Der er brug for en STÆRK BEVÆGELSE TIL FORSVAR FOR CUBA – ikke en ny organisation, men solidaritet med Cuba bredt i alle mulige organisationer. Derfor er denne udtalelse mest af alt en appel – kald det gerne et råb om hjælp og støtte fra Cuba og Cubas venner til alle om at bakke op, støtte i ord og i handling! Fagforeninger, partier, fredsbevægelse, klimabevægelse, læger og andre sundhedsarbejdere med og uden grænser, kulturpersoner, sportsfolk – amatører som professionelle – erhvervsliv, FN, menneskeretsorganisationer, jurister, lærere, pædagoger, foreninger for børn og unges rettigheder og velfærd.
Donald Trump blev indsat som USA’s præsident den 20. januar, og den 21. januar havde han underskrevet så mange FN-stridige dekreter, der også strider mod al international ret.
Politikere i den vestlige verden ved ikke, hvilket ben de skal stå på, mens politikere og ledere i nogle latinamerikanske lande klart og vredt betegner hans politik som fascistisk. Demokrati, international ret og FN’s ukrænkelige pagt bliver i stigende grad trådt under fode.
Cuba har nu brug for verdens solidaritet.
Som venner af Cuba er vi stærkt bekymrede.
63 år med en ødelæggende økonomisk, finansiel og handelsmæssig blokade – iværksat af USA, men med omfattende skadelige konsekvenser for tredjelande, der handler med Cuba, har lammet og udsultet det cubanske samfund så voldsomt, at levevilkårene er i bund, og landets ellers så berømmede sundhedsvæsen må se til, at menneskeliv går unødigt tabt.
Vi glædede os den 14. januar, da den afgående præsident Biden fjernede Cuba fra USA’s liste over lande, som – alene ifølge USA – støtter terrorisme. Det var et vigtigt skridt, selv om det ikke fjernede den handelsmæssige og økonomiske blokade mod landet. Men vi og Cuba vidste, at faren for, at Trump på et tidspunkt igen ville sætte Cuba på denne liste, var stor. Og bekymringen var velbegrundet: Allerede samme dag, som han blev indsat, tog Trump beslutningen om atter at sætte Cuba på listen over terroreksporterende lande – uden på nogen måde at begrunde det.
Dertil har han udnævnt Marco Rubio som USA’s udenrigsminister. Dermed har han overladt magten og ansvaret for USA’s cubapolitik til en ekstrem højreorienteret politiker, som i årtier har tilhørt inderkredsen af det eksilcubanske samfund i Miami, der køber sig politisk indflydelse ved valgene, og som har finansieret og stået bag for terroraktioner mod Cuba, der har kostet over 2100 dødsofre.
Marco Rubio var senator under Trumps første fire år som præsident og havde sammen med John Bolton meget stor indflydelse på Trumps politik, der udmøntede sig i 243 stramninger af blokaden mod Cuba fra 2017 til 2021.
Danmark bør bruge sin plads i FN’s Sikkerhedsråd til at afvise Trumps og Rubios makabre og illegale politik over for Cuba – og i stedet gennem EU, og selvstændigt fra Danmark fremme dialog, samarbejde og samhandel med Cuba.
Cuba har gennem årtier været en frontløber i kampen for solidaritet og en bedre verden.
Cuba har udsendt læger, lærere og ingeniører til alverdens fattige lande og katastrofeområder.
Cuba har nu brug for verdens solidaritet.
Brug denne appel til at udløse solidaritet med Cuba og styrke kampen for en bedre verden med fred og samarbejde!
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.