80 år siden befrielsen fra den nazistiske besættelse blev markeret med kamp mod krig, oprustning og folkemord
4. Maj-Initiativet på Vesterbro gennemførte i silende regn en stærk markering af 80-året for Danmarks befrielse.
De københavnske fagforeninger dannede sammen med frihedsfanen og en række partifaner en flot baggrund for talerstolen, da 4. Maj-Initiativet på Vesterbro markerede 80 år siden Danmarks befrielse med en march søndag aften.
FOTO: Henning Husum
FOTO: Henning Husum
De københavnske fagforeninger dannede sammen med frihedsfanen og en række partifaner en flot baggrund for talerstolen, da 4. Maj-Initiativet på Vesterbro markerede 80 år siden Danmarks befrielse med en march søndag aften.
Regnen truer i horisonten, mens folk begynder at stimle sammen på Halmtorvet på Vesterbro i København en søndag aften i maj. Det er 80 år siden, Danmark blev befriet fra den tyske besættelse, og derfor tid til det årlige fakkeltog ned ad Istedgade.
I mange år har 4. maj været modstandens dag at markere befrielsen, mens det officielle Danmark fejrede samarbejdspolitikken med den nazistiske besættelse den 5. maj. I år har det officielle Danmark forsøgt at tage den 4. maj til sig med kongeligt og ministerielt besøg både i Frue Kirke og ved Mindelunden i Ryvang. Men modstandens befrielsesaften fortsætter ufortrødent denne aften.
En række talere giver hver deres vinkel på, hvad frihedskampen og befrielsen betyder. Både for den danske historie, men også for de kampe mod krig og fascisme, som vi kæmper i dag. Flokken af demonstranter bliver større og større, regnen kommer nærmere, og de formanende ord samler os.
Røde faner og Palæstinas farver fyldte godt ved markeringen af 80-året fra Danmarks befrielse. Foto: Henning Husum
Fælles for de mange talere er den måde, de binder datidens kamp mod besættelsen, mod værnemagere og samarbejdspolitikere sammen med den kamp mod krig, oprustning og folkemord, vi er en del af i dag. Samtlige otte talere er aktive mod krigen på hver deres måde, og deres ord giver os andre mod til at gå med.
– Krigstrommerne buldrer både fra øst og fra vest. Stormagternes appetit på nyt land er igen blevet en meget konkret trussel imod stabilitet, sammenhold og tryghed. Trump gør krav på Grønland og flere andre lande, mens Putin allerede har besat dele af Ukraine og bomber civile. Verden kigger væk, mens Israel nærmest udsletter Palæstina fra landkortet, indleder Henrik Juul Rasmussen sin tale.
Henrik Juul Rasmussen er formand for Rør og Blik og repræsenterer her i aften de 15.000 håndværkere i Byggefagenes Samvirke. Scenen er flankeret af flere fagforeningsfaner, side om side med frihedsfanen og en række partifaner. Det er en god baggrund for Henrik Juul Rasmussens fortælling om modstand fra neden, udført af almindelige arbejdere.
– I aften tænder vi et lys i mørket. I morgen fortsætter kampen imod undertrykkelse og for solidaritet mellem mennesker på tværs af grænser og på trods af forskellighed, slutter Henrik Juul Hansen.
Rikke G. F. Carlsson, formand for DKP, byder som konferencier velkommen til en sang fra Tom Nagel Rasmussen, inden næste taler går på.
Kamp mod amerikanske militærbaser
– I dag ser vi stadig angreb på den danske suverænitet selv om det blot er 80 år siden, at politikerne solgte vores selvstændighed til nazisterne. Om lidt skal det danske Folketing endegyldigt tage stilling til, hvorvidt vi skal have tre amerikanske baser i Danmark, indleder Rosa Mørch Jørgensen fra Fredsinitiativet sin tale. Hun får klapsalver ved det klare budskab om at afvise den pagt og følge det flertal i folket, der er modstandere af baseaftalen.
– Jeg er vokset op i en familie, hvor min farfar var modstandsmand, det gjorde han dog aldrig rigtigt noget væsen ud af, at han var. Jeg var ikke helt stor nok til at forstå, hvad det betød at være det, dengang vi talte om det. Nu er han gået bort, og der er mange spørgsmål, jeg godt kunne have tænkt mig at stille ham.
– Det er derfor, det er så vigtigt, at vi mødes i dag. Det er vigtigt, fordi vi under ingen omstændigheder skal lade historien gentage sig selv. Vi er nødt til at huske og bære vidne. Vi er nødt til at sikre, at aldrig igen betyder aldrig igen for alle, fortsætter Rosa Mørch Jørgensen sine ord.
Aldrig igen betyder aldrig igen for alle
Ordene “aldrig igen er aldrig igen for alle” lægger sig over forsamlingen. Der er palæstinensiske flag blandt de fremmødte, grundlaget for dagens protest tager klart afstand fra folkemordet, og netop det budskab går igen fra Tara Adler, da hun går på scenen.
– Tak for at jeg må komme her i dag og dele nogle af mine tanker. Tanker om undertrykkelse. Besættelse. Udslettelse. Modstand. Og befrielse, indleder Tara Adler sin fortælling. Hun er medlem af Jøder for Retfærdig Fred (5784), og aktiv i Palæstina-bevægelsen.
– Mette Frederiksen påstår, at hun støtter Israel for at beskytte danske jøder. Men sidestillingen af jødedom med zionisme er israelsk propaganda. Staten Israel har aldrig repræsenteret mig og min familie, fastslår Tara Adler.
Tara Adler fra Jøder for retfærdig Fred (5784). Foto: Henning Husum
Forinden har hun fortalt om sin families historie, med en oldemor der blev befriet fra koncentrationslejren Theresienstadt. Men også med en farfar der var medløber for nazisterne og efter krigen gennemgik en afnazificeringsproces.
– Det er op til os at sikre, at fortællingen vil være, at selv om regeringen ignorerede sit ansvar for at følge FN’s Folkedrabskonvention, var den danske befolkning på den side, der støttede de undertrykte, de besatte, de der var i fare for udslettelse, de der ydede modstand og de, der kæmpede for befrielsen. Stop folkemordet og befri Palæstina! slutter Tara Adler af, og råbet om et frit Palæstina runger taktfast over Halmtorvet.
Kampen om historien
Tara Adlers ord om kampen om fortællingen vækker genklang blandt de fremmødte. Der begynder at være enkelte regndråber i luften, og vi er endnu et stykke tid fra det tidspunkt, hvor vi skal høre det originale frihedsbudskab fra BBC og derpå begynde at gå. Vi skutter os lidt og lytter til de gode budskaber.
Faklerne skærer gennem regndråberne ned gennem Istedgade – den gade, der aldrig overgiver sig. Foto: Henning Husum
Cæcilie Lassen er forfatter og indleder sin tale med fortællingen om Kai, hovedpersonen i hendes roman Indre Ø, der som kommunist går fra at være modstandsmand og helt under befrielsen til at blive en skurk i samfundets øjne under Den Kolde Krig.
– Så hvad er vores billede af en frihedskæmper? Er det bedsteborgeren fra Korsbæk, der griber til våben iført lys trenchcoat og blød hat? Hvorfor er vi kommet på fornavn (eller dæknavn) med Flammen og Citronen, men ikke med Bopas Spræng-Smith og Brandt, stiller Cæcilie Lassen spørgsmålet. Fiktionen har glemt kommunisterne i frihedskampen under besættelsen, lyder hendes eget svar.
Fascisme betyder krig
Ebbe Riis Klausen holder sin tale, da vi er vel fremme med Enghave Plads. Regnen siler ikke længere ned. Den styrter ned, og vores flok tynder ud. De standhaftige får en del gode ord med på vejen. Han følger op på, hvor vigtigt det er at tage kampen om historien.
– Den kollektive hukommelse svækkes med årene, og dermed bliver erindringen om besættelsen og nazismens terror altafgørende – for fascisme betyder krig, lyder de klare ord fra Ebbe Riis Klausen. Han er med i foreningen Håndslag, et fælles tidsskrift for Aktive Modstandsfolk og Folkebevægelsen mod Nazisme.
I styrtende regn leverer Ebbe Riis Klausen sin advarsel mod fascisme og krig i dag. Foto: Henning Husum
– Fascismen blev nok slået for 80 år siden, men blev ikke udryddet.
– For verden er i dag vidne til et folkemord og et forsøg på fordrivelse af et helt folk. Det palæstinensiske. Det foregår lige for øjnene af os, er gennemdokumenteret, og alligevel støtter det officielle Danmark Israel, støtter det zionistiske apartheidsystem, leverer våben og våbendele og bliver dermed ansvarlig for og en deltager i folkemordet, understreger Ebbe Riis Klausen, mens regndråberne smælder mod fliserne på Enghave Plads.
Om de fabrikker der ikke blev sprængt
– Da jeg gik i skole, havde alle mine klassekammerater en bedstefar, der havde været modstandsmand. Bedstefaren løb rundt ude i skoven som en rigtig gøngehøvding med armbind på og havde en revolver. Han kørte rundt i byen på en ubehjælpsom cykel med korkpropper i stedet for cykelslanger, med en lang hvid trenchcoat og sixpence på hovedet, starter Albert Scherfig sin tale, mens vi stadig står ved Halmtorvet, og frihedsbudskabet venter på os.
Albert Scherfig, oldebarn af den internerede kommunist, forfatter og maler Hans Scherfig. Foto: Henning Husum
Albert Scherfig fortsætter sin fortælling om Børge Houmann, den ene bedstefar og redaktør der ikke blev arresteret af dansk politi, da de i strid med grundloven internerede de danske kommunister og forbød partiet. Houmann endte med at være central i modstandsbevægelsen med dens sabotage af våbenfabrikker, der arbejdede for tyskerne. Efter krigen skrev Børge Houmann videre om de virksomheder, der havde tjent store summer som værnemagere.
– Virksomhederne blev aldrig dømt for at tjene besættelsesmagten, i stedet dømte byretten til sidst redaktøren, ingen havde kunnet fange. Derefter blev dommen skærpet i landsretten og stadfæstet i højesteretten. Alle bedstefædrene blev fanget til sidst, men der er mange store virksomheder og fabrikker, der ikke er sprængt, slutter Albert Scherfig.
Regnen kølner, men kampviljen er intakt
Vel fremme på Enghave Plads er vi flankeret af to store bannere. De er rettet mod Mærsk. Den Grønne Ungdomsbevægelse bærer dem, mens dens to repræsentanter Caroline Lundsteen og Simon S. Moser holder aftenens sidste tale.
– I aften har vi mindedes befrielsen – og vi har husket tilbage på den besættelse, Danmark blev befriet fra for 80 år siden. Vi har mindedes de prøvelser og lidelser, forskellige folk blev udsat for under krigen. Men vi har også mindedes modstandskampen. Og det er netop dét, altså muligheden for at gøre modstand, som vi vil tale lidt om nu.
– Men først bliver vi nødt til at tale om det modsatte – nemlig om dem, der ikke gjorde modstand, men i stedet valgte at samarbejde med besættelsesmagten, indleder de to talere og nævner det Mærsk-ejede Riffelsyndikatet, der solgte våben til nazisterne og endte med at få fabrikken saboteret af BOPA.
Den Grønne Ungdomsbevægelse med deres ene banner om rederigiganten Mærsk – der er målet for ti dages europæisk protest mod profit på klimasvineri og våben til folkemord. Foto: Henning Husum
– Som mennesker, der nyder godt af den frihed, vi fik tilbage for 80 år siden, er det vores ansvar at kere os om mennesker, som i dag lever under besættelse, bombardementer og alle mulige andre former for undertrykkelse. Det kan vi blandt andet gøre ved at yde modstand mod de virksomheder, der profiterer på ødelæggelsen af mennesker, klima og natur.
– Historien om Riffelsyndikatet viser nemlig, at fascisme ikke kan leve i et vakuum. Regimers undertrykkelse af mennesker og industriens ødelæggelse af naturen kan ikke eksistere uden hjælp fra velvillige forretningsaktører. Og modstandsbevægelsens historie har vist, at frihed er noget, vi vedvarende må kæmpe for.
– Med de indsigter i tankerne starter vi i morgen en ti dages protestkampagne mod Mærsk. Et hav af aktioner vil sprede sig i København og i en lang række af andre europæiske byer. Vi håber, at I vil være med til at sige fra over for Mærsk og komme med os på gaden i løbet af de næste ti dage, siger de to medlemmer af Den Grønne Ungdomsbevægelse.
Lizette Lassen synger for på Kringsatt av Fiender. Regnen er stilnet af, de våde faner og bannere forlængst pakket sammen så de kan tørre, og de sidste demonstranter går i smågrupper hjemad. Men i os sidder budskabet, at folkemord, krig og fascisme jo ikke stopper sig selv.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund
med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp
Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød
journalistik:
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund
med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp
Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød
journalistik:
Boligaktionen/ GO globaloffice Historics
Danmarks relative befrielsesdag
Også modstandskampen under krigen var en klassekamp der var uforeneligt modsætningsfyldt mellem klasser og interesser og vi hylder kun de proletariske og arbejderpolitiske modstandsorganisationer, grupper og modstandsfolk; – de ganske få der rent faktisk var; – nogle håndfulde tusinder. Borgerskabet og etablissementet plejede deres egne klasseinteresser og resten forholdt sig passive eller samarbejdsvillige overfor og med besættelsesmagten; – nøjagtig ligesom i dag. 🫵✨
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Du kan være med til at sikre, at Arbejderen fortsat kan udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Bliv abonnent eller overfør et støttebeløb.
