Kommunisterne under besættelsen
Dette er tredje og sidste artikel i serien om kommunisternes rolle under besættelsen af Danmark under Anden Verdenskrig.
Mens dansk politi arresterede flere og flere kommunister, ændrede deres modstandsorganisation sig fuldstændigt i april 1943. Navnet skiftede fra KOPA til BOPA. Fra kun at tælle kommunister inkluderede sabotagegruppen nu både borgerlige og kommunistiske medlemmer samt ikke-partipolitiske unge, der alle ønskede at kæmpe for Danmarks frihed og selvstændighed.
BOPA stod for Borgerlige Partisaner, og sabotørerne håbede, at navneskiftet ville betyde flere våben og sprængstoffer sendt i faldskærme fra engelske fly. For at modtage forsyningerne var det nødvendigt at kalde sig “Borgerlige”, da det harmonerede bedre med den engelske regerings ideologiske udgangspunkt. KOPA fik ingen forsyninger.
En anden forklaring kunne være, at kommunisterne siden 1935 havde været fortalere for at danne “folkefronter” – altså midlertidige aktionsenheder på tværs af politiske skel, som det var set i Spanien og Frankrig i 1930’erne.
Konsekvensen blev, at BOPA blomstrede som en aktionsenhed bestående af kommunister, venstreorienterede lærlinge og anti-nazistiske studerende, der var mere borgerligt orienterede.
Kommunisterne i den øverste ledelse satte den overordnede linje, men i felten talte resultaterne. BOPA var en kompleks politisk enhed. Den rummede en bred vifte af medlemmer, og de udførte aktioner med præcision og mod, uanset deres ideologiske udgangspunkt.
Blot 15 procent af sabotørerne i BOPA var medlem af det kommunistiske parti eller dets ungdomsforbund, DKU.
Det er interessant, fordi flere historikere har hævdet, at BOPA var en ren kommunistisk enhed.
Hver femte døde
BOPA talte omkring 350 mennesker i 1944, men kun 179 var tilbage ved befrielsen i 1945. Hver femte døde – 43 mistede livet, enten under aktioner, dræbt i kz-lejre eller i fængsler. Andre måtte flygte til Sverige.
Gruppens opgaver spændte fra at smadre vitale forsyningslinjer, udslette tyskproducerende fabrikker til at likvidere stikkere. I alt gennemførte BOPA over 3000 sabotageaktioner og likviderede 20 stikkere, som havde hjulpet nazisterne.
BOPA ramte Riffelsyndikatet i 1943 – en fabrik, der spyttede våben ud til den tyske hær. Eksplosionen var som et jordskælv i fjendens forsyningslinjer. Senere, i 1944, gik Globus-fabrikken op i flammer, en virksomhed, der fremstillede dele til de frygtede V2-missiler. BOPA’s folk vidste, at hver saboteret maskindel betød færre dødbringende missiler over London.
Andre modstandsgrupper
Men BOPA var ikke den eneste modstandsgruppe i Danmark. Der opstod i foråret 1943 gruppen Holger Danske, som udførte likvideringer og sabotage, dog i mindre skala.
Gruppen udviklede sig hurtigt til en af de mest slagkraftige sabotageorganisationer, men på grund af uforsigtighed blandt nogle af dens medlemmer blev den rullet op flere gange af Gestapo. Alligevel fortsatte Holger Danske ufortrødent sit arbejde og blev ved med at rekruttere nye medlemmer. Både BOPA og Holger Danske arbejdede i øvrigt sammen i tæt hemmelighed.
Hverken BOPA eller Holger Danske modtog ret mange våben og sprængstoffer fra engelske fly, men måtte skaffe dem selv. Blandt andet fik BOPA flere hundrede kilo plastisk sprængstof fra et firma i Berlin, der troede, at eksplosiverne skulle bruges til at sprænge skibsvrag i danske farvande.
Modstanden mod BOPA’s og Holger Danskes aktiviteter var hårde. Gestapo og de tyske besættelsesstyrker gjorde alt for at nedkæmpe den danske modstand. I en tid, hvor informationssikkerhed og strategi var afgørende, var det ikke kun aktionerne, der var farlige, men også det interne forræderi og de mange stikkere, som truede med at afsløre modstandsfolkene.
400 stikkere og danske nazistiske ledere blev likvideret under besættelsen.
101 modstandsfolk blev henrettet af besættelsesmagten, og en kopi af de tre henrettelsespæle står den dag i dag i Ryvangen nord for hovedstaden.
Aage Nielsens skæbnedag
I oktober 1942 blev Aage Nielsen – pioneren i sabotagearbejdet og helten fra Casa de Campo – arresteret af det danske politi. Han blev indsat i Vestre Fængsel og senere overført til interneringslejren Horserød tæt ved den tyske grænse. Efter løsladelsen i april 1943 vendte han tilbage til sin modstandskamp og blev leder af havnegrupperne i BOPA.
Men 22. september 1943 tog Aage Nielsens liv en tragisk drejning. Aage, der i forbindelse med sabotageforsøg havde kontaktet mekanikeren Jens Olsen, blev forrådt. Jens Olsen, der havde tilbudt sig at transportere sprængstoffet, informerede i stedet Gestapo.
Aage blev arresteret, og hvad der fulgte, var et mareridt af tortur. I 28 dage blev han udsat for Gestapos ubegribelige brutalitet, men han afslørede aldrig sine kammerater. Den 18. oktober 1943 døde han – det første dødsoffer for tortur.
Da han blev begravet, deltog 1000 mennesker med røde faner. Politiet angreb menneskemængden og spredte den ved hjælp af glammende hunde.
Pint og plaget
Senere blev kommunisten Leo Kari, der var træskærer, arresteret af det tyske sikkerhedspoliti og udsat for voldsom tortur. Han havde ligesom Aage Nielsen været soldat i den spanske frihedskrig. Men i Danmark var Karis gruppe blevet forrådt af et tidligere medlem, hvilket førte til deres anholdelse.
Tre af hans gruppemedlemmer blev henrettet, mens Leo Kari, der også var dømt til døden, undgik henrettelsen på grund af “en række heldige omstændigheder”, som han efter krigen udtrykte det.
Til gengæld fik han nogle af besættelsestidens mest grusomme torturmetoder at føle. Han blev udsat for “falak”, der er et arabisk udtryk. Han blev tvunget til at ligge ned eller sidde, mens hans bare fødder blev udsat for brutal piskning.
Piskene, ofte lavet af kraftigt læder eller snore, kunne forårsage ekstrem smerte, hævelse og alvorlige skader på både hud og væv. Smerten var så intens, at mange fanger mistede bevidstheden, og skaderne kunne tage lang tid at hele, hvis de nogensinde gjorde det.
Dette var en form for tortur, der kunne fortsætte i længere tid, og ofte blev flere sessioner af piskning udført på én gang, hvilket gjorde det umuligt at vænne sig til smerten.
Anslået døde 150 kommunister under besættelsen – heraf 35-50 i tyske kz-lejre og lige omkring 100 under sabotager, illegalt bladarbejde, likvideringer eller under modtageaktioner af våbencontainere.
Ud over den fysiske tortur blev fangerne også udsat for psykisk tortur. De blev ofte truet med, at deres nærmeste familie ville blive arresteret, hvis de ikke samarbejdede. De blev holdt i isolation, hvilket gjorde dem psykisk skrøbelige og nedbrudte. Forhørene var fyldt med psykisk pres, herunder trusler om voldtægt, drab eller tortur af familiemedlemmer.
Mange fanger blev også tvunget til at se på, hvordan andre modstandsfolk blev mishandlet, for at få dem til at afsløre informationer eller få dem til at give op.
Leo Kari blev ikke brudt af torturen og nægtede at afsløre sine kammerater eller afsløre nogen af modstandens hemmeligheder.
Regering tvunget til at træde tilbage
Den 29. august 1943 blev den danske regering nødt til at træde tilbage. De var hårdt presset af enorme strejker i den danske provins. Der var gadekampe i Odense.
De tyske nederlag i Afrika og på østfronten begyndte at skabe forhåbninger om nazistisk nederlag i krigen, og besættelsens åg over Danmark blev ubærligt for hundredtusinder af arbejdere.
Socialdemokratiet fastholdt, at samarbejdspolitikken havde været rigtig.
Men besættelsesmagten tog over i Danmark og indførte dødsstraf for sabotage.
Jøderne tages
I oktober 1943 besluttede besættelsesmagten at anholde så mange danske jøder som muligt. Men noget uventet skete. I stedet for at samarbejde med de tyske myndigheder, som Danmark havde gjort i de første år af besættelsen, valgte mange danskere, både i modstandsgrupper og blandt almindelige borgere, at reagere.
I en handling af stor modstand og solidaritet hjalp de danske jøder med at flygte til det nærliggende Sverige, hvor de kunne finde beskyttelse.
I løbet af de følgende dage lykkedes det at redde mere end 7200 danske jøder og deres familier, som blev sendt i sikkerhed over Øresund.
Den danske modstandsbevægelse, herunder både kommunister og andre grupper, spillede en central rolle i denne dramatiske flugt.
De illegale blade
Kommunisterne var nogle af de første, der kom med illegale blade under besættelsen.
Fra oktober 1941 udgav DKP bladet Politiske Maanedsbreve, der fra marts 1942 blev til Land og Folk og efter befrielsen fortsatte som legalt dagblad.
Børge Houmann – kommunisten, der smuglede dokumenter for det illegale KPD i Tyskland – deltog som kommunisternes repræsentant i Danmarks Frihedsråd under besættelsen, men han var også drivkraften i kommunisternes illegale blade.
I Aalborg hed kommunisternes blad Folkets Kamp, i Odense hed det Trods Alt, og i Aarhus hed det Aarhus Ekko.
I december 1941 begyndte konservative kredse i København at udgive De Frie Danske, og fra april 1942 udsendte modstandsbevægelsen Frit Danmark, et landsdækkende blad. Bladet var et konkret samarbejde mellem især kommunisterne og konservative.
Efter 29. august 1943 eksploderede antallet af illegale blade. En nyskabelse var bladet Information, skrevet af professionelle journalister med et bredt kildenet i politiet og administrationen. Bladet fungerede som en nyhedstjeneste for den illegale presse og blev anset for troværdigt. Ved befrielsen eksisterede over 200 selvstændige illegale blade.
16-årig illegal bladproducent
De illegale blade blev skrevet på gennemslagspapir eller stencils og duplikeret i hemmelighed. Distributionen skete gennem netværk, hvor læserne blev opfordret til at sende bladene videre. Mod slutningen af besættelsen voksede oplagene markant. Frit Danmark nåede op på 150.000 eksemplarer, trykt på avistrykkerier via modstandsbevægelsens kontakter.
Den 16-årige kommunist Ib Hansen producerede det illegale blad Aarhus Ekko fra en lejlighed i Vestergade 84 sammen med mange andre kommunister. Hans bror Preben var aktiv i sabotage. Den 6. juni 1944 blev Preben, Ib og deres far, Thorvald, imidlertid arresteret af Gestapo efter at være stukket af den notoriske informant Grethe Bartram. Ib og Thorvald blev sendt til Frøslevlejren i august, mens Preben blev sat i Vestre Fængsel i København, før han fulgte dem den 12. oktober.
Ugen forinden var Ib dog blevet deporteret til kz-lejren Hannover Stöcken som straf for at have røget i arbejdstiden. To uger senere blev Preben og Thorvald sendt til en anden kz-lejr, Alt Garge, uden at vide, hvor Ib befandt sig.
Ib på 16 år og Thorvald døde. Preben overlevede, men hans liv var i årtier efter præget af rædslerne.
Skabte landsdækkende folkefront
Erfaringen fra arbejdet med at skabe om bred enhed i bladarbejdet fik kommunisternes formand, Aksel Larsen, til at henvende sig til den tidligere konservative handelsminister John Christmas Møller, der var imod samarbejdet med Nazi-Tyskland.
DKP ville lave en national folkefront.
Også socialdemokraten Frode Jacobsen – der var uenig med sit parti – var med i initiativet til at danne en centralorganisation for modstandsbevægelsen, uanset de forskellige politiske holdninger.
Danmarks Frihedsråd blev til i september 1943. Rådet fungerede som en samlende stemme for modstanden og blev både nationalt og internationalt anerkendt som Danmarks reelle politiske ledelse i skyggen af besættelsen.
Det blev et eksempel på, hvordan politiske modsætninger kunne træde i baggrunden for en større sag – befrielsen af Danmark fra nazismen.
I paragraf 3 står der: “Rådets medlemmer afgiver højtideligt løfte om i arbejdet for Danmarks frihed at sætte dette mål over ethvert partihensyn og enhver særinteresse.”
Anslået døde 150 kommunister under besættelsen – heraf 35-50 i tyske kz-lejre og lige omkring 100 under sabotager, illegalt bladarbejde, likvideringer eller under modtageaktioner af våbencontainere.
De vidste alle sammen nøje, hvad de var klar til at give for deres idealer. De betalte den højeste pris.
Anders Hauch Fenger er journalist og forfatter til bogen “Den Sidste Sabotør”, udgivet på forlaget Frydenlund, november 2024.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
