Er der noget, der hedder “mindre indgribende tvang”?
Jeg bliver oprigtigt bekymret og ked af det, når jeg hører, at man nu overvejer at indføre flere tvangsforanstaltninger i behandlingspsykiatrien, skriver Mia Kristina Hansen i denne blog.Hvordan kan man definere nogen former for tvang som mindre indgribende? For mig er tvang indgribende uanset formen. Det er altid en voldsom oplevelse at blive udsat for en handling, man ikke selv har ønsket, særligt når man i forvejen er i en sårbar livssituation på grund af psykiske vanskeligheder.
Jeg har altid været bekymret over brugen af tvang og magtanvendelse i social- og sundhedssystemet som redskaber i arbejdet med mennesker med psykiske udfordringer. Som uddannet socialpædagog har jeg fra starten været optaget af, hvordan vi som fagpersoner kan skabe tryghed og tillid, blandt andet ved at være bevidste om egne handlinger i samspillet med dem, vi er sat i verden for at hjælpe.
Mine første mange år arbejdede jeg inden for specialområdet, både med anbragte børn og unge samt mennesker med udviklingshandicap. Som nyuddannet stod jeg i situationer, hvor jeg, uden at være bevidst om det i øjeblikket, kom til at eskalere konflikter, fordi jeg handlede uhensigtsmæssigt. En dygtig leder hjalp mig med at reflektere over mine handlinger og gjorde mig bevidst om, hvordan mine reaktioner kunne udløse en negativ respons. Jeg lærte, at gode intentioner ikke er nok, hvis man ikke er bevidst om det magtforhold, man står i, og om hvad der er på spil for den anden.
Sammenhæng mellem ressourcer og tvang
I 2014 begyndte jeg at arbejde på et bosted i socialpsykiatrien, hvor mange af beboerne levede med både psykiske lidelser og rusmiddelproblematikker. Min faglighed blev dagligt sat på prøve i helt nye og komplekse situationer. Mange af beboerne havde mistet tilliden til systemet. De følte sig ikke mødt med respekt og ligeværdighed, og mange havde opgivet at bede om hjælp, fordi de alligevel ikke forventede at blive forstået.
Løsningen er ikke at udvide muligheden for tvang. Vi skal i stedet kigge grundigt på de strukturelle forhold, der fører til tvang. Vi skal sikre et system, hvor der er tid, kompetencer og ressourcer til at forebygge tvang.
Flere beskrev, hvordan de i årevis ikke var blevet taget alvorligt, hvordan deres psykiske lidelser var blevet bagatelliseret, indtil de blev så dårlige, at de blev indlagt med tvang. At blive udsat for tvang blev for dem en tilbagevendende del af livet. Tilliden til systemet og de fagpersoner, der repræsenterer det, var væk.
Kombinationen af beboernes mistillid, en lav normering på bostedet og manglende mulighed for at få beboerne indlagt frivilligt førte til, at der opstod situationer med tvangsindlæggelser, tvangsmedicinering og andre former for tvang i behandlingspsykiatrien. Det fik mig til at stille spørgsmål ved rammerne for mit arbejde, for alt det, jeg havde lært og oparbejdet som socialpædagog, blev næsten umuligt at bruge i hverdagen.
Løsningen er ikke mere tvang
Desværre ser jeg ikke de store forbedringer i dag. Jeg møder stadig historier fra både fagprofessionelle og mennesker, der har været udsat for tvang, som bekræfter mine oplevelser fra dengang. Derfor bliver jeg oprigtigt bekymret og ked af det, når jeg hører, at man nu overvejer at indføre flere tvangsforanstaltninger i behandlingspsykiatrien. For selvom man kalder dem “mindre indgribende”, så er de stadig indgribende for det enkelte menneske.
Løsningen er ikke at udvide muligheden for tvang. Vi skal i stedet kigge grundigt på de strukturelle forhold, der fører til tvang. Vi skal sikre et system, hvor der er tid, kompetencer og ressourcer til at forebygge tvang – sådan som loven faktisk allerede foreskriver: ”Tvang må ikke benyttes, før der er gjort, hvad der er muligt for at opnå patientens frivillige medvirken”, og ”Tvang må aldrig erstatte omsorg, behandling og pleje”.
Så kære sundhedsminister og folketingspolitikere: I må ikke gå den vej, hvor tvangen fylder mere. Ikke før mennesker oplever en reel, sammenhængende og helhedsorienteret hjælp, hvor de bliver inddraget, lyttet til og mødt som hele mennesker.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.