Baggrund
Vi kan løfte alle børn i Danmark ud af fattigdom – hvis vi vil
Vi oplever i Dansk Folkehjælp, at fattigdommen ikke blot rammer flere familier, men at den også er blevet dybere. Knap halvdelen af de familier, der søgte julehjælp hos os sidste år, havde mindre end 2000 kroner i månedligt rådighedsbeløb, skriver Mirka Mozer i denne blog.
|
49.500 børn i Danmark vokser op i fattigdom. Sidste år opgjorde Arbejderbevægelsens Erhvervsråd omfanget og slog fast, at antallet af fattige børn i Danmark dermed var steget for første gang siden 2017.
Vi oplever i Dansk Folkehjælp, at fattigdommen ikke blot rammer flere familier, men at den også er blevet dybere. Knap halvdelen af de familier, der søgte julehjælp hos os sidste år, havde mindre end 2000 kroner i månedligt rådighedsbeløb.
Så stram en økonomi har selvsagt store konsekvenser i familierne med enorm bekymring og utryghed til følge. Forældre fortæller os, at de jævnligt undlader at købe nødvendig receptpligtig medicin, at både børn og voksne springer måltider over for at spare, at der ikke er råd til tøj, der passer til årstiden og til barnet – og at børns vokseværk derfor er et problem i sig selv. Heller ikke oplevelser sammen som familie er der penge til.
Børnene ryger ud af fællesskaber
En særlig hård konsekvens er, at fattigdommen sparker børnene ud af de fællesskaber, som alle andre tager for givet. For hvad gør man, når klassen skal på udflugt, og man forventes at have 50 kroner med til is eller snolder, og mor ikke har 50 kroner? Hvad gør man, når man skal have en ret med til fællesspisning, men det er sidst på måneden, så der er ingen penge? Hvad gør man, når man er inviteret til fødselsdag i klassen, men ikke har penge til en gave?
Svaret er, at man bliver hjemme og ikke er med. Ofte trækker børnene sig fra fællesskaber nærmest forebyggende for at undgå at blive udstillet som dem, der ikke har penge.
Det er absurd, at næsten 50.000 børn lever i økonomisk fattigdom i vores danske velfærdssamfund. Det er et politisk ansvar at skabe et Danmark uden børnefattigdom.
Vi kender også de langsigtede konsekvenser af børnefattigdom. Studier blandt andet fra Aarhus Universitet indikerer, at når man vokser op i fattigdom, har man større risiko for at få en kortere uddannelse sammenlignet med unge, der ikke vokser op i fattigdom. Man har større risiko for at få et dårligere job og en lavere løn og generelt en dårligere tilknytning til arbejdsmarkedet.
På trods af de enorme afsavn, som børn i fattigdom oplever, og de langsigtede konsekvenser, som følger børn i voksenlivet, accepterer vi som samfund stiltiende, at antallet af børn i fattigdom stiger. Der er ikke politisk vilje til at indføre en fattigdomsgrænse. Heller ikke til at lave en handleplan for børnefattigdom. Og det selvom det faktisk vil være muligt at løfte alle børn i Danmark ud af fattigdom – hvis vi vil.
Der er knapper at skrue på
Der er adskillige knapper at skrue på.
Det umiddelbart åbenlyse er politikernes mulighed for at hæve ydelserne, så fattigdommen ikke bliver dybere, men i stedet mindre. Hvis ydelserne er tilstrækkelige, vil afsavnene blive færre, og dermed vil børnene have bedre mulighed for at blive del af fællesskaber med alle de fordele, det indebærer.
Den kommende kontanthjælpsreform, der træder i kraft 1. juli, kan mindske nogle af afsavnene, fordi den giver mulighed for at søge tilskud til børns medicin og fritidsaktiviteter. Men den løfter ikke alle børn ud af fattigdom.
En anden knap at skrue på, som forældre i Dansk Folkehjælps evalueringer ofte peger på, er transport. Transportudgifter står i vejen for mange af børns fællesskaber og aktiviteter – både i skolen og efter skoletid.
Når skolelæreren skriver ud på Aula, at man skal tage sit eget rejsekort med til skoleudflugten, eller sørge for at cyklen er både lappet og med friske batterier i lygterne, så føles det ufattelig skamfuldt, at man hverken har rejsekort eller cykel. Og så bliver man hjemme. Derfor kunne et forslag være, at offentlig transport til og fra skole og fritidsaktiviteter i udgangspunktet er gratis for alle børn til og med en ungdomsuddannelse.
Det er absurd, at næsten 50.000 børn lever i økonomisk fattigdom i vores danske velfærdssamfund. Vi soler os i at være et land, hvor alle er ligeværdige. Men ligestillede er vi på ingen måde. Det er et politisk ansvar at skabe et Danmark uden børnefattigdom.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
10. april 2025 | 07:34
