Kronik
Dette skriv er et forsøg på at invitere venstrefløjen til venstre for Enhedslisten til at skabe et samarbejde, som bygger på fælles handling og debat. Først vil vi lige sætte scenen.
Et langt træk mod højre
Enhedslisten er gennem de sidste mange år blevet mere og mere gennemsyret af den grundlæggende reformistiske verdensanskuelse, at forandringer kommer via forhandlinger i Folketinget. Det har haft betydning for partiets selvforståelse, politiske udsyn og medlemsbasen. Det er en udvikling, man kunne beskrive som overgangen fra et græsrodsparti til et vælgerforeningsparti.
Når vi ser på, hvordan man er aktiv i Enhedslisten og på partiets ideologiske udsyn, har Enhedslisten tilnærmet sig de almindelige parlamentariske partier. Enhedslisten har skrevet revolutionen ud af partiprogrammet, og Pelle Dragsteds Nordisk socialisme handler basalt set om at få lov at købe ind i Brugsen frem for Netto.
Enhedslisten har opgivet ideen om grundlæggende forandringer, og man bruger al sin tid og fokus i Folketinget. Enhedslisten har accepteret den imperialistiske orden med NATO og Vesten i spidsen; man har accepteret det militære system, der opretholder den enorme ulighed, som præger det globale samfund.
Systembevarende, mens systemet er på katastrofekurs
Dette er sket, samtidig med at det system, vi lever under – vores måde at producere på og fordele magt og rigdom på, kapitalismen – aldrig har været på en mere synlig katastrofekurs over for natur og mennesker, end det er nu. Og rigtig mange mærker det. Vi ser alle naturen blive smadret for profit. Vi ser velfærden forsvinde af samme grund. Vi er vidne til, at uligheden stige dramatisk.
Vi skal først og fremmest bygge en venstrefløj, der har sine rødder i bevægelserne og i arbejderklassen. Vi skal ikke gentage den fejl at gøre det parlamentariske spil vigtigere end almindelige menneskers kamp.
Enhedslisten er som lignende partier af samme venstrereformistiske støbning, Die Linke i Tyskland og Rødt i Norge, gledet den samme vej – den parlamentarisk-reformistiske, ufarlige vej med gode jobs og gode karrieremuligheder – men har dermed overladt almindelige mennesker til den logiske konklusion, at det er lettere at tro på et fundamentalt kollaps for vores økosystemer end at tro på en social revolution. Og deri ligger kimen til at forstå højreekstremismens fremmarch.
Svækkelse af kampen i hverdagen
Den anden konsekvens af Enhedslistens parlamentariske overfokusering er, at organiseringen i arbejderklassen og i de folkelige bevægelser er blevet svækket. Klassekampen går op og ned, det kan venstrefløjen ikke ændre på, men når folk vil slås mod ulighed og uretfærdighed, er det vigtigt, at der er en venstrefløj til at styrke og udbrede kampen. Vi så det med tyveriet af store bededag og OK23. Vi så det med våbenstøtte til Ukraine og kampen mod folkemordet og besættelsen i Palæstina.
Vi kan konstatere, at der er et mindretal, der vil slås, men hvis ikke venstrefløjen er til stede, så løber energien og mulighederne ud i sandet. Vi har brug for en venstrefløj, der har fokus på at understøtte og sprede kimene til modstand mod et umenneskeligt system, så folk ikke føler sig alene.
Hvordan kan vi komme videre herfra?
Med splittelse i Enhedslisten er der mange, som taler om, hvad der er brug for for at genrejse en stærk, revolutionær stemme i arbejderklassen og samfundet generelt. Vi er mange, der deler ønsket om at skabe mulighed for både at tale og handle sammen blandt folk, der vil slås mod kapitalismen. Vi i Internationale Socialister kalder det et antikapitalistisk forum. Om et sådant forum kan udvikle sig til noget, som på sigt også kan stille et parlamentarisk alternativ op, det må fremtiden afgøre.
I dette arbejde er det vigtigt at huske, at flertallet af verdens befolkninger faktisk har stor interesse i at skabe et antikapitalistisk alternativ – et alternativ til militarisering, klimakollaps og den galoperende racisme og højreekstremismens fremmarch såvel som stress, ulighed og undertrykkelsesstrukturer. Så det er ikke kun inden for rækkerne af de eksisterende revolutionære organisationer, at modstanden findes. Den findes hos mange tusinde ikke-organiserede aktivister i Palæstinabevægelsen, klimabevægelsen, i antiracistiske og flygtningevenlige netværk og det noget udefinerede, men udbredte ønske om fred.
Genopbyg ideen om socialisme fra neden
Vi skal genopbygge den forståelse på venstrefløjen, at vi som almindelige mennesker og arbejdere kan gøre andet end at vente på næste valg – vi har udenomsparlamentarisk magt (modmagt og modstand). Vi er de mange – de er de få, som den britiske socialist Jeremy Corbyn sagde i sine velmagtsdage. Det handler selvfølgelig om demonstrationer og strejker, men også konkret handling sammen med andre i vores nærområde og på vores arbejdspladser, når der er selvtillid til at gøre noget der. Sådanne små sejre er med til at stimulere en bredere opbakning og vise, at vi måske ikke blot kan se stiltiende til, men at almindelige mennesker – i al deres mangfoldighed – faktisk har en rolle at spille.
Vi skal først og fremmest bygge en venstrefløj, der har sine rødder i bevægelserne og i arbejderklassen. Vi skal ikke gentage den fejl at gøre det parlamentariske spil vigtigere end almindelige menneskers kamp.
Som det ser ud nu, er venstrefløjen til venstre for Enhedslisten ikke sammentømret eller enig nok til at starte en ny fælles organisation. Vores strategiske uenigheder og til tider forskellige analyser vil blot føre til lange, frugtesløse diskussioner og vil nemt ende i en blindgyde. Vi skal derimod starte med at organisere os sammen om de ting, vi kan blive enige om, og så udvikle vores samarbejde og debatter derfra.
Store bevægelser som Palæstina-bevægelsen lærer folk, der er aktive i den en hel del om politik, magt og solidaritet. I levende bevægelser bliver forskellige tendenser og tilgange testet af. Målet må være at bygge en venstrefløj, som er organisk forbundet med bevægelsen – altså som på den ene side er aktivister i bevægelsen og på den anden side har nogle bud på vejen frem, hvilket vil sige ikke altid at være enige med hovedlinjen i bevægelsen. Et sådant aktivt samarbejde vil kunne spille en afgørende rolle i udviklingen af et nyt fundament for fremtidens venstrefløj.
Vi vil foreslå, at forskellige organisationer, om de er politiske partier eller bevægelser, taler sammen om den nuværende situation og finder ud af, om de synes, at sådan et antikapitalistisk forum/venstrefløjsalliance/enhedsfront (kært barn har mange navne) er en god ide. Og i så fald hvordan den skal formes og afgrænses. I vores optik skal samarbejde både være et diskuterende og et handlingsorienteret fællesskab. Vi ser umiddelbart fire områder, som vi kunne enes om at organisere på:
- Kamp mod racisme, fascisme og højreekstremisme
- Kamp for klimaretfærdighed
- Klassesolidaritet og klassekamp
- Palæstina-solidaritet og kamp mod krig og imperialistisk rivalisering
Hvordan kan vi i fællesskab tage initiativer, som styrker de aktuelle kampe? Vi kunne starte med Palæstinasolidariteten, og hvordan man kan forankre den lokalt og i forskellige miljøer. Vi kunne også i fællesskab kaste kræfter ind i kampen mod racisme og forstærke de antiracistiske netværk, der allerede findes. På sigt kan vi også forholde os til modstanden mod militarisme og den interimperialistiske rivalisering – for eksempel i forhold til Ukraine og lige nu også Grønland – og konkret støtte og give politisk opbakning til ting, der sker i klassekampen på arbejdspladserne – for eksempel OK25 og enkeltstående strejker.
Vi tror, det er vigtigt at fastholde et tydeligt fokus på klassekamp, da der på grund af det lave klassekampsniveau kan være tendens til at glemme, hvor afgørende arbejderklassens kollektive handling er. Gennem denne kan man se konturerne af en reel udfordring af magthavernes magt og en grundlæggende systemforandring.
Det er vores håb, at I vil være med til at vende venstrefløjens krise til fremgang.
Vi har inviteret til debat om fremtidens venstrefløj den 25. januar 2025 klokken 17-19:30 i Christianshavns Beboerhus.
Kammeratlig hilsen, Hans Verner Klausen, Jens Andersen, Asbjørn Valhøj, Anna Wolf, Carla Naur Nørremølle, Charlie Lywood, Jesper Juul Mikkelsen og Lene Junker, alle medlemmer af Internationale Socialister.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
Tak til alle, der bidrog til at indsamlingen til Arbejderen kom i mål i 2024
100% af 750.000 DKK
751.152 DKK nået totalt
751.152 DKK nået totalt
STØT
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød journalistik:
MobilePay: 87278
