hvordan anser vi historien?
I den offentlige sundhedsdebat og det politiske sundhedsvæsen synes der at have indfundet sig en uheldig asymmetri i forståelsen og anerkendelsen af de kønsspecifikke udfordringer, der opstår i forbindelse med hormonelle forandringer midt i livet.
Kvinders overgangsalder er – med rette – blevet genstand for øget opmærksomhed, støtteordninger og sundhedsfremmende initiativer. Men i bestræbelsen på at afstigmatisere og afpatologisere kvinders hormonelle overgang har man tilsyneladende samtidig valgt at ignorere – eller værre: latterliggøre – mænds tilsvarende fysiologiske forandringer.
Det betyder, at vi også skal turde se mandens overgangsalder i øjnene.
Dette vidner om en selektiv empati, der kendetegner en hyklerisk sundhedsdiskurs, hvor objektivitet må vige for ideologisk selektion. Begrebet “andropause”, eller mandlig overgangsalder, forbliver et marginaliseret og underbelyst emne, til trods for at dens symptomer – både fysiske og psykiske – kan være invaliderende og dybt indgribende i mandens livskvalitet.
Det gradvise fald i testosteronkoncentrationer medfører ikke blot libido-tab og træthed, men også kognitive forringelser, depressionstilstande, nedsat muskelmasse, søvnforstyrrelser og en generel eksistentiel nedslidning. At negligere denne tilstand medfører ikke blot individuelle konsekvenser, men også samfundsøkonomiske belastninger.
Alligevel mødes mænd i denne livsfase ofte med tavshed, mistro eller endog hån, når de søger hjælp. Samtidig tilbydes kvinder i overgangsalderen en vifte af helbredsforanstaltninger, specialiseret rådgivning og folkeoplysning, hvor deres oplevelser anerkendes som både normale og betydningsfulde. Det er et paradoks, at vi i et samfund, som bryster sig af ligestilling, har accepteret denne kønsmæssige ubalance i sundhedsmæssig validering.
Den patriarkalske fejlslutning, som i årtier har formodet manden som ufejlbarlig og biologisk konstant, har muligvis skabt illusionen om, at hormonelle udsving hos mænd enten er bagateller eller tegn på karakterbrist. Denne narrativ bør afmonteres – ikke for at skabe en konkurrence i lidelse mellem kønnene, men for at insistere på en ligelig og videnskabeligt funderet anerkendelse af biologisk kompleksitet hos begge køn.
Hvis vi skal tage folkesundhed alvorligt, må vi kræve en inkluderende og empirisk funderet tilgang til midtlivskriser og hormonelle transformationer. Det betyder, at vi også skal turde se mandens overgangsalder i øjnene – ikke som et kuriosum, men som en klinisk og eksistentiel realitet, der fortjener samme opmærksomhed som kvindens.
Indtil da er sundhedsdebatten ikke bare kønnet. Den er skævvredet.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
