Regeringen er som bekendt kommet med deres længe ventede psykiatriudspil. Og set herfra rummer det gode takter: Afklaringspladser til mennesker i psykiatrisk behandling, flere opsøgende gadeplansindsatser og forslag om faste læger på herberger er skridt i den rigtige retning.
Men en vigtig del på hjemløseområdet mangler: Hvad sker der, når et menneske indskrives på et herberg – og hjælpen dér ikke matcher behovet?
For mange hjemløse er herberget ikke bare et midlertidigt opholdssted, men derimod det eneste sted at lande, når livet på gaden bliver for hårdt, når alle broer til familie og venner er brændt, og du hverken er velkommen i psykiatrien eller kan få et døgnbehandlingstilbud, måske fordi dine problemer er for komplekse og sammensatte.
Det er her, herberger og forsorgshjem skal stå parat med tag over hovedet og akut hjælp, støtte og omsorg.
Tag for eksempel “Benny”, som vi mødte i SAND. Han er psykisk syg og bor på gaden det meste af året. Da han endelig tog imod et ophold på et herberg, var han sårbar og ustabil. En dag blev han vred og dermed meget udadreagerende, fordi en socialrådgiver, der skulle hjælpe med hans kontanthjælp, ikke dukkede op. Reaktionen blev opfattet som trusler, og han blev bortvist uden varsel. Uden opfølgning.
Benny er ikke en undtagelse. Han er et eksempel på, hvordan mangel på faglig viden om psykisk sygdom på herbergerne får alvorlige konsekvenser for dem, der kommer klemme. Når personalet ikke er klædt på til at håndtere psykisk syge, bliver konflikter hurtigt til bortvisninger. Når der ikke er adgang til sundhedsfaglig hjælp, bliver somatiske og psykiske problemer ikke opdaget i tide.
Derfor må vi insistere på, at herberger – både offentlige og private – skal leve op til et fagligt og menneskeligt ansvar. Herbergerne er samfundets akuttilbud til hjemløse.
Det er ikke kun et spørgsmål om faglige kompetencer – det er også et spørgsmål om rammer. Tilsynene slår i disse år hårdt ned på herberger, der tilbyder sundhedsydelser. Der arbejdes nemlig på at sænke takstlofterne, så priserne kan presses ned.
Men i takt med at kommunerne og staten ønsker at skrælle fagligheden væk på herbergerne for at spare penge, fjerner man også muligheden for at tilbyde meningsfuld hjælp. Det er ikke en besparelse. Det er en forringelse, der forlænger hjemløshed og forværrer den hjemløses problemer.
Samtidig ser vi en stigende privatisering af området. Når kommunerne ikke har lavet tilstrækkeligt med herbergspladser, i takt med at der er kommet flere hjemløse, har private aktører med lidt for lange fingre øjnet en mulighed for at score kassen på udsatte og sårbare mennesker.
DR har blandt andet afsløret, hvordan private herberger tager sig godt betalt for ydelser, de ikke leverer. For beboerne betyder det manglende hjælp og usikkerhed. Og måske mere mistro til systemet end man havde, før man gik ind ad døren på stedet. Man får en seng, men ingen støtte. Det er både dårlig stil og kynisk. Og ikke mindst menneskeligt omkostningsfuldt.
Derfor må vi insistere på, at herberger – både offentlige og private – skal leve op til et fagligt og menneskeligt ansvar. Herbergerne er samfundets akuttilbud til hjemløse.
Et psykiatriudspil bør derfor også omfatte herbergernes behov for øget psykiatrisk faglighed. Det kan være i form af opsøgende psykiatriske teams og mulighed for at modtage psykiatrisk behandling, som udspillet nu giver mulighed for, at der kan gives på psykiatriske botilbud. Det kan være i form af opkvalificering af personalet. Herbergerne skal kunne mere end at give midlertidigt husly.
De foreslåede afklaringspladser er tiltænkt borgere, der kommer fra indlæggelse i psykiatrien, men ikke har noget sted, man kan udskrive dem til. Det er vigtigt, at afklaringspladserne kan rumme folk, der ud over psykisk sygdom også har et misbrug, de såkaldte dobbeltdiagnosticerede.
Der er en evig konflikt i systemet, hvor hjemløse svigtes, fordi de er for påvirkede til, at psykiatrien vil indlægge dem og for psykisk syge til at komme i misbrugsbehandling.
Det er besluttet, at der skal laves flere dobbeltdiagnosetilbud i regionerne. Det er tiltrængt. Men vi bliver også nødt til at tage de gode argumenter, der ligger til grund for oprettelsen af denne typer pladser med, når der skal etableres afklaringspladser. Disse skal så ligge i kommunen. Så du kan komme fra et regionalt dobbeltdiagnosetilbud over i et kommunalt afklaringstilbud, eller kan du? Kan region og kommune nu pludselig arbejde sammen?
Det er positivt, at social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen har slået fast, at “ingen skal udskrives til ingenting”, så man ikke ender på gaden efter indlæggelse. Men vi må samtidig sikre, at hjemløse heller ikke tilbydes noget, der ikke indeholder noget. Og vi må sikre, at de nye tilbud faktisk kan rumme hjemløse med alle de problemer, de har.
“Udskrivning til ingenting” må ikke erstattes af “indskrivning til ingenting”.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
15. april 2025 | 08:51
Ja, det er jo ikke holdbart i længden, og vi kan ikke være det bekendt. Sagen er dog også den, at der ikke er tænkt i varige og gode bo-tilbud til denne gruppe mennesker, for hvor er de velkomne? Ikke mange boligforeninger tager imod dem med åbne arme.
Log ind for at svareDe almennyttige boligselskaber kan ikke sortere i, hvem de vil tilbyde bolig. Det foregår efter ventelister, hvor der så kan anvises mere akut efter forskellige kriterier, såsom psykisk sygdom eller misbrug. Det er som regel socialråd-givernes arbejde.
Log ind for at svareDu skal være logget ind for at skrive en kommentar.
