Tyskland indførte den 1. januar 2015 en lovbestemt mindsteløn.
Det har ført til en voldsom stigning i arbejdende fattige, der er tvunget til at have flere jobs for at få tag over hovedet og mad på bordet, fortalte Nonni Morisse fra den tyske fagforening Verdi, da han i sidste uge holdt oplæg på et velbesøgt møde i 3F Aarhus.
Mindstelønnen, som er den løn, alle lønmodtagere skal have, startede på 8,50 euro (cirka 64 danske kroner, red.) Niveauet fastsættes i et udvalg bestående af arbejdsmarkedets parter, som politikerne derefter forvandler til lovgivning.
– I dag er den lovbestemte mindsteløn på 13,04 euro (97 danske kroner, red.). Men et stigende antal arbejder for mindre. Det kaldes lavtløn, og hvis man i 2025 arbejder på lavtløn, så er man fattig, sagde Morisse og tilføjede:
– 21 procent af alle børn i Tyskland lever i fattigdom og afsavn som følge deraf.
Vi oplever fremkomsten af en del af arbejderklassen, der kan beskrives som arbejdende fattige. Det har sundhedsmæssige konsekvenser. De får dårligere mad og er mere syge. De har farligere arbejde.
Nonni Morisse, organizer i Verdi
Nonni Morisse har de seneste tre år arbejdet som organizer i Verdi, og han har med egne øjne set mange eksempler på den rutsjetur, som den tyske arbejderklasse har oplevet.
– Lavtlønssektoren betyder ofte deltidsarbejde og flere job på samme tid. Det rammer flere kvinder end mænd. Mange unge er påvirket af de her forhold, især unge under 24 år. Flere migranter er også berørt. De forstår ikke sproget. De er ofte dårligere uddannet og derfor nemmere at udnytte, fortalte den tyske fagforeningsmand.
Samtidig viste han på storskærm den ene statistik efter den anden, som gav mødedeltagerne et indblik i forholdene på det tyske arbejdsmarked og i det tyske samfund.
Hotel- og restaurationsbranchen er med 51 procent af alle beskæftigede i branchen den branche med flest på lavtløn. Landbrug, skovbrug og fiskeri følger efter med 43 procent af alle beskæftigede. Tendensen slår også ind i sæsonbetonede brancher som kunst, underholdning og turisme, hvor 36 procent er på lavtløn.

Deltagerne blev nu præsenteret for en sammenligning mellem landene i Europa. I 2018 var 22 procent af de tyske lønmodtagere på lavtløn – sjette flest og kun overgået af Letland, Litauen, Estland, Polen og Bulgarien.
– Sverige ligger helt i bund og Danmark på en sjette sidste plads. Det vil sige, at det er i lande med god organisering og gode overenskomster, at lønninger er bedst, konkluderede Nonni Morisse, inden han gik over til at forklare om de enorme konsekvenser, et arbejdsmarked med udbredt lavtløn har for arbejderklassen og for det tyske samfund:
– Vi oplever fremkomsten af en del af arbejderklassen, der kan beskrives som arbejdende fattige. Det har sundhedsmæssige konsekvenser. De får dårligere mad og er mere syge. De har farligere arbejde, der ikke bliver kontrolleret, fordi tilsynet er for dårligt, indledte han en opremsning, men blev afbrudt af en kommentar fra salen:
– Kan kontrollen blive dårligere end i Danmark?
Da Nonni Morisse igen tog ordet, fortsatte han:
– De fattige bliver udsat for et enormt fysisk og psykisk pres, og det viser sig ved, at de lever otte et halvt år kortere end tyskere i gennemsnit.
Spørgsmålet om, hvordan det har kunnet gå så galt Tyskland, trængte sig på. Nonni Morisse tog os med tilbage til år 2000 og kunne fortælle, at ideen om en lovbestemt mindsteløn kom fra den tyske fagbevægelse. På det tidspunkt var økonomien elendig og arbejdsløsheden høj. Dertil kom neoliberalismens indtog på den politiske scene.
Den faglige organisering var lav, og i bestemte brancher var kollektive forhandlinger sat helt ud kraft. Den tyske fagbevægelse var splittet på spørgsmålet om en politisk bestemt mindsteløn. De fagforeninger, der repræsenterede de lavtlønnede arbejdere, støttede det, mens de fagforeninger, der repræsenterede de højtlønnede – særligt i industrien, var imod.
Den socialdemokratiske forbundskansler Gerhard Schröder indførte Hartz-reformerne på hele arbejdsmarkedet: Hartz-I og 2 i 2003, Hartz-3 i 2004 og endelig Hartz-4 i 2004-05.
Hartz-reformerne på hele det tyske arbejdsmarked blev indført af den socialdemokratiske forbundskansler Gerhard Schröder: Hartz-1 og 2 i 2003, Hartz-3 i 2004 og endelig Hartz-4 i 2004-05.
Nye jobcentre blev oprettet. (Hartz-1 i 2003).
Understøttelsen til arbejdsløse blev sat ned. Det skabte et nyt lavtlønnet arbejdsmarked gennem øgede krav til arbejdsløse om at tage lavtlønnet arbejde – for eksempel de såkaldte mini- og midijob. (Hartz-2 i 2003).
Sammenlægning af arbejdsløshedsunderstøttelse og bistandshjælp. (Hartz-4 i 2005).
Langtidsarbejdsløse sidestilles med kontanthjælpsmodtagere. (Hartz-4 i 2005).
Krav om en udførlig dokumentation af personlige forhold for de arbejdsløse. Nye krav om rådighed, arbejds- og aktiveringspligt. (Hartz-4 i 2005).
Dagpengeperioden blev forkortet til 12-18 måneder. Før var den 32 måneder. (Hartz-4 i 2005).
Arbejdsløse 55-64-årige kan få understøttelse i 18 måneder, arbejdsløse under 54 år kan modtage understøttelse i 12 måneder. Hjemmeboende unge under 25 år får kun får halv bistandsydelse. (Hartz-4 i 2005).
Reformerne fik navn efter folkevognskoncernen VW’s daværende personaledirektør Peter Hartz. Den daværende tyske kansler Gerhard Schröder havde hyret Hartz som rådgiver og leder af en kommission, der i øvrigt fik opbakning fra toppen af tysk fagbevægelse.
– I 2015 indførte politikerne så mindstelønnen, og i begyndelsen var det en succes, for der kom faktisk mange flere i arbejde. Blandt andet oplevede lavtlønnede lønmodtagere i det tidligere Østtyskland en betydelig stigning i deres løn. Og lønstigningerne førte til et øget forbrug, fortalte Nonni Morisse.
Men succesen fik en ende. Den neoliberale omstilling af arbejdsmarkedet i Tyskland resulterede i blandt andet øget brug af vikararbejde, deltidsansættelser og brug af underentreprenører. Sammen med strenge sanktioner mod de arbejdsløse medvirkede det over årene til øget fattigdom og ulighed.
Artiklen fortsætter under linket ……
Læs også
– I dag arbejder en ud af fem for lav løn. Du er i risiko for at leve i fattigdom, selv om du er i beskæftigelse. Under halvdelen af lønmodtagerne er dækket af en overenskomst, indledte Nonni Morisse endnu en negativ remse.
Presset på arbejdsløse er enormt, blandt andet som følge af strenge sanktioner. Arbejdsløse presses til at acceptere et hvilket som helst job, og de er bange for at miste jobbet igen.
– Det skaber en eksistentiel frygt hos arbejderne. Uligheden vokser. I dag ejer de rigeste 10 procent mere end halvdelen af formuer. Den fattigste halvdel af befolkningen ejer kun 1,3 procent af formuerne, lød endnu et konkret eksempel på forholdene i det sydlige naboland.
Når EU’s mindstelønsdirektiv kommer
Udviklingen med et stigende antal arbejdende fattige på det tyske arbejdsmarked illustrerer, hvorfor aktive kræfter i dansk fagbevægelse frygter en EU-bestemt mindsteløn, som meget snart kan vise sig at være en realitet.
Ganske vist kom generaladvokaten i EU den 14. januar med en uventet, men klokkeklar anbefaling om at annullere direktivet i sin helhed og give Danmark medhold i, at det strider mod EU-forfatningen.
Men Per Nielsen, der havde været med til at stable mødet i Aarhus på benene, er blandt dem, der tvivler på, at den endelige afgørelse følger generaladvokatens anbefaling.
– Jeg tror ikke på, at Danmark får medhold. Det vil være for stort et nederlag for EU, mener Per Nielsen, der vil blive meget overrasket, hvis dommen følger generaladvokaten.
– Vi vandt første halvleg, da det gennem en massiv faglig kampagne lykkedes at presse SVM-regeringen til at anlægge annullationssøgsmål i januar 2023. Udmeldingen fra generaladvokaten, om at EU skal droppe direktivet, fordi det er i strid med EU-grundloven, betød, at vi også vandt anden halvleg. Nu venter vi på tredje halvleg, sagde Per Nielsen, da han rundede mødet i Aarhus af.
På spørgsmålet om, hvornår den endelige afgørelse kommer, lyder det fra EU-parlamentsmedlem Marianne Vinds (S) kontor i Bruxelles:
– Datoen er desværre ikke kommet endnu, men vi forventer, at der måske kommer noget i maj.
Læs også
Hvad betyder direktivet om EU-mindsteløn egentlig for danske arbejdere?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.