Israel omtales ofte som “Mellemøstens eneste demokrati”. Men denne påstand er en illusion, der overser fundamentale aspekter af, hvordan Israel behandler både palæstinensere og ikke-jødiske borgere i Israel. Selv om der er frie valg og et parlamentarisk system, er der flere faktuelle forhold, der underminerer de grundlæggende dewmokratiske principper, der skal opfyldes, for at man kan betegne Israel som et ægte demokrati.
1. Israels ulovlige frihedsberøvelse af palæstinensere
Israel tilbageholder og fængsler tusindvis af palæstinensere uden formel sigtelse eller rettergang gennem administrative tilbageholdelser – en praksis, der strider mod international ret og grundlæggende frihedsrettigheder.
Før den 7. oktober 2023 var antallet af administrative tilbageholdelser allerede på sit højeste niveau i 20 år, men efter denne dato har Israel “markant øget deres brug af administrativ fængsling af palæstinensere på den besatte Vestbred” og tilbageholdt mere end 2.200 palæstinensiske mænd og kvinder.
Ifølge Amnesty International udsættes fangerne for alvorlige menneskerettighedskrænkelser, herunder systematisk tortur og nedværdigende behandling – en praksis, der er uforenelig med demokratiske værdier.
Så længe millioner af mennesker lever under besættelse og kollektiv afstraffelse og uden basale rettigheder, kan Israel ikke hævde at være et ægte demokrati.
Amnesty har også dokumenteret, hvordan Israel har intensiveret brugen af den berygtede kombattantlov til at tilbageholde palæstinensere fra Gazastriben uden sigtelse eller rettergang, hvilket har ført til, at de tilbageholdte har været forsvundet i længere perioder uden mulighed for kontakt med deres familier eller advokater.
Loven anses for at være ulovlig og i strid med international ret, da den bryder med grundlæggende principper om retssikkerhed og retten til en retfærdig rettergang.
Når en stat tilbageholder tusindvis af mennesker uden rettergang, fratager dem grundlæggende juridiske rettigheder og bruger tortur som et middel til at knuse modstand, undermineres enhver påstand om, at staten respekterer demokratiske værdier.
2. Israels besættelse og apartheid
Israels fortsatte besættelse og udvidelse af ulovlige bosættelser på Vestbredden udgør et klart brud på international ret. Israelske bosættere nyder fulde statsborgerskabsrettigheder, mens palæstinensere under besættelse lever under militærlov uden basale rettigheder.
Human Rights Watch og Amnesty International har konkluderet, at denne systematiske diskrimination udgør apartheid – et system, der per definition er udemokratisk.
3. Israels kollektiv afstraffelse og blokade af Gaza
Siden 2007 har Israel opretholdt en brutal blokade, der har gjort mere end 80 procent af Gazas befolkning afhængig af humanitær hjælp for at overleve. Den 15 år lange blokade af Gazastriben har i voldsom grad hæmmet områdets økonomiske udvikling samt begrænset palæstinensernes frihed og adgang til basale fornødenheder.
Dette er kollektiv afstraffelse af mere end to millioner mennesker, hvilket ikke blot er en humanitær katastrofe, men også et klart brud på demokratiske principper om frihed og menneskerettigheder.
4. Israels diskrimination af ikke-jødiske borgere
Israel definerer sig selv som en jødisk stat, hvilket skaber en strukturel skævhed i behandlingen af forskellige befolkningsgrupper. Omkring 20 procent af Israels borgere er palæstinensiske arabere, men de oplever systematisk diskrimination, både juridisk og socialt og bliver behandlet som andenrangsborgere.
For eksempel findes der over 65 love, der ifølge organisationer som Adalah – The Legal Center for Arab Minority Rights in Israel – diskriminerer ikke-jøder. Dette gælder for eksempel den kontroversielle Nation-stat-lov, vedtaget i 2018, som fastslår, at Israel er “nationens hjem for det jødiske folk”, og at kun jøder har ret til selvbestemmelse i landet.
Loven degraderer det arabiske sprog fra at være et officielt sprog og understreger, at jødiske bosættelser er en “national værdi”, der skal fremmes. Denne lov har formelt cementeret en ulige behandling af ikke-jødiske borgere og undergraver ideen om et inkluderende demokrati.
Derudover har palæstinensere i de besatte områder (Vestbredden og Gaza) ingen stemmeret ved valg til det israelske parlament, selv om Israels kontrol med disse områder har afgørende indflydelse på deres liv. Det kan også ses som et klart brud på demokratiske idealer, når millioner af mennesker under statens kontrol nægtes basale demokratiske rettigheder.
5. Israels undertrykkelse af kritikere og medier
Israels regering bekæmper aktivt kritik og uafhængig journalistik. Journalister, der rapporterer om forholdene i de besatte områder, risikerer at blive smidt ud, og NGO’er, der arbejder for menneskerettigheder, begrænses gennem lovgivning og økonomiske sanktioner.
Siden 7. oktober 2023 er mange journalister, der har forsøgt at dokumentere krigens rædsler og de humanitære konsekvenser for befolkningen i Gaza, blevet dræbt i deres arbejde, og i maj 2024 blev Al Jazeera – ét af de få internationale medier med adgang til at rapportere fra Gazastriben – smidt ud af Israel, hvilket er en klar indskrænkning af pressefriheden – en af demokratiets grundpiller.
Dette viser, hvordan Israel søger at kontrollere den internationale fortælling om konflikten og begrænse adgangen til information. Det har samtidig skabt en kultur, hvor legitim kritik af staten stigmatiseres, og hvor civilsamfundet og den offentlige debat lider under mangel på frihed, der er grundlaget for et reelt demokrati.
6. Israels patriotiske socialisering og militarisering
Israelsk samfundsliv er i høj grad præget af en massiv patriotisk socialisering, der starter allerede i barndommen og fortsætter gennem livet. Skolesystemet spiller en central rolle i denne proces, hvor læseplaner og undervisningsmaterialer fremhæver det israelske narrativ og enten marginaliserer eller helt udelader palæstinensiske perspektiver.
Ilan Pappé, der er israelsk historiker og professor, har i sin bog ”The Ethnic Cleansing of Palestine” (2006) påpeget, hvordan den israelske undervisning og offentlig diskurs ofte ignorerer eller forvrænger de palæstinensiske oplevelser, især når det kommer til Nakbaen (den palæstinensiske fordrivelse i 1948).
Pappé har også dokumenteret, hvordan israelske børn i mange tilfælde ikke bliver undervist om palæstinensernes lidelser, besættelsen eller de historiske omstændigheder omkring etableringen af Israel.
Undervisning om fred og forsoning er stort set fraværende, mens narrativer om krig, modstand og nødvendigheden af en stærk stat dominerer. Dette indebærer, at børn i høj grad lærer at identificere sig med staten og dens militære styrker, og at palæstinensere ofte fremstilles som en trussel mod statens sikkerhed og eksistens.
Denne patriotiske og militære indflydelse på uddannelsessystemet gør det svært for børn at udvikle et kritisk perspektiv på Israels rolle i konflikten. Systemet minder om de propagandaapparater, vi ser i lande som Rusland, hvor hele generationer præges af statens ensidige fortællinger.
I Israel betyder det, at børn og unge vokser op med en stærk følelsesmæssig tilknytning til staten og dens militær, men uden at få den kritiske refleksion, der er nødvendig for at udfordre eller kritisk analysere statens politikker, især over for palæstinenserne, hvilket hindrer en dybere forståelse af konfliktens menneskelige og historiske konsekvenser, hvad angår palæstinensernes lidelser.
Samtidig er militæret dybt integreret i det israelske samfund, hvor værnepligt er obligatorisk for både mænd og kvinder, og hvor militær loyalitet er en forudsætning for fuld social integration. Nægter man at aftjene sin værnepligt, risikerer man fængselsstraf.
Denne praksis betyder, at det forventes, at alle borgere støtter militæret og dets aktiviteter. De, der vælger at sige fra – ofte af moralske eller politiske grunde – risikerer ikke kun juridiske konsekvenser, men også social udstødelse og stigmatisering.
Israel er ikke et demokrati
Selv om Israel har demokratiske elementer som frie valg og en uafhængig domstol, er der altså stærke argumenter for, at landet ikke lever op til de universelle standarder for demokrati.
Et ægte demokrati forpligter sig ikke kun til at sikre formelle rettigheder, men også til at beskytte de grundlæggende principper om lighed for loven, ytringsfrihed og respekt for alle befolkningsgrupper under statens kontrol, uanset etnicitet eller religion.
Israels systematiske undertrykkelse af palæstinensere og deres rettigheder, besættelse og bosættelsespolitik samt diskrimination af ikke-jødiske borgere strider direkte mod disse fundamentale principper.
Det er på høje tid at skrotte illusionen om Israel som “det eneste demokrati i Mellemøsten” og konfrontere Israels udemokratiske strukturer, der opretholder undertrykkelse og diskrimination.
Et demokrati kendetegnes ikke kun ved frie valg og institutionelle rammer, men er også defineret af, hvordan staten behandler sine mindretal, sine undertrykte befolkninger og dem, der ikke har magt.
Så længe millioner af mennesker lever under besættelse og kollektiv afstraffelse og uden basale rettigheder, kan Israel ikke hævde at være et ægte demokrati.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.