Forsvarsministeren skal fremover kunne sætte den danske natur- og miljølovgivning ud af kraft, hvis det er nødvendigt for USA’s militærs “opgavevaretagelse” i Danmark.
Det er konsekvensen, hvis Folketinget vedtager det lovforslag, der giver USA ret til at oprette militære baser i Danmark.
Lovforslaget slår nemlig fast, at “Forsvarsministeren kan tillade fravigelser af regler på bygge-, plan, natur- og miljøområdet i det omfang, det er nødvendigt for amerikanske styrkers opgavevaretagelse i Danmark efter forsvarssamarbejdsaftalen”.
Vigtig viden går tabt
Nu advarer en miljøekspert om, at Folketinget og andre beslutningstagere og myndigheder risikerer at gå glip af vigtig viden, hvis forsvarsministeren med den nye base-lov i hånden eksempelvis beslutter at der ikke skal udarbejdes en miljøvurdering forud for et projekt, som USA’s militær vil føre ud i livet på en af sine baser i Danmark.
– Hvis der ikke bliver udarbejdet en miljøvurdering forud for et projekt, risikerer beslutningstagerne og samfundet ikke at få belyst et projektets potentielle konsekvenser for mennesker og miljø, advarer professor i miljøvurdering og beslutningsprocesser ved Dansk Center for Miljøvurdering og Institut for Bæredygtighed og Planlægning på Aalborg Universitet, Lone Kørnøv til Arbejderen.
Formålet med at foretage en miljøvurdering er nemlig at afdække, hvem og hvad der bliver berørt af et kommende projekt – og hvordan.
– Miljøvurderingsloven sikrer, at der forud for en beslutning om igangsætte et projekt med potentielle konsekvenser for vand, luft, jord, klima, sundhed og mennesker, bliver foretaget en høring af relevante myndigheder og i den bredere offentlighed, forklarer Lone Kørnøv, og fortsætter:
– En miljøvurdering er altså et vigtigt redskab til at kortlægge og forebygge negative miljøkonsekvenser af et kommende projekt. Det er med udgangspunkt i miljøvurderingen, at beslutningstagerne kan tage højde for, hvordan man skal håndtere og forebygge eventuelle konsekvenser for natur og mennesker.
Hvis der ikke bliver udarbejdet en miljøvurdering, risikerer beslutningstagerne og samfundet ikke at få belyst et projekts potentielle konsekvenser for mennesker og miljø.
Lone Kørnøv, professor i miljøvurdering
Formålet med den danske Miljøvurderingslov er at “… sikre et højt miljøbeskyttelsesniveau og at bidrage til integrationen af miljøhensyn under udarbejdelsen og vedtagelsen af planer og programmer og ved tilladelse til projekter med henblik på at fremme en bæredygtig udvikling, ved at der gennemføres en miljøvurdering af planer, programmer og projekter, som kan få væsentlig indvirkning på miljøet.
– Miljøvurderinger er med til at sikre, at myndigheder og offentligheden kan give deres besyv med, og advare om eventuelle påvirkninger af miljøet, som et projekt måtte have. Disse input skal sikre, at politikerne kan træffe deres beslutning på et sagligt grundlag, fortæller Lone Kørnøv.
Hun uddyber:
– Lovforslaget åbner op for, at forsvarsministeren kan sætte hensynet til USA’s militære opgavevaretagelse i Danmark over natur- og miljølovgivning, hvis han vurderer at eksempelvis en miljøvurdering – og dermed også offentlig debat om et givent projekt – vil skade formålet med baseaftalen med USA.
Lone Kørnøv er ikke i tvivl om, at de militære baser og tilstedeværelsen af amerikansk militært materiel og soldater vil påvirke det lokale miljø.
– Vi ved ikke hvor mange soldater og hvor meget og hvilket materiel USA’s militær vil tage med til Danmark. Men på en militærbase vil der i sagens natur være en masse militært materiel, som eksempelvis kampfly. Det betyder, at der vil være en masse brændstof, olie, osv. med nogle potentielt skadelige miljøpåvirkninger, der skal håndteres og opbevares korrekt. Og der vil sandsynligvis også blive opbevaret en masse ammunition, missiler og bomber, der potentielt kan få store konsekvenser for miljø og mennesker, siger hun og tilføjer:
– Erfaringerne med USA’s base i Grønland viser, at der er sket en omfattende forurening af jord og vand, og der har foregået et stort oprydningsarbejde.
De danske militære anlæg er ofte placeret i unikke og fredede naturområder.
Det er planen, at USA’s militær i første omgang skal have adgang til de tre flyvestationer i Karup, Skrydstrup og Aalborg. Her kan USA’s militær opføre nye bygninger, osv. til sine soldater og sit materiel, fastslår lovforslaget.
Miljøvurdering omfatter også mennesker og kultur
En miljøvurdering skal ikke “kun” afdække et projekts konsekvenser for natur og klima.
Den skal også redegøre for konsekvenserne for de mennesker, der bor i nærheden af baserne.
Miljøvurderingsloven er nemlig meget bredt formuleret, og slår fast at en miljøvurdering skal vurdere “… planers, programmers og projekters sandsynlige væsentlige indvirkning på miljøet, herunder den biologiske mangfoldighed, befolkningen, menneskers sundhed, flora, fauna, jordbund, jordarealer, vand, luft, klimatiske faktorer, materielle goder, landskab, kulturarv, herunder kirker og deres omgivelser og arkitektonisk og arkæologisk arv, større menneske- og naturskabte katastroferisici og ulykker”.
– En miljøvurdering skal altså også afdække, hvordan borgerne i lokalmiljøet bliver berørt. Det kan eksempelvis være ift. at føle utryghed, fordi soldaterne bliver en del af lokalmiljøet eller fordi baserne bliver potentielle bombemål, forklarer Lone Kørnøv.
En lang række lovgivninger kan sættes ud af kraft
Forsvarsministeren ønsker ikke at uddybe nærmere, hvornår og hvordan han konkret kan sætte den danske miljølovgivning ud af kraft af hensyn til samarbejdet med USA’s militær.
I bemærkningerne til lovforslaget skriver forsvarsministeren, at det er “… vanskeligt på forhånd at klarlægge, hvilke fravigelser af regler på bygge-, plan-, natur- og miljøområdet, amerikanske styrkers opgavevaretagelse i Danmark undtagelsesvis kan nødvendiggøre, ligesom der løbende under hensyn til bl.a. udviklingen i den sikkerhedspolitiske situation vil kunne opstå nye behov for at gøre konkrete fravigelser”.
Forsvarsministeren uddyber dog i bemærkningerne, at der kan være tale om at sætte bestemmelser ud af kraft i en lang række lovgivninger, herunder: “… byggeloven, planloven, miljøbeskyttelsesloven, jordforureningsloven, havmiljøloven, vandforsyningsloven, kemikalieloven og naturbeskyttelsesloven samt øvrige regler, som varetager bygge-, plan-, natur- og miljømæssige hensyn”.
Lovforslaget om de amerikanske baser i Danmark ventes at blive førstebehandlet i starten af marts.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.