Der udspiller sig i disse dage og uger et voldsomt drama blandt den transatlantiske imperialismes vigtigste aktører. Dramaet udfolder sig for åben skærm. Det handler i sin essens om, hvordan imperialistiske magter, der er vant til at sætte deres vilje igennem, skal agere, når en tabt krig skal afsluttes. Og det handler om, hvordan rovet skal fordeles, hvem der skal sætte sig på hvilke værdier – i undergrunden, på jorden, på fabrikker og i finansinstitutioner.
Skulle nogen have været i tvivl om, hvorvidt krigen i Ukraine fra starten var en proxykrig mellem NATO og Rusland, må den tvivl være fejet af bordet. Ukraines fremtid er lagt åbent til rette på imperialistmagternes forhandlingsbord.
Et sådant drama er bestemt ikke kønt at se på. Chokdoktrinen er sluppet løs internt i regeringskontorer, diplomati og alliancer. Det fik hele verden et meget konkret indblik i henover weekenden – begyndende med Zelenskys og Trumps sammenstød for åben skærm i Det Hvide Hus og kulminerende søndag aften med Lille-NATO’s desperado-møde i London.
Kernen, det helt basale, der går igen i alt er spørgsmålet: Skal krigen stoppes nu, skal der etableres en våbenhvile, skal drabene stoppe umiddelbart for derefter at indlede forhandlinger om en egentlig fredsaftale? Eller skal drabene fortsætte, skal krigen tordne videre, indtil en endelig fredsløsning er indgået?
USA mener det første, mens de toneangivende kræfter i EU og visse NATO-lande – herunder ikke mindst Danmark – har været en aktiv fortaler for at lade krigen rase. Begrundelse: For ikke at give Rusland et pusterum, altså begrænse den tabte krigs tab en smule.
Og det var faktisk den sandhed, som Zelensky brutalt, nådesløst og ydmygende fik smidt i hovedet for rullende kameraer i Det Hvide Hus i fredags. Efter i øvrigt systematisk i mere end en halv time at have båret ved til krigens bål.
Der er i sandhed brug for diplomati baseret på virkeligheden og ikke på fantasier!
Ukraine og det, man kunne kalde “Lille-NATO”, har tilsyneladende en strategi for at ende krigen uden at forhandle med modparten, Rusland. Trumps USA indtager en noget mere realistisk indstilling og er parat til at trumfe den igennem med mafioso-lignende metoder.
“Vor generations vigtigste øjeblik” kaldte Storbritanniens premierminister Keir Starmer det, da han søndag forsøgte at samle en “koalition af villige”. Og det flød med kommentarer om, at der var tale om “det første møde i den nye verdensorden”, “Europa har indset, at de må stå sammen” og mere i samme dur.
Og hvor endte EU-toppen og Lille-NATO så? Ja, foreløbig ser det ud til, at de af al magt forsøger at redde den transatlantiske alliance og få den helskindet og styrket igennem den krise, den befinder sig i.
Nu skal Frankrig og Storbritannien udarbejde “en skitse”, som skal forelægges USA og Ukraine. Den skulle efter sigende indbefatte en måneds våbenhvile i luften, på havet og for angreb på energiinfrastruktur. Det nævnes ikke umiddelbart, om forslaget vil få betydning for kampe på landjorden.
Men hov – har de toneangivende EU-kredse ikke været arge modstandere af en våbenhvile, som ifølge Mette Frederiksen på det nærmeste er værre end krig? Og er våbenhvile ikke præcis, hvad USA forsøger at etablere?
London-koalitionen af villige synes bestemt også, at Ukraine og USA skal få underskrevet den mineralaftale, der endte uden underskrift, da Zelensky besøgte Trump. Den giver USA ret til at trække 50 procent af overskuddet i en særlig fond til mineraludvikling med mere ud af Ukraine – uden tidsbegrænsning. Reelt gør den Ukraine til en økonomisk koloni under USA.
Hvad London-koalitionen i øvrigt kan tilbyde er løfter om mere militær støtte til Ukraine, udbygge sanktionerne mod Rusland, støtte til Ukraines våbenindustri. Altsammen mere af det samme som hidtil. Og mere af det samme som det hidtil er demonstreret, at man i praksis ikke kan. Politisk magtesløshed og økonomisk uformåenhed går p.t. hånd i hånd.
Altsammen fordi de ledende kredse i EU fortsat lever i den vildfarelse, at Ukraine-krigen kan vindes militært og Rusland besejres økonomisk.
Der er i sandhed brug for diplomati baseret på virkeligheden og ikke på fantasier!
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund
med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp
Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød
journalistik:
MobilePay: 87278
Abonnér
