Europa i en fælde
Efter cirka 75 år skal EU nu formulere en udenrigspolitik og forsvarspolitik uden USA. Hvilken udenrigspolitik har EU? Det korte svar er stort set ingen, stort set ikke andet end krigsretorik over for Rusland og en masse penge og våben til Ukraine samt sanktionspolitik.
EU har godt en halv milliard indbyggere, lidt mere end USA og Rusland tilsammen. Derfor bør/skal EU spille en langt større rolle i verdenspolitikken. Sådan ræsonnerer i hvert fald mange politikere, især efter Trumps MAGA-ridt. Og ikke mindst danske politikere, efter Trumps mindre elegante udfald i forhold til Grønland.
Nu hvor USA har forladt Vestens frihedsfakkel, der skal lede resten af verden ind i et liberalt og demokratisk paradis, så må EU tage faklen og metaforisk bringe Frihedsgudinden tilbage til de dannede europæere.
Ursula von der Leyen og Kaja Kallas, henholdsvis EU-kommissionsformand og de facto EU-udenrigsminister, har allerede erklæret, at de fra nu af er ledere af den frie verden, at de nu står for de europæiske værdier og har eneansvaret for, at disse værdier bredes ud til resten af den hedenske/autokratiske verden, som nærmest også omfatter USA, som angiveligt er blevet den del af den onde autokratiske verden.
Manglende udenrigspolitiske kompetencer, en katastrofal udenrigspolitisk linje, som svækker og isolerer, voksende splittelse på alle planer i EU er nogle af elementerne i fælden.
Noget af en opgave for en lidt uklar struktur, der omfatter cirka seks procent af Jordens befolkning. Og som altså skal frelse de cirka 94 procent, der bor i autokratiske lande.
EU-politikere og bureaukrater, og det indbefatter de to nævnte kommissærer, mangler ikke smukke ord og erklærede værdier. Det er fint nok, men lad os se på, hvad denne union, som så mange sætter al håb og lid til, egentlig består af.
EU har overladt udenrigspolitik til USA
For det første har Unionen ingen egentlig udenrigspolitik. EU blev konstrueret i årtierne efter Anden Verdenskrig under USA’s reelle formynderskab. Stort set det samme kan siges om NATO, begge institutioner blev etableret for at holde tyskerne nede, russerne ude og amerikanerne inde, som NATO’s første generalsekretær, Lord Ismay, formulerede det i 1950’erne.
Udenrigspolitikken blev reelt overladt til amerikanerne. Det samme kan siges om forsvarspolitikken, som NATO stod for. USA havde konstant en betydelig militær tilstedeværelse i Europa. Og europæerne brugte relativt få penge til forsvar sammenlignet med USA.
Hvad var resultatet af denne konstruktion? Ja, det blev klart efter Trumps chokkur i januar og februar i år. America first betyder nemlig, at Europa kommer i anden række.
Efter cirka 75 år i en slags kuvøse skulle europæerne lige pludselig stå på egne ben og formulere en udenrigspolitik og forsvarspolitik uden USA. Det svarer nærmest til at smide fugleunger ud af reden, før de er flyvefærdige.
EU er ikke klar til denne enorme opgave. Hvilken udenrigspolitik har EU? Det korte svar er stort set ingen, stort set ikke andet end krigsretorik over for Rusland og en masse penge og våben til Ukraine samt sanktionspolitik.
Ingen diplomatisk strategi
Hvor står EU i forhold til Palæstina, Iran, Kina for eksempel? Ingen steder. Men hvor er den diplomatiske strategi, som enhver fornuftig politik må indeholde? Den er også ikke-eksisterende.
Den eneste strategi for EU er et russisk nederlag, Ukraines utvetydige sejr, tilbagelevering af Krim og de andre østukrainske områder. De russiske politikere skal for en domstol og straffes, og Rusland skal betale for genopbygning af Ukraine.
Man kan diskutere det ud fra et moralsk synspunkt og mene, at det ville være retfærdigt at straffe Rusland og tilføje landet et nederlag.
Men her vil jeg stille det afgørende spørgsmål, om det er realistisk. Det ædruelige svar vil være et klart nej. Hvis det skulle ske, ville det indebære en atomkrig med millioner af dræbte og voldsomt forringede betingelser for liv.
Selv uden atomkrig er der forsvindende lidt, der tyder på noget, der kan tolkes som ukrainsk sejr. EU har ikke meget andet i posen på den udenrigspolitiske front. Måske er modsætningsforholdet til Rusland det eneste, der kan smede EU sammen.
Men det knirker, mange lande er mere eller mindre modvillige, og skal den europæiske befolkning sælge sin velfærd for oprustning og krig, tror jeg, der vil komme markant stærkere protestbevægelser.
Med hensyn til forsvarspolitikken, ja så er den også i dag ikke reelt eksisterende. Den er knap nok på planniveauet. Der findes ikke noget koordineret EU-militær endsige EU-koordineret våben- og ammunitionsproduktion.
Det er fremtidsmusik. Og i bedste fald vil det tage cirka 10 år, før vi overhovedet kan håbe på et fælles europæisk militært industrielt kompleks. Der er dog mange, der ikke vil håbe på det.
For at sikre den ønskede gigantiske ændring af EU i retning af en superstat med et stærkt militær og en fælles udenrigspolitik, er det en bekvem genvej at opbygge et stærkt skræmme- eller rettere sagt fjendebillede. Og det er lige præcist Rusland.
Rusland er snart sagt det eneste, som måske vil kunne samle EU. Ja, EU’s udenrigspolitik begrænser sig faktisk til Rusland. Og den består udelukkende i aldeles urealistiske krav om Ruslands totale nederlag, men ingen strategi, der involverer diplomatiske løsninger, endsige langsigtede perspektiver.
Det eneste redskab i EU’s udenrigspolitiske værktøjskasse er sanktioner over for Rusland og måske de lande, der samarbejder med Rusland.
EU’s fejlslagne sanktionspolitik
Men sanktionspolitikken har slået fejl, den skader mange europæiske lande, mere end den skader Rusland. Den isolerer i stigende grad EU. EU’s udenrigspolitik er også præget af en totalt ukritisk støtte til Ukraines præsident, Zelensky.
EU synes ikke at have opdaget, at det globale syd har gjort sig iagttagelser og meninger om EU. For det første er Zelensky ikke populær i disse lande, mange gider ikke mødes med ham.
For det andet er landene i det globale syd mere end trætte af EU’s moralprædikener, om at de skal følge sanktionerne mod Rusland.
Det er de, fordi mange af disse lande kan huske den koloniale fortid, hvor flere europæiske kolonimagter også arrogant mente, at de var klogere og mere civiliserede end dem.
For det tredje har mange af disse lande gjort opmærksom på, at de selv samme vestlige lande har overtrådt FN’s charter ved at invadere og føre krige i deres lande utallige gange.
For det fjerde køber mange af EU-landene stadig gas og olie af Rusland – på trods af sanktionerne. Moral er godt, dobbeltmoral er dobbelt så godt!
EU er altså fanget i en fælde. Manglende udenrigspolitiske kompetencer, en katastrofal udenrigspolitisk linje, som svækker og isolerer, voksende splittelse på alle planer i EU er nogle af elementerne i fælden.
De smukke ord og den smukke ideologi synes at blive et alibi for ikke at tage ordentlig fat på de reelle problemer. Et af dem kunne være at finde frem til en egentlig Rusland-strategi.
Hvis ikke EU gør det, så tror jeg, at enkelte nationer vil gøre det og dermed bidrage endnu mere til EU’s krise.
Denne blog er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
23% af 750.000 DKK
170.281 DKK nået totalt
STØT
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund
med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp
Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød
journalistik:
MobilePay: 87278
Abonnér
