Verden rundt
Dette er første artikel ud af to, hvor filmaktivist Arturo Fabbro kommenterer på årets udgave af filmfestivalen CPH:DOX.
Ifølge deres hjemmeside omfatter de vejledende principper for CPH:DOX – en af verdens førende dokumentarfilmfestivaler – en forpligtelse til politisk neutralitet, ønsket om at fremme offentlig dialog og at sætte spørgsmålstegn ved status quo. Men i de seneste to år har der været debat om festivalens politiske værd. Og det er bestemt ikke demokratisk, på trods af bestyrelsens bedste intentioner.
Under 2024-udgaven blev der organiseret en stille protest mod festivalen af både aktivister og filmskabere, som udtrykte deres vrede og skuffelse over DOX’s mangel på en meningsfuld reaktion på de forbrydelser, der blev begået i Gaza netop i de dage, hvor festivalen fandt sted.
DOX’s passivitet virkede hyklerisk i betragtning af festivalens glødende støtte til Ukraine under 2022-udgaven. Hård kritik af festivalen opstod igen under dette års udgave og udløste en betydelig debat.
Aktivistgruppen Stop Annekteringen kritiserede CPH:DOX for at nægte at stå ved principperne i BDS (Boycott, Divestment and Sanctions); for sine tætte bånd til et zionistisk filmproduktionsselskab; for at begrænse synligheden af palæstinensiske filmskabere; for at modsætte sig en græsrodsaktivistisk visning af en palæstinensisk dokumentarfilm, som de ejer distributionsrettighederne til; og for sin generelle mangel på engagement i at opretholde menneskerettighederne.
Festivalens åbningsgalla havde statsminister Mette Frederiksen og tidligere NATO-generalsekretær Jens Stoltenberg som gæstetalere, og de er begge blevet kritiseret for at vende det blinde øje til folkedrabet. I betragtning af festivalens adfærd synes dens “politiske neutralitet” at ligge ret tæt op ad EU-ledelsens politiske dagsorden – som er alt andet end neutral.
Politikken bag DOX
Dette kommer næppe som en overraskelse. Faktisk spiller CPH:DOX en nøglerolle på den europæiske scene ved at bringe tilskuere, filmskabere, aktører fra civilsamfundet og politikere ind i den samme biografsal.
Ved at fremme den offentlige debat og udvekslingen af idéer er festivalen med til at skabe konsensus mellem filmpublikummet og de politiske beslutningstagere. Nogle af festivalens konkurrencer – med bombastiske navne som “F:ACT” og “HUMAN:RIGHTS” – er specifikt dedikeret til film, der har til formål at udøve en “institutionel impact”, som det tilsigtede resultat beskrives af filmbranchens bureaukrater.
Det betyder, at filmens endelige mål er at ende på et skrivebord i det rigtige kontor i Bruxelles i håb om at påvirke lobbyarbejdet omkring emner såsom humanitær bistand, miljømæssig bæredygtighed og ligestilling mellem kønnene. For at opnå dette skal filmene først tilpasses det sprog, som de politiske beslutningstagere taler. Filmene vises til udvalgte filmkonsulenter, som giver konstant feedback og rådgiver om, hvordan man kan optimere filmens påvirkningsstrategi under hele produktionen.
Stilistisk set er “impact”-film meget standardiserede. De drejer sig om nogle få veldefinerede hovedpersoner, som skal konfrontere deres indre konflikter. I sidste ende lærer hovedpersonen som regel at tro på sig selv og at komme videre fra sin udgangssituation.
Forudsigelig struktur i film
Disse film betegnes ofte som “karakterdrevne dokumentarfilm”. De lægger vægt på individuel selvudvikling frem for social analyse. De værdsætter seerens fordybelse i fortællingen frem for kritisk distance til den. De prioriterer følelser frem for viden.
Karakterdrevne film foretrækkes af producenter og filmfonde, da de giver en sikker løsning på spørgsmålet om at vurdere risikoen ved at investere i udviklingen af en film. Deres struktur er veldefineret og reducerer dermed uforudsigeligheden. Og de er kendt for at give god genklang hos publikum. I den forstand er kreativ konformitet resultatet af investorernes forsigtighed i en tid med økonomisk krise i den danske filmindustri, hvor omstruktureringer og afskedigelser har kastet filmarbejdere ud i kronisk økonomisk usikkerhed.
Ikke desto mindre indeholder DOX’s program mange film, der ikke følger denne forudindtagede standard. En seer kan støde på observerende dokumentarfilm, som ser på den sociale virkelighed på afstand og ofte helt undlader eksplicitte kommentarer. Eller man kan se en arkivdokumentar, som helt eller delvist består af allerede eksisterende optagelser, der er hentet fra et arkiv.
Disse andre dokumentarstilarter kan tilbyde meget mere end karakterdrevne “impact”-film – i hvert fald til de seere, der ikke tror på, at meningsfuld social forandring starter fra de støvede sæder i EU-parlamentet.
Denne variation i DOX’s program er ikke tilfældig. Den giver snarere et indblik i festivalens lagdelte ideologiske positionering, som afspejler en mangfoldighed af forskellige – og til tider modstridende – interesser, der er politiske i ordets egentlige forstand og ikke kun æstetiske, hos både ledelse og publikum. Alligevel finder man typisk film, der adskiller sig fra den stilistiske norm, gemt væk i festivalens sekundære konkurrencer.
Verdens arkiver, foren jer!
Dette års program omfattede mindst fire film, der hører til den brede kategori af arkivfilm: “The Ban”, en kortfilm om censur af IRA i 1980’ernes England; Göran Olssons “Israel Palestine on Swedish TV 1958-1989”; “The Helsinki Effect”, om politiske intriger under Den Kolde Krig; og “Bright Future”, som fokuserer på en ungdomsfestival i Nordkorea i slutningen af 1980’erne.
De synes alle at tale ud fra et bredt venstreorienteret perspektiv. Faktisk stikker deres politiske kant meget dybere end de menneskerettighedsfokuserede “impact”-film. I forbindelse med den nuværende filmindustri i Europa, hvor spredningen af ideer er stramt reguleret af markedsbegrænsninger, ser det ud til, at denne form for arkivdokumentar er den, der har størst mulighed for at understrege politiske udsagn, som både er udfordrende og stimulerende for publikum.
Instruktørerne af de førnævnte film bevæger sig i et område af kulturproduktionen, som er politisk tvetydigt. Før i tiden, da kommunistiske og socialistiske partier var stærkt repræsenteret på den sociale scene i mange europæiske lande, ville disse kunstnere have fundet et hjem i dette område af kulturproduktionen med dets egne institutioner og netværk af professionelle. I dag er de nødt til at overleve som uafhængige eller gå til grunde i mainstream.
Hvorfor er denne løse gruppe af kryptokommunistiske filmskabere tiltrukket af dokumentarfilmens arkivstil? Der er ingen tvivl om, at arkivoptagelser fra de sidste årtier af Den Kolde Krig har en særlig følelse. Nyhedsindslag, tv-reklamer og hjemmelavede videoer minder os om en tid, der ikke er så fjern fra os. De fleste mennesker over 40 år vil have en eller anden erindring om den. Og alligevel er denne erindring hurtigt falmet.
Især er erindringen om kommunismen som hverdag for millioner af mennesker blevet hensynsløst forvrænget og udvisket. Selv de døde er ikke i sikkerhed for fjenden efter hans sejr – som Walter Benjamins vemodige maksime om historien lyder – og kommunismens grav er blevet plyndret for enhver materiel gevinst, den havde opnået. I store dele af den progressive kapitalistiske verden har offentlig diskussion af kommunismens historiske virkelighed længe været tabubelagt efter dekret fra kommunismens “fjender”.
35 år senere, hvor krigen står for døren i Europa, og lederne opfordrer til et nyt våbenkapløb, virker den aftale, der opstod efter kommunismens historiske nederlag, hverken stabil eller gavnlig længere. I denne sammenhæng giver arkivarbejde filmskaberne mulighed for at tage fat på det kollektive hukommelsestab og dets relation til vores nutid.
Læs også
Kultur
Studenteraktivisme på film
Ny kortfilm om Rafah Garden vil forevige studenteraktivismen for Palæstina
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
