Studenteraktivisme på film
I foråret 2024 kunne man pludseligt se et hav af telte i en have på Københavns Universitet (KU). I over en måned havde organisationen Studerende Mod Besættelsen (SMB) etableret en lejr til støtte for Palæstina.
Den blev døbt Rafah Garden og hele landets øjne var rettet mod de studerende og deres kamp for at få KU til at trække sine investeringer i virksomheder, der opererede på den besatte Vestbred. Det endte med en sejr for aktivisterne, da KU den 28. maj endelig trak deres investeringer.
Viden plejede at være vigtigt i sig selv, men i dag er viden kun vigtigt, når det kan laves om til værdi for virksomheder. Rafah Garden var for mig et udtryk for, at de studerende brugte deres viden til at udfordre status quo.
Arturo Fabbro
Midt i aktivismen og lejrlivet stod Arturo Fabbro. Han var der tilfældigvis med sit kamera og begyndte at filme alt han kunne. Det er der nu kommet en kortfilm ud af, som han håber vil vise, hvor unik Rafah Garden egentlig var.
– Da lejren opstod syntes jeg det var ekstraordinært, fordi det ikke bare handlede om Palæstina som et geopolitisk spørgsmål, det handlede om retfærdighed og grundlæggende utilfredshed ved magthaverne. Det ville jeg gerne fange på film, så eftertiden også kunne se, hvad der skete i det her øjeblik, siger han til Arbejderen og tilføjer:
– Og det var ikke bare statskundskabsstuderende eller andre samfundsvidenskabelige retninger, som deltog. Jeg mødte også folk fra alle mulige andre studerende i et bredt spektrum af akademiske felter.
Meningen med uddannelse
Filmen har han selv filmet, redigeret og produceret. Fokus i filmen er ikke kun på Rafah Garden, men også på, hvad den symboliserer. For Arturo Fabbro viser hele historien også, at de studerende har fået nok af en lang række reformer af universiteterne, som har gjort dem mere markedsorienteret end tidligere.
– Viden plejede at være vigtigt i sig selv, men i dag er viden kun vigtigt, når det kan laves om til værdi for virksomheder. Rafah Garden var for mig et udtryk for, at de studerende brugte deres viden til at udfordre status quo, og ikke bare lægge sig under for, hvad arbejdsgivere ville have, siger han.
Han mødte blandt andet en programmør studerende, som fortalte om, at Google har tætte relationer med Israel. Derfor bekymrede det ham, at han kunne komme til at arbejde for en tech-virksomhed i fremtiden, hvor hans arbejde kunne blive brugt i Israels folkemord.
– Det viser for mig, at de her aktivister og studerende ikke accepterede præmissen om, at man bare skal holde hovedet nede og studere for at få et godt job i fremtiden. Viden skulle bruges til at ændre verden, så den bliver et bedre sted, understreger Arturo Fabbro.
En krise i liberalismen
Et andet aspekt af Rafah Garden, som filmskaberen fandt interessant, var hvad hele bevægelsen omkring Palæstina siger om den vestlige liberale verdensorden. Han påpeger, at anklagen om folkemord ikke er rettet mod det ekstreme højre eller venstre, men mod den liberale midte i Vesten.
– Folkemordet i Palæstina har vist, at menneskerettigheder og international lov ikke betyder noget reelt set for Vesten. Det har en kæmpe stor gruppe mennesker nu indset, og det har givet sig til udtryk i den her massive solidaritetsbevægelse, siger han.
Derfor har det været vigtigt for Arturo Fabbro at vise alle de forskellige aspekter i filmen. Den kombinerer den konkrete aktivisme på KU, ændringen i holdningen til, hvad viden skal bruges til og liberalismens krise.
– Det er helt ekstraordinært, at alle de her diskussioner finder sted i en enkelt form for aktivisme. Filmen prøver at reflektere det og virkelig vise, hvor unik den her lejr var, understreger han.
Prøvede at gøre det cool
Adspurgt om, hvad han håber filmens publikum konkret får ud af filmen, så er det at mærke entusiasmen bag lejren. Folk skal gerne gå fra filmen med en følelse af, at aktivisterne virkelig gav alt, hvad de kunne for at få deres krav til universitetet opfyldt.
– Jeg har også prøvet at gøre filmen lidt cool, da det betyder en del for mig, at folk også føler sig underholdt, når de ser en film. Selvom det handler om noget så alvorligt, som det gør her, siger han og tilføjer:
– Den skal også gerne fungere som et modstykke til mainstreamens fremstilling af Palæstina-bevægelsen. Jeg synes ofte, at den bliver fremstillet meget negativt og som om, at aktivisterne har onde hensigter med deres arbejde. Jeg vil gerne vise de positive sider af bevægelsen, og hvor passioneret folk er i det de gør.
Filmen har premiere i folkets hus tirsdag den 18. februar. Link til begivenheden kan findes her.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
