Og sideløbende med presset på den traditionelle trans-atlantiske alliance, arbejder Kina og Rusland på at styrke samarbejdet og skabe alternativer.
Dette er den tredje og sidste artikel i en serie om modsætningerne mellem Ukraines allierede i EU og USA, og deres betydning for fredsforhandlingerne mellem Ukraine og Rusland.
Læs også
Udland
Krig i Ukraine
Forhandlingerne om fred i Ukraine fortsætter – men Ukraines støtter er splittede
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
