Nakba Week
Beskæftigelsesreformen er en spareøvelse
SVM-regeringens jobreform "frisætter" kommunerne for ansvar og ledige for rettigheder.
|
Den 9. april indgik SVM-regeringen med LA, Konservative, DF og RV en aftale om en beskæftigelsesreform. “Reformen” promoveres af beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) som en forbedring for de ledige gennem regelforenkling og afbureaukratisering.
Det må anerkendes, at “reformen” rummer enkelte forbedringer: De virkningsløse “ressourceforløb”, der primært bare har fungeret som “forsinkende opbevaring” for potentielle førtidspensionister, afskaffes. Og de såkaldte “jobafklaringsforløb” for sygemeldte ophører. Vurderes de sygemeldte at kunne vende tilbage til deres arbejde inden for 26 uger, skal de ikke til samtale med kommunen. Endelig skal udsatte borgere fremover mødes af færre sanktioner.
Når en fjerdedel af ressourcerne skæres bort, siger det sig selv, at det er svært at forbedre indsatsen for de ledige. Som at løse cirklens kvadratur.
Men disse pletvise forbedringer kan ikke opveje det grundlæggende problem, at hele reformen fra starten har været en spareøvelse, idet der fjernes en fjerdedel af budgettet – 2,7 milliarder kroner ud af 12 milliarder i dag. Og når en fjerdedel af ressourcerne skæres bort, siger det sig selv, at det er svært at forbedre indsatsen for de ledige. Som at løse cirklens kvadratur.
Øget rolle til a-kasser forsvandt ud af reform
Nu hvor ledigheden aktuelt er den laveste i mange år, kunne det måske virke oplagt at spare på beskæftigelsesindsatsen. Problemet er imidlertid, at ledigheden kan vende tilbage, når konjunkturerne skifter, hvilket der med Trumps utilregnelige økonomiske politik måske er større risiko for end længe.
I den forbindelse kan det på sigt være et problem, at reformens “frisættelse” primært gælder for kommunerne, ikke mindst i den henseende, at disse fritstilles, hvad angår, om de fremover overhovedet vil have et jobcenter, og hvordan beskæftigelsesindsatsen i det hele taget organiseres?
Denne svækkelse af beredskabet sker, uden at der er et alternativ parat i tilfælde af stigende ledighed. Fagbevægelsen havde foreslået, at a-kasserne fik styrket deres rolle i beskæftigelsesindsatsen ved at udvide den indledende periode, hvor de servicerer de ledige, fra 3 til 6 måneder.
Men det er ikke med i reformen – kun en treårig forsøgsordning, hvor udvalgte arbejdsløse kan lade a-kassen stå for kontakten med dem en måned yderligere. I stedet for generelt at styrke a-kassernes rolle i beskæftigelsesindsatsen lægges der noget ubestemmeligt op til, at private aktører skal spille en større rolle fremover. Det vil sige en snigende privatisering af beskæftigelsesindsatsen.
De lediges rettigheder forringes
Men et nok så stort problem i forbindelse med beskæringen af beskæftigelsesindsatsen fra 15 til 12 millioner kroner er, at en stor del af de værende ledige befinder sig langt fra arbejdsmarkedet, fordi de kæmper med andre problemer såsom psykiske eller sociale problemer, handicap eller misbrug.
På en række punkter består “reformens forenkling” da slet og ret også i, at disse langtidsledige får deres rettigheder beskåret:
1) For netop borgere, der er langt fra arbejdsmarkedet, skæres retten til samtaler i det første halve års ledighed ned fra fire til en, hvorefter der kun er krav om en årlig opfølgningssamtale. Og revalideringen afskaffes. De får med andre ord i høj grad lov til at sejle i egen sø og risikerer dermed at blive hængende i deres problemer eller at disse endog forøges.
2) For specifikt unge ledige med sociale eller psykiske problemer betyder “reformen” også et tilbageslag for indsatsen for at få dem ind på arbejdsmarkedet – det såkaldte “ungeløft”. I reformen har man godt nok afsat 100 millioner kroner årligt hertil. Men med den anden hånd fjerner man 600 millioner kroner fra ungeområdet – gemt i teknik og generelle besparelser.
3) Også for sygedagpengemodtagere rummer reformen en stor forringelse. Sygemeldte, som efter et halvt år ikke længere kan få forlænget sygedagpengene, henvises til en ydelse på samme lave niveau som kontanthjælpsmodtagere.
Men ringere økonomi under sygdom vil ikke gøre folk mere raske, tværtimod.
En blå reform
Som rigtigt konstateret af fagbevægelsen (FH) er en grundpille for den danske arbejdsmarkedsmodel hermed ved at smuldre, idet “beskæftigelsesreformen” rokker ved balancen mellem lønmodtagernes og virksomhedernes rettigheder. I modellen har virksomhederne udstrakt ret til at hyre og fyre, men lønmodtagerne har til gengæld krav på tryghed – økonomisk via dagpenge og praktisk via en beskæftigelsesindsats, som skaffer dem i job. Det er dette sidste ben i arbejdsmarkedsmodellen, som der nu pilles ved.
“Beskæftigelsesreformen” var da også allerede med i regeringsgrundlaget for SVM-regeringen som en del af finansieringen af de skattelettelser, der var Venstres pris for regeringsdeltagelse. Og som et led i den “frisættelse” og privatisering af den offentlige sektor som Venstre også krævede til gengæld for at gå ind regeringen. Derfor har Venstre også stået hårdt på besparelsen og på, at reformen skulle gennemføres efter de aftalte retningslinjer i regeringsgrundlaget.
For yderligere at sikre et indhold med denne tendens blev der inden de politiske forhandlinger i maj 2023 nedsat en “ekspertgruppe” til at komme med konkrete forslag til udmøntning af aftalen med den (neo)liberalistiske økonomi Claus Thustrup Kreiner som formand. Gruppens forslag, som den indgåede aftale følger relativt tæt, forelå juni 2024.
“Reformen” har således fra starten været tydeligt blåfarvet, og den endelige aftale er da også kun indgået med den blå side i Folketinget: LA; Konservative, DF og RV. Enhedslisten og Alternativet blev slet ikke inviteret til forhandlingerne, og SF har prisværdigt meldt sig ud og kan som forligspartner i en række aftaler på beskæftigelsesområdet blokere for reformens gennemførelse på denne side af et folketingsvalg. Lad os håbe det kommer til at ske.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
12. maj 2025 | 08:17
