Kronik
Man skal bekende sine synder. Og jeg gør det gerne, fordi det giver mig mulighed for at udvikle mine forskningsbaserede synspunkter. Det kommer næppe til at gøre den store forskel i en større sammenhæng, men i det mindste kan jeg formidle noget, som ligger nærmere en sandhed, end det som ellers er mainstream, og som dels kolporteres i medierne og af en lang række forskere, dels findes som en samfundsbåret forestilling.
I efteråret 2024 skrev jeg en (alt for) lang kritisk kommentar til Pisa, som markedsføres som et internationalt program til undersøgelse af 15-åriges skolepræstationer, som angiveligt gør det muligt at sammenligne på tværs af alle mulige skel og grænser, men hvis væsentligste funktion efter min forskningsbaserede overbevisning er dels at forhindre at nogen får indsigt i skoleelevernes standpunkter, dels at fremme en skolepolitik, der forstærker forskelsbehandlingen af eleverne. Jeg står ikke alene om den overbevisning.
Pisa er et offentligt finansieret initiativ, som udbydes af foreningen OECD, som nationalstater kan være medlem af og finansiere, men hvor de enkelte medlemsstater ikke har nogen indflydelse på noget som helst, og hvor de enkelte indbyggere i medlemsstaterne har endnu mindre indflydelse.
Skolepolitikkens svar på japanpileurt
I min kritiske kommentar kalder jeg Pisa for skolepolitikkens svar på den stærkt invasive japanpileurt: Bedst som man tror, man har fået skovlen under den, stikker den hovedet frem i forandret skikkelse. Men det er forkert. Det er den synd, jeg vil bekende.
For det første ændrer Pisa ikke skikkelse, uanset hvor og hvornår den stikker hovedet frem. Det er det samme igen og igen i en uendelighed. Hele undersøgelsen er lagt til rette på en måde, som indebærer, at alting skal være ensartet hele tiden. Forudsætningen for en af de væsentlige pointer i min kritiske kommentar er netop det ensartede (eller ensformige), som opretholdes stædigt og begrundes med, at det er en forudsætning for, at de opnåede såkaldte resultater kan sammenlignes.
Men min pointe er, at netop den tilstræbte ensartethed sikrer, at de såkaldte resultater ikke kan sammenlignes. Og tilmed sikrer at ingen kan vide, om de udførte såkaldte undersøgelser faktisk blev udført ensartet. Det fører for vidt at gentage argumenterne. Kun kan jeg gentage pointerne.
For det andet havde ikke gjort min research tilstrækkeligt omhyggeligt og overset, at der minsandten findes en anden slags Pisa, hvilket gør denne kronik rimelig. Efter et referat i et svensk dagblad, hvor Sverige fremhæves, blev jeg opmærksom på, at der findes, hvad man kunne kalde en voksen-Pisa.
Alting, forudsætninger, undersøgelser, fremgangsmåder, er præcis som i Pisa. I stedet for skoleelevers standpunkter er det voksnes kompetencer, der påstås målt og sammenlignet. Undersøgelsen – Pisa i en anden udgave – har betegnelsen PIAAC, Program for the International Assessment of Adult Competencies. På dansk: Programmet til den internationale bedømmelse af voksenkompetencer.
PIAAC: Pisa for voksne
PIAAC er indrettet præcis som Pisa, hvad angår næsten alt. Der tages en stikprøve af voksne, hvis standpunkter måles ved hjælp af standardiserede tests, og hvis sociale baggrund undersøges ved hjælp af lige så standardiserede interviews. Alt er det samme. Det er tilstræbt, at alt er det samme.
Forestillingen er, at kvaliteten af de såkaldte resultater af de såkaldte undersøgelser afhænger af, at enhver såkaldt undersøgelse foretages med nøjagtigt de samme redskaber og på nøjagtigt den samme standardiserede måde.
Den såkaldte undersøgelse ligger med andre ord inden for rammen af en filosofisk tilgang betegnet instrumentel positivisme, og fordi de fleste nok vil nikke bifaldende til, at samme test til alle sikrer ensartede vilkår, ses det samtidig, hvordan forestillingen er ganske udbredt. Den er bare helt forkert.
Ved at lægge ansvaret for udførelsen på metoden, på ensartetheden, på gentagelsen, sikres det, at ingen begynder at tænke selv. Det er tilsyneladende meget vigtigt, at hverken den, der deltager i den såkaldte undersøgelse som undersøger, eller den, der deltager som undersøgt, tænker selv, behøver at tænke selv, må tænke selv, afkræves at tænke selv.
Forestillingen er, at der med en standardiseret metode bliver tale om neutrale undersøgelser. Sagen er dog, at for det første passer det ganske enkelt ikke. Samme metode anvendt universelt sikrer usammenlignelige og desuden ikke-reproducerbare resultater.
Dette skyldes blandt andet, at de forhold, hvorunder undersøgelsen foretages, har indflydelse på, hvordan undersøgelsen må foretages. Desuden sker der en sortering af deltagerne i forhold til deres indstilling til at deltage i en undersøgelse under de givne betingelser, som aldrig medreflekteres.
Dels indebærer det en sortering efter sociale forhold, dels og fordi politisk overbevisning tendentielt fordeler sig systematisk efter sociale forhold, indebærer det samtidig en sortering efter politisk overbevisning. Alle forhold er med andre ord ude af kontrol, og der tages ingen forbehold for dem i forbindelse med behandlingen af indsamlede data og produktionen af de såkaldte resultater af Pisa.
Så Pisa leverer såkaldte resultater med en postuleret systematik, som netop på grund af alle postulaterne om ligebehandling og ensartethed sikrer præcis det modsatte. Ingen del af de såkaldte undersøgelser er systematisk, ingenting af det, som produceres, kan sammenlignes eller reproduceres.
Og i grunden viser Pisa ingenting, skønt der ser ud til at være en udbredt overbevisning om det modsatte, også for eksempel om at, hvis det endelig skulle forholde sig sådan, at eksempelvis de rankninger af nationer, som er en del af Pisa-konceptet, ikke gælder, så står den enkelte elevs præstation vel til troende.
Men heller ikke det er tilfældet. Pisa viser ingenting. Det konkluderede afdøde professor Staf Callewaert på blandt andet en stor konference allerede i december 2004, sekunderet af en anden afdød gigant, professor Erik Jørgen Hansen. Og det gælder stadig. Pisa er et fupnummer.
Ingen del af de såkaldte undersøgelser er systematisk, ingenting af det, som produceres, kan sammenlignes eller reproduceres.
PIAAC er udviklet som den anden side af et øget krav om livslang læring (læs: livslang undervisning), og alle de ovenstående forhold og kritikpunkter gælder også her. Ifølge Wikipedias beskrivelse blev Pisa udført første gang i år 2000. Og den blev som nævnt umiddelbart stærkt kritiseret. Ud over de ovenstående grundlæggende forhold gjaldt kritikken især de statistiske metoder og behandlingen af de indsamlede data.
I en parentes kan det nævnes, at skønt lederen af Pisa, Andreas Schleicher, er uddannet statistiker og dermed må være vidende om statistikkens mangler, har kritikken ikke haft nogen indvirkning på databehandlingen. Det spiller altså ikke nogen rolle. Og helt generelt indebar kritikken ikke, at noget som helt blev ændret. Pisa fortsatte som en damptromle. Og i stedet for at lytte til kritikken udviklede OECD derefter PIAAC. Ifølge Wikipedias beskrivelse blev de første data fra PIAAC frigivet i 2013, cirka ni år efter Callewaerts og Hansens kritik.
Disse to såkaldte undersøgelser, dels af skoleelevers, dels af voksnes kompetencer, sikrer, at ingen ved noget om skoleelevers respektive voksnes kompetencer. Dermed sikres det, at hvis alle gør, som de skal, bliver ingen elev eller voksen kompenseret for deres eventuelt manglende kompetencer.
Skønt de færreste undervisere lader sig styre, er det alt for skrøbeligt, at fornuft i undervisningssystemet er afhængig af civil ulydighed. Tænk for eksempel på det franske skolesystem, hvor samtlige skoler underviser i det samme på samme tidspunkt. Standard er virkelig en dyd. Og selv Copilot, som er indbygget i min pc, mener, at “Dette system sikrer, at alle elever får en ensartet uddannelse, uanset hvor de bor i Frankrig”. Der er tale om en udbredt misforståelse.
Desuden gælder det, at samtidig med at ingen får noget systematisk at vide, står Pisa og PIAAC effektivt i vejen for, at der foretages fornuftige undersøgelser til at belyse forholdene. I det mindste hvis staten skal betale. Fordi staten allerede har finansieret Pisa, er sandsynligheden for, at nogen kan undersøge forholdene med en alternativ tilgang, for eksempel videnskabeligt, minimal. Dette afspejles også i såvel udbuddet af forskningsmidler som i, hvordan den pædagogiske forskning efterhånden er indrettet, ikke alene i Danmark og i Europa, men i hele verden.
Undersøgelser som Pisa og PIAAC har den funktion, at de sikrer, at undervisningssystemet fortsætter med at være til gavn for de allerede privilegerede og til ulempe for de allerede ikke-privilegerede. Elever og studerende sorteres i forhold til allerede eksisterende sociale forskelle, men så det ser ud som om, det bygger på flid og dygtighed. Dette forstærkes af Pisa og PIAAC. Samtidig med at være fupnumre medvirker både Pisa og PIAAC til at forstærke skolesystemets socialt sorterende funktion og dermed til at forstærke en social ulighed.
Og imens hærger kapitalen frit.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
Tak til alle, der bidrog til at indsamlingen til Arbejderen kom i mål i 2024
100% af 750.000 DKK
751.152 DKK nået totalt
751.152 DKK nået totalt
STØT
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød journalistik:
MobilePay: 87278
