Anmeldelse
I 1904 flyttede de fire søskende, Vanessa (gift Bell), Virginia (gift Woolf), Thoby og Adrian Stephen, efter at deres forældre var døde, af økonomiske grunde fra velhaverkvarteret Kensington til det billigere Bloomsbury, hvor de lejede et stort rækkehus på Gordon Square 46.
Året efter begyndte Thoby at invitere sine gamle studiekammerater fra Cambridge, som havde været medlemmer i den venstreorienterede gruppe ”Apostlene”, til torsdagsklub, og dagen efter var det Vanessa, der var vært for sine kunstnervenner, og det blev starten på det, der i dag er kendt som Bloomsbury-gruppen.
Kernen, der bestod af cirka 10 og med det løse blev til omkring 30, var bredt sammensat af malere, forfattere, kritikere, økonomer og historikere.
Det er dens virke, man nu for første gang i Danmark kan se på Nivaagaards udstilling “Bloomsbury-gruppen. Kunsten at leve”, som viser cirka 130 genstande, malerier, tegninger, møbler, bøger og keramik.
De var ikke revolutionære, men frisindede, der bekæmpede victorianismen og autoriteterne, uden dog at kunne sammenlignes med vore kulturradikale fra 30’erne. Flere af dem var politisk aktive som pacifister og antifascister, og i 1937 tog malerne Duncan Grant og Vanessa Bell til Paris for at se Picasso male Guernica.
Gruppen ignorerede sociale konventioner og dyrkede sex på tværs af køn og ægteskaber, hvad der indimellem skabte jalousi og skænderier. Da den slags blev betragtet som umoralsk og var ulovligt, foregik det gedulgt.
Det var heller ikke alt, hvad de skrev og malede, som de kunne vise frem eller lade udgive. E.M. Forsters bog “Maurice” fra 1914, som handlede om homoseksualitet, blev først udgivet i 1971, da homoseksualitet ikke længere var strafbart. Duncan Grants 400 erotiske tegninger blev først udstillet i 2020 på Charleston, og nogle af dem vises nu på Nivaagaard for første gang uden for England.
Udstillingens rammer passer perfekt til indholdet, og ideen med at male væggene med Omega-mønstre skaber en særlig stemning.
Gruppens samarbejde gav sig udslag i forskellige initiativer. Et af dem var to udstillinger i 1910 og 12 med franske postimpressionister, som for de fleste englændere var ukendte. På den sidste deltog også engelske malere. Inden da havde malerne Roger Fry, Vanessa Bell og Duncan Grant besøgt Paris og var hos Gertrud Stein blevet præsenteret for Matisse og Picasso. Vanessa Bell besøgte dem begge privat.
Mødet med den franske kunst påvirkede dem, ikke mindst Cézanne. Det ses især på Vanessa Bells og Duncan Grants malerier. De to udstillinger blev ikke nogen stor succes, men fik stor betydning for engelsk malerkunst.
Et andet initiativ var Roger Frys, Vanessa Bells og Duncan Grants etablering af Omega Workshop i 1913 med værksted og showrooms i Fitzrovia, et område hvor der i forvejen boede mange kunstnere. De havde også i flere perioder atelierer der.
I Omega blev der arbejdet og eksperimenteret med keramik og møbler.
Roger Fry har udtalt, at “det er tid til, at humorens ånd introduceres inden for møbler, ler og keramik. Vi har i for lang tid lidt under det kedelige og det stupide”. På et tidspunkt fik de besøg af Picasso, som var meget interesseret i deres metode med at bemale lertøj.
Endelig var der Hogarth Press, som blev startet af Leonard og Virginia Woolf, og som introducerede den engelske modernistiske litteratur. Her udkom bøger fra gruppen, og de første var af Virginia Wolf med illustrationer af Vanessa Bell.
Under Første Verdenskrig flyttede flere af gruppens medlemmer ud på landet, blandt andre Vanessa Bell og hendes mand Duncan Grant, og de lejede i 1916 gården Charleston i Sussex, som i dag er museum, og hvorfra Nivaagaard har lånt næsten halvdelen af de udstillede genstande.
Det faldt sammen med, at Grant, der var pacifist og militærnægter ligesom flere i gruppen, måtte forpligte sig til at arbejde i landbruget for at slippe for militærtjeneste. Det blev et nyt samlingssted for gruppen i mange år, og de satte deres præg på huset ved at male på vægge, døre og paneler, hvilket kan minde om William Morris’ Red House. Nogle af de bemalede genstande vises her.
Udstillingens rammer passer perfekt til indholdet, og ideen med at male væggene med Omega-mønstre skaber en særlig stemning.
I 2019 havde Nivaagaard en William Morris-udstilling, som blev den mest besøgte i museets historie. Dengang blev museet opfordret til at vise en udstilling med Bloomsbury-gruppen, og efter at have set den kan man kun glæde sig over, at forslaget er blevet fulgt op, og den fortjener også denne gang, at mange vil lægge vejen forbi Nivaagaard.
Bloomsbury-gruppen. Kunsten at leve. Slutter 10. august.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
