Der er ingen mening i at snyde folk for det, man i USA kalder “de gyldne år”, nemlig den tid hvor man som pensionist kan dyrke sine hobbies, eller hvad man nu har lyst til, uden et belastende arbejdspres. At mange af disse pensionister besidder en viden, der savnes på arbejdspladsen, tyder på, at man måske ikke har uddannet næste generation godt nok.
22. april førstebehandler Folketinget lovforslaget om at hæve pensionsalderen – denne gang til 70 år med virkning fra 2040.
Samme dag arrangerer fagforeninger i foreløbig København, Aalborg og Randers lokale protester.
“Det er helt forrykt, og det vil fratage en masse almindelige mennesker et værdigt liv efter arbejdslivet. Vi skal ikke slides ned. Vi vil også have mulighed for, at passe haven og lære børnebørnene at køre på cykel efter pensionsalderen”, skriver arrangørerne i København.
I et forsøg på at råbe politikerne på Christiansborg op er det planen at omringe Christiansborg med faner, bannere og veste med en opfordring til at stoppe stigningen i pensionsalderen.
Byggefagenes Samvirke, der består af 15 fagforeninger med cirka 15.000 organiserede bygningsarbejdere i københavnsområdet, er med som så mange gange før, når det drejer sig om at italesætte retten til et værdigt seniorliv.
– Politikerne kan åbenbart kun finde penge ved at hæve pensionsalderen. Det er helt absurd, og det giver ingen mening, for det er langt fra alle, der kan blive ved med at arbejde i flere og flere år, siger formand Henrik Juul Rasmussen til Arbejderen og uddyber:
– Tag byggebranchen. Her er der mange, der er startet tidligt på deres arbejdsliv og i dag er så slidte, at de er nødt til at tage gigtmedicin hver dag bare for at komme ud af sengen og udføre dagens arbejde, indtil de fylder 67 år og kan gå på pension.
Et flertal af folketingspolitikere har allerede besluttet, at pensionsalderen i 2030 skal stige til 68 år og i 2035 til 69 år. Men Henrik Juul Rasmussen mener, at pensionsalderen på 67 år er rigeligt, og at den ikke skal stige mere.
– Det drejer sig om tryghed. Vores kollegaer skal have en mulighed for at kunne trække sig fra arbejdsmarkedet, efterhånden som alderen stiger. Så skal dem, der kan og vil nok fortsætte med at arbejde, så rig bliver man jo heller ikke på folkepension, fastslår byggefagsformanden.
Stigende ulighed i dødelighed
Politikerne baserer beslutningen om pensionsalderen på den gennemsnitlige levealder. Men det har Per H. Jensen, professor ved Aalborg Universitets Center for Arbejdsmarkedsforskning, tidligere problematiseret over for Fagbladet 3F:
– Levetiden stiger ikke for de dårligst stillede. Der er en stigende ulighed i dødelighed, og en gruppe mennesker som 3F’erne på arbejdsmarkedet risikerer at dø, inden de kan gå på pension.
Rasmus Bredde er næstformand i 3F Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening (BJMF) og med i arrangørgruppen. Han bekræfter udtalelsen fra den aalborgensiske professor:
– Allerede nu er det ikke engang halvdelen af 3F’s medlemmer, der kan holde til at arbejde, til de når pensionsalderen. Det virker som om, at de folketingspolitikere, der beslutter, at pensionsalderen skal blive ved med at stige, har svært ved at se eller forstå, hvor langt fra den virkelighed de selv er.
Han tilføjer, at selv for dem, der når pensionsalderen, er der store forskelle i antal gode år på pension.
Blandt arrangørerne i København er der også flere offentlige fagforeninger, herunder BUPL Hovedstaden og BUPL Storkøbenhavn, LFS (Landsforeningen for Socialpædagoger), Socialrådgiverne og Københavns Lærerforening.
– Vi protesterer mod den beslutning, som skal træffes. Det vil sige beslutningen om at hæve pensionsalderen fra 69 år til 70 år. I forvejen er pensionsalderen for høj. Vi vil have stoppet stigningen i pensionsalderen og have udbygget mulighederne for tidlig tilbagetrækning. I dag er det både for svært at opnå, og den økonomiske dækning er alt for lav, lyder det fra BJMF’s næstformand.
Artiklen fortsætter under billedet…….

Rasmus Bredde slutter på vegne af netværket ‘Ret til et værdigt liv – efter arbejdslivet’ med en opfordring til at søge foretræde for Folketingets Beskæftigelsesudvalg allerede inden førstebehandlingen i næste uge.
– Jo flere, der søger allerede nu, jo større er muligheden for, at datoen for andenbehandlingen af den upopulære politiske beslutning bliver udskudt.
Nordjylland: Nej til højere pensionsalder
I Aalborg er det FH Nordjylland, der har taget teten på en lokal protest. Her bliver taletiden overrakt til tre unge fra Blik & Rør Ungdom, 3F Ungdom og Malernes Fagforening.
– De skal jo arbejde endnu længere end vi andre. Selvom der er lang tid, til de rammer pensionsalderen, så er det noget, de tænker over, og vi hører mange unge sige, at de ikke kan se sig selv arbejde i så mange år, siger Jesper Ettrup Rasmussen, formand for 110.000 nordjyske lønmodtagere, til Arbejderen.
Han mener, at fagbevægelsen har en vigtig opgave i at sikre medlemmerne et værdigt seniorliv, og her spiller det ind, hvornår man har ret til at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet.
– Jeg anerkender, at vi gennemsnitligt lever længere, men der er altså mange, der bliver ekstra hårdt ramt allerede med den nuværende pensionsalder på 67 år. Så min personlige holdning er, at pensionsalderen skal stoppe nu og ikke stige mere. Det er ikke rimeligt, at vi har EU’s højeste pensionsalder.
Den nordjyske FH-formand mener, at der trods nye hjælpemidler i mange brancher – blandt andet i malerfaget, hvor han har arbejdet som organisator – stadig er alt for stor nedslidning. Personligt støtter han en differentieret pensionsalder, der “følger kroppen og sindet”. Han foreslår blandt andet at udskyde pensionsalderen for dem, der kan og gerne vil arbejde længere, og at lave ordninger, hvor ældre kan arbejde de timer, de har lyst til, og få suppleret de resterende timer op med pension.
– Det er da bemærkelsesværdigt, at når man snakker pensionsalder, så er lægevidenskaben ikke blevet spurgt. Det kan godt være, at vi bliver ældre, men ingen har undersøgt, om kroppen kan holde til at arbejde, til den er 72 år. Det er jo en kendsgerning, at man mister både balanceevne og taber muskelmasse, når man når 50-årsalderen.
Til dem, der så siger, at samfundsøkonomien vil blive udfordret, svarer den nordjyske FH-formand:
– Jeg er med på, at der skal findes finansiering af en tidligere pensionsalder. Måske vi skal stoppe med at være så rundhåndet med skattelettelser til de rige, slutter Jesper Ettrup Rasmussen, der håber at se rigtig mange deltagere ved markeringen i Aalborg den 22. april.
Randers er med
FH-sektionen Østjylland og 3F Randers indkalder til en markering på Rådhustorvet i Randers.
Arrangørerne spørger på Facebook, om pensionsalderen skal blive ved med at stige?
Uden at svare direkte på spørgsmålet anbefaler fagforeningerne i Randers-området politikerne til “at tænke sig godt om, når de behandler at pensionsalderen, igen, skal stige over en kort årrække”.
Og så opfordrer de til at møde op og slå et slag for alles ret til og mulighed for at få en værdig og retfærdig tilbagetrækning fra arbejdslivet.
Forventningerne til en ændring i den politiske beslutningsproces, når det handler om pensionsalderen, fik et nøk i vejret, da statsminister Mette Frederiksen (S) sidste år i august måned udtalte til Berlingske:
– Den automatik, som pensionsalderen hæves med lige nu, tror vi ikke på længere.
Hun sagde, at i 2025 stemmer Socialdemokratiet for sidste gang for en forhøjelse af pensionsalderen med den automatik, som ligger i velfærdsforliget fra 2006.
Velfærdsforliget blev indgået mellem den daværende VK-regering, Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne og Radikale. På daværende tidspunkt var pensionsalderen 65 år. Forligspartierne gav hinanden håndslag på, at pensionsalderen fremover skal stige hvert femte år med 15 års varsel i takt med befolkningens gennemsnitlige levealder.
Udmeldingen fra Socialdemokratiet blev modtaget med glæde i fagbevægelsen, men kun indtil det stod klart, at der ikke var tale om at stoppe stigningen i pensionsalderen, men alene om at ændre på, hvor tit og hvor meget alderen sættes op.
Artiklen fortsætter under billedet….
Læs også
Med de varslede aktiviteter tirsdag den 22. april forsøger fagbevægelsen at spænde ben for den politiske beslutning.
Det er ikke første gang. I foråret 2020 – det år folketingspolitikerne senest har taget stilling til pensionsalderen – startede 20 formænd for offentlige og private fagforeninger den tværfaglige kampagne Stop68. Formålet var at forhindre politikerne i at vedtage endnu en forhøjelse af pensionsalderen.
Kampagnen fik opbakning fra de tre største fagforbund – 3F, HK og FOA – fra lærerne, pædagogerne, kontoransatte og mange andre faggrupper, men trods opfattende aktiviteter stod de politiske partier bag velfærdsforliget fast. I december 2020 besluttede de at sætte pensionsalderen op til 69 år med virkning fra 2035.
Ifølge Arbejderens oplysninger bliver der arbejdet på at gennemføre markeringer i flere andre byer.
Du kan se på Facebook, om der sker noget i din by eller nær dig.