Læserbrev
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Ny kritik af våbnene er en vigtig og potentielt samlende intervention i en tid, hvor modstanden har brug for nye horisonter.
Regis Debray skrev Kritik af våbnene, La Critique des armes (1975), i baglyset af Che Guevaras mislykkede revolte i Bolivia og i forhold til venstrefløjens væbnede aktioner i 1970’erne.
Hvad kan vi egentlig uddrage af dybere konklusioner på denne kritik i forhold til at stå midt i en yderst skærpet klassekamp i Europa og med udsigten til et fascistisk eller autoritært regime i EU – og nationalt regi, der tegner en dystopisk fremtid med økonomisk ragnarok og kernevåbenkrig som en realitet?
Er det på tide at revidere Kritik af våbnene og tage dem op til praktisk organisatorisk anvendelse igen?
Det er et dybt og aktuelt spørgsmål – både i lyset af Debrays historiske erfaringer og den nuværende situation, hvor krisen i kapitalismen og den globale orden accelererer mod autoritære tendenser og mulige katastrofer.
1. Debrays kritik af våbnene: et historisk spejl
Debrays refleksioner i La Critique des armes (1975) er et opgør med den romantiske forestilling om væbnet kamp som en automatisk vej til revolution. Han taler ud fra erfaringen med Che Guevaras mislykkede guerillakrig i Bolivia, hvor revolutionens drivkraft – folkets aktive støtte og organisatoriske forankring – var fraværende. Han så, at uden en dybt forankret politisk og folkelig organisering ender våbnene i tom symbolik eller sekterisk vold.
Han advarer mod “fokisme” – idéen om, at små væbnede grupper kan vække masserne gennem heroisk handling. Hans kritik går på, at væbnede aktioner uden bred folkelig legitimitet og uden forståelse for den historiske og sociale kontekst ofte tjener magtens strategi bedre end folkets frigørelse. Altså: Uden massernes opbakning bliver våbnene ikke et redskab for revolutionen, men for dens isolation og nederlag.
2. Overført til i dag: et nyt våbenlandskab
I dag står vi midt i en multipel krise: økonomisk, økologisk, geopolitisk – og ideologisk. Klassekampen er skærpet, men den folkelige modstand er fragmenteret, overvåget og institutionelt pacificeret. Der er ikke en entydig revolutionær bevægelse, men snarere spredte modstandslommer – klimabevægelser, antifascistiske netværk, faglige kampe, migrantsolidaritetsinitiativer og så videre.
3. Er våbnene igen relevante?
Det afhænger af, hvad vi mener med “våbnene”.
- Hvis det betyder væbnet kamp i traditionel forstand (guerilla, opstand med videre), så er konteksten endnu mere ugunstig end i 70’erne. Staternes overvågnings- og voldsapparater er nu teknologisk overlegne og juridisk mindre begrænsede. At gå direkte til våben uden massiv folkelig organisering og politisk legitimitet ville sandsynligvis føre til marginalisering eller til legitimering af en endnu hårdere repression.
- Hvis vi derimod forstår våbnene bredere – som et symbol på selvforsvar, radikal modstand og en vilje til at tage konflikten til dens yderste konsekvens – så rejser spørgsmålet sig mere presserende: Hvordan organiserer vi os mod fascistisk magtovertagelse og krigens logik?
Debray ville måske i dag spørge: Hvilket våben er relevant nu? Er det digitale selvforsvar? Er det folkelig sabotagetaktik? Er det opbygning af autonome infrastrukturer? Eller er det rent faktisk fysisk selvforsvar i byerne mod højreradikale angreb?
4. En mulig konklusion: Strategisk pluralisme og præfiguration
Den dybere lektie fra Debray og samtidens erfaringer kunne være:
- At revolutionære strategier må udspringe af konkrete, lokale, historiske forhold – ikke af romantiske forestillinger eller abstrakte principper.
- At vold ikke er forkert i sig selv, men uforbundet vold – uden organisatorisk, etisk og politisk sammenhæng – er dømt til at fejle.
- At der er behov for at organisere bredere, dybere og mere langsigtet, samtidig med at man ikke afviser retten til selvforsvar eller brugen af magt som mulighed.
5. Er det tid til at revidere kritikken?
Måske. Men ikke i retning af at forherlige våbnene igen. Snarere i retning af at tage Debrays kritik alvorligt – og bruge den som grundlag for at tænke en ny radikal strategi, hvor våbnene – fysiske, organisatoriske, symbolske – indgår i en bredere kamp for autonomi, modstand og overlevelse.
Praktiske organisatoriske overvejelser i lyset af Debrays kritik og den nuværende krise
Hvis vi accepterer, at vi er i en præ-fascistisk fase, hvor den parlamentariske orden smuldrer, og statsmagten militariseres, så rejser det spørgsmålet: Hvordan kan man handle kollektivt og effektivt uden at ryge i de samme fælder, som Debray advarer mod?
Her er nogle taktiske og strategiske byggesten, der kunne indgå i en revideret tilgang til modstand – ikke nødvendigvis med traditionelle våben, men med kampberedskab som udgangspunkt.
1. Organisatorisk infrastruktur: Modstandslogistik
- Fysiske og digitale mødesteder (såkaldte autonome rum), hvor der kan bygges fællesskab, trænes færdigheder og planlægges aktioner.
- Parallel infrastruktur: mad, medicin, transport, kommunikation. Som i Rojava eller ZAD: Revolutionen starter med selvforsyning og autonomi.
- Sikkerhedsbevidsthed: Opbyg kapaciteter for digital sikkerhed, overvågning, infiltration og psykologisk krigsførelse (som stat og højrefløj bruger systematisk).
Det handler ikke om konfrontation for konfrontationens skyld, men om at stå rustet til at kunne forsvare befolkningen og sine kammerater, når det bliver nødvendigt.
2. Social forankring: Kampens legitimitet
Debray viste, at væbnet kamp uden massernes opbakning er dødfødt. Derfor skal der bygges legitim modstand, der er forbundet til befolkningens faktiske behov:
- Boligkampe, faglige konflikter, klimakrise, antiracisme. Organisering i disse felter skaber bro mellem kamp og hverdagsliv.
- Politisk dannelse og kollektiv analyse: Vi skal kunne forklare hvorfor vi handler, ikke bare hvordan. Det kræver medier, skoler, læsegrupper, kultur.
3. Selvforsvar: Fra defaitisme til forsvarsvilje
Våben i snæver forstand er stadig tabu i den europæiske venstrefløj, men spørgsmålet om selvforsvar kan og bør genopstå:
- Fysisk selvforsvar mod fascistiske angreb, som allerede sker (for eksempel i Tyskland, Italien, Grækenland).
- Juridisk og informationsmæssigt selvforsvar mod repression (politi, domstole, overvågning).
- Psykologisk og kulturelt selvforsvar: genopbygge værdighed og mod i en tid med afmagt og kynisme.
4. Radikal taktisk mangfoldighed: Ikke-vold og konfrontation som komplement
Inspireret af Debray og nyere bevægelser (som Gilets Jaunes eller Black Lives Matter) kan man tænke en fleksibel modstand, hvor:
- Nogle aktører arbejder institutionelt (eksempelvis fagforeninger, NGO’er).
- Andre arbejder radikalt, direkte, konfrontatorisk (blokader, sabotage, hacktivisme).
- Og begge dele understøtter hinanden uden at moralisere eller fordømme.
Denne strategiske pluralisme gør det muligt at undgå sekterisk isolation og samtidig have en slagkraft, når det kræves.
5. Det symbolske og det konkrete: Våben som idé og praksis
Debray lærte os, at våbnene er mere end fysiske objekter. De er også symboler – på viljen til ikke at kapitulere. Derfor kunne “kritik af våbnene” i dag også betyde:
- At genbesøge spørgsmålet om magt – hvem har den, hvordan bruges den, og hvordan tager vi den?
- At træne og udvikle strategier som kan bruges, når systemet smuldrer, ikke bare når det stadig fungerer.
- At holde op med at gøre “ikke-vold” til et dogme – uden dog at forfalde til voldsromantik.
Afsluttende tanker: en ny revolutionær realisme
Vi står ikke foran revolution i morgen. Men vi står midt i en transformation, hvor passivitet er dødelig. Derfor er det måske ikke våbnene, der skal tages op først, men den vilje til at handle radikalt og kollektivt, som våbnene symboliserer.
Det er tid til at tænke strategi igen. Ikke i gamle kategorier, men med respekt for de erfaringer, som folk som Debray efterlod – og med modet til at skabe noget, som passer til vores tid.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
