Novo bøjer sig for pres
Skuffende ja til OK25
OK25 blev endnu en overenskomst, hvor vi fik krummer fra milliardærernes bord, lad den næste overenskomstkamp blive en kamp for virkelige og mærkbare forbedringer.
|
Det blev et stort skuffende ja til OK25, da resultatet stod klart 8. april 2025. Til trods for en meget beskeden stigning, der meget vel kan medføre reallønstilbagegang på det private område inden for de næste tre år. Flere arbejdspladser havde efterspurgt mere frihed. Svaret var en selvbetalt barns tredje sygedag og mulighed for selvbetalt frihed til at passe børnebørn. Altså en selvbetalt frihed som vel må siges at være meget begrænset. Det var kun medlemmerne fra Dansk Jernbaneforbund, der samlet stemte nej – i protest mod voldsomme forringelser af arbejdsdagen med op til fem timers togkørsel uden ret til pause.
Hos malerne fik vi en betaling på 9.000,- årligt til AMR’er (arbejdsmiljørepræsentanter, red.) og tillidsrepræsentanter (det sidste dog betalt af Malerforbundet selv). Begge dele er noget, vi malersvende i København er klare modstandere af. Vi ønsker ikke, at vores tillidsfolk skal modtage højere betaling end deres kollegaer, kun kompensation for den tid de bruger i arbejdstiden, hvilket i hvert fald AMR’erne får i forvejen. Det skal ikke være penge, der får folk til at melde sig til posterne, men ønsket om at kæmpe for kollegerne. Malersvendene i København og Nordjylland stemte da også klart nej til aftalen.
Fagbevægelsen er en kamporganisation, men for at holde en kamporganisation i live skal den turde kæmpe. Gør den ikke det, vil medlemmerne melde sig ud.
Et yderligere problem, vi får som malere, er de voldsomme forringelser af vores prisliste hos Danske Malermestre. Malermestrene havde et ønske om en speciel prisliste for nybygområdet, der i dag især udføres af uorganiserede østarbejdere. Dette ønske valgte et flertal af vores forhandlere at efterkomme, men på bekostning af den øvrige prisliste, der kun stiger 1,5 procent over tre år. Altså langt mindre end inflationen.
Derudover godkendte man, at man nu kan udføre flyttelejligheder på en anden lønaftale. For kort at forklare for ikke-malere: Vores prisliste er en akkordprissætning af malerarbejde. Anden lønaftale er en aftale om en akkordpris, som ikke er opmålt i fagforeningen, hvor mester kommer med pris og mål på arbejdet, men hvor malersvenden har ret til at tjekke tallene hos opmålerne, og hvor der er ret til at forudakkordere. Da flyttelejligheder er små akkorder, har det hidtil ikke kunnet gøre det på anden lønaftale, da man risikerer, at det ender med at blive mester, der styrer prisen, og at arbejdet ender som det, vi kalder slumpakkord. At det nu bliver tilladt, er dybt problematisk.
Alle disse forringelser kan blive et stort problem for malersvendene i fremtiden. Generelt er der en utilfredshed med, at lønningerne blandt malerne halter langt efter de andre faggrupper i byggeriet, hvilket ikke mindst kan forklares med, at malerarbejde i større grad end andre byggefag udføres af østarbejdere. Til trods for 20 års kamp for at organisere østarbejdere og sikre, at de ikke trykker løn og arbejdsmiljø, er dette langt fra lykkedes. Et resultat af det er blandt andet en stor tilbagegang i organiserede malere, og også at mange malere forlader faget på grund af lav løn og stor nedslidning.
Men det er ikke kun os malere, der oplever faldende medlemstal. Det er helt generelt for så godt som hele fagbevægelsen. Alligevel fortsætter toppen i samme spor med at acceptere arbejdsgivernes udspil og bruge alle ressourcer på at få medlemmerne til at stemme ja. En god bekendt sendte mig stemmetallene fra HK. Her stemte 61 procent af medlemmerne, og 95 procent af dem stemte ja. Altså et ja til en ti’er på mindstelønnen fordelt over tre år, 2 procent på fritvalg og 1 procent i pension. Og det i en tid med massiv økonomisk usikkerhed og ustabilitet. Det er da flot, at man har fået et så stort ja, men hvis resultatet er fortsat medlemsflugt i HK, hvad er det så værd?
Da jeg startede som faglig aktiv malerlærling i 90’erne, blev der holdt fælles konferencer for tillidsfolk på tværs af fag, der formulerede fælles krav, og som var parate til at organisere en nej-kampagne, hvis ikke kravene kom igennem. Derfor kom der konflikt i ‘98, og derfor fik vi den 6. ferieuge i ‘99. Mit håb er, at vi op mod OK28 ser den slags initiativer. De progressive fagforeninger bør gå sammen på tværs, så vi i fællesskab kan kæmpe for krav, der hæver arbejderklassens levestandard, modvirker social dumping gennem krav om kædeansvar og højere mindsteløn samt nedsætter arbejdstiden og sætter begrænsninger på brugen af skiftehold og skiftende arbejdstider.
Fagbevægelsen er en kamporganisation, men for at holde en kamporganisation i live skal den turde kæmpe. Gør den ikke det, vil medlemmerne melde sig ud. Vi har i den grad brug for en stærk fagbevægelse, og vi kommer i fremtiden til at få endnu mere brug for den. OK25 blev endnu en overenskomst, hvor vi fik krummer fra milliardærernes bord, lad den næste overenskomstkamp blive en kamp for virkelige og mærkbare forbedringer.
Denne blog er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
14. april 2025 | 08:34
