Kronik
Prisen fra Amnesty international går til filmen Die Möllner Briefe (brevene fra Möllner) af Martina Priessner (Tyskland).
Filmen fortæller om İbrahim Arslan og hans familie, som mistede tre slægtninge i de racistiske brandattentater i Mölln i 1992. I centrum står hundredvis af breve, som folk fra hele Tyskland skrev til de berørte som et tegn på solidaritet. Breve, der aldrig nåede frem til modtagerne. Ved en tilfældighed opdagede en studerende brevene i byens arkiv.
Juryen begrunder sin beslutning således:
”Den kunstneriske beslutning om at vise brevene frem, og få læst nogle af dem op af brevskriverne, har stor fortællekraft: selvmalede børnebilleder, digte og sætningen “Jeg skammer mig over at være tysker” – alt dette er rørende.
Brevenes empatiske sprogbrug i modsætning til de voldsomme angreb er slående, når folk skriver om “medmennesker” eller “medborgere” i stedet for “migranter”.
Men filmen viser de traumer har ramt familien Arslan. De tilbageholdte breve virker som en nyt angreb. Tænk, hvis de havde kendt til solidariteten dengang, det kunne have lindret sorgen. Filmen viser mangel på empati hos politikerne og ansatte i byen Mölln, der ikke videresendte brevene til familien. Et traume, der fortsætter med at have sin virkning i dag.
Filmen vinder Amnestys filmpris, fordi den viser, hvad menneskeheden kan opnå i mørke tider. I dagens verden, hvor mange føler sig hjælpeløse, viser den, hvordan en meget lille gestus – at skrive et brev – kan have stor indflydelse på de berørte.
Den glemte krig i Sudan
Filmen Khartoum, der har hele 5 instruktører : Anas Saeed, Rawia Alhag, Ibrahim Snoopy, Timeea M Ahmed og Phil Cox, vinder velfortjent en Special Mention.
Khartoun er en film, der giver plads til at tænke over tingene. I filmen møder vi 5 ”almindelige” hovedpersoner: en te sælger, to børn, der samler brugt plastik, en som opdrætter duer og en modstandskæmper, der protesterer imod militærregeringen.
Da optagelserne til filmen startede var der et regime ved magten i Sudan, som for nylig havde væltet regeringen. Men midt i filmoptagelserne i det fri Khartoum splitter militærregeringen sig, og en krig begyndte mellem hæren og Rapid Support Forces militser. En krig, der siden har fordrevet mere end ti millioner mennesker.
For at sikre filmens gennemførelse, og sikkerheden for dens medvirkende, tager holdet bag produktionen filmens medvirkende med i eksil i Kenya. Hvor de hver især får lov til at iscenesætte sig selv og fortælle om sine oplevelser. Et bemærkelsesværdigt projekt.
Khartoum forsøger at se det positive i en forfærdelig situation. De medvirkendes fortæller om deres drømme og skæbne. Baggrunden bliver animeret på greenscreen. På den måde bliver skabelsen af filmen et redskab til at behandle traumer.
Det er beundringsværdigt, den situation der hersker i Khartoum taget i betragtning. En film, men mere end en film, fordi den tydeligvis tager ansvar for sine medvirkende.
”På trods af at beskrivelsen af krig og fordrivelse er filmen håbefuld, poetisk og legende. Den finder en ny fortælleform for at huske og bearbejde traumer. Det er sådan hovedpersonerne samles, ikke kun for at fordømme konflikten. De giver hinanden håb, blandt andet i ordsproget: ‘mareridt ender altid på et tidspunkt’,” skriver juryen i sin begrundelse.
Berlinalen er forbi, men der er masser at reflektere over i de mange film, jeg har set over de sidste 10 dage. Og der er mange spændende historier at finde i filmene udenfor vinderrækkerne.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
