Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Den svenske regering har indgået aftale med Sverigedemokraterna om en forsvarssatsning på 300 milliarder svenske kroner over ti år, hvilket svarer til omkring 206 milliarder danske kroner. Dette vil bringe Sveriges forsvarsbudget op på 3,4 procent af BNP i 2030. Tyskerne har allerede fjernet gældsbremsen, så de nu kan opruste for et historisk højt beløb.
EU har allerede vedtaget en plan om at mobilisere op mod 800 milliarder euro til forsvar. En række europæiske lande er på et topmøde i Paris blevet enige om at indsætte europæiske styrker i Ukraine, så snart en eventuel fredsaftale mellem Ukraine og Rusland er faldet på plads. Mette Frederiksen har udtalt, at hun er åben for ideen om at sende danske soldater til Ukraine.
Det er den globale magtelites indbyrdes kamp om ressourcerne, som vi er vidne til.
Fra 1. juli 2025 bliver kvinder indkaldt til værnepligt herhjemme. Ifølge forsvarsminister Troels Lund Poulsen:
Samtidig har Forsvaret lempet sine helbredskrav for at blive erklæret egnet som militær ansat eller værnepligtig.
Alt tyder på, at Europa ikke længere forbereder sig på fred – men på krig.
Amerikanerne forsøger fortsat at finde en afslutning på denne krig. De har for nylig indgået separate våbenhvileaftaler med både Ukraine og Rusland, der skal garantere sikker sejlads i Sortehavet.
Samtidig er landene enige om at standse angreb på hinandens energiinfrastruktur.
Russerne har stillet krav om, at en række sanktioner fra Vesten skal ophæves, før våbenhvileaftalen kan godkendes. Dette krav vil EU dog ikke gå med til.
Men hvorfor er de europæiske regeringsledere ikke villige til at få stoppet denne krig?
Svaret ligger i ressourcer og magt. Ukraine er rig på sjældne mineraler, landbrugsjord og gasreserver. Den globale magtbalance er i opbrud, og Europa kæmper for at sikre, at det ikke er Rusland eller USA, der får indflydelse i regionen og løber med ressourcerne. Det er den globale magtelites indbyrdes kamp om ressourcerne, som vi er vidne til.
Det er selvfølgelig ikke med disse briller, at hele konflikten bliver formidlet til befolkningen. Det sker mere med en værdibaseret fortælling, hvor frygt, frihed og demokrati bliver brugt. Danskernes arbejdsmoral og fædrelandskærlighed bliver kritiseret eller betvivlet, samtidig med at befolkningens økonomiske ressourcer bliver udnyttet.
De europæiske regeringsledere beslutter, at der skal bruges flere penge på militæroprustning, som vil betyde, at der vil være færre midler til velfærden. Samtidig ønsker politikerne, at flere europæere skal være villige til at gå i krig for Europas sikkerhed.
Når regeringer beslutter at bruge hundredvis af milliarder på våben, er det ikke tilfældigt. Krig er nemlig en forretning. Våbenindustrien tjener rekordoverskud, mens politikerne retfærdiggør besparelser i velfærden med, at “der skal være råd til forsvar”.
Det er selvfølgelig ikke politikerne, der skal betale for oprustningens pris. Det er endnu engang den lille mand og kvinde, der skal betale prisen med massive forringelser i velfærden eller med livet ved at drage i krig for fædrelandet.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.