For nøjagtig 13 måneder siden underskrev udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen en aftale med USA, om at USA kan få lov til at oprette tre militærbaser på dansk jord. En på Flyvestation Skrydstrup, en på Flyvestation Karup og en på Flyvestation Aalborg.
Selvom aktive kræfter i fredsbevægelsen og enkelte politiske partier har forsøgt at råbe op om dette alvorlige brud med årtiers dansk politik, om at der ikke må udstationeres fremmede tropper på dansk jord i fredstid, har en egentlig folkelig debat været fraværende.
I den kommende tid er det sidste chance for at forhindre, at Folketinget godkender aftalen, og den dermed kan sættes i kraft. I løbet af de kommende par måneder kommer et lovkompleks til afstemning. Det har til hensigt at tilpasse en lang række love, så baseaftalens konsekvenser inkorporeres i dansk lovgivning. Vedtages lovkomplekset, er de tre militærbaser en realitet.
For denne avis’ læsere er argumenterne mod en baseaftale ikke ukendte. Arbejderen har lige fra dag ét efter baseaftalens indgåelse forsøgt at rejse til debat og modstand. Regeringen og et overvældende folketingsflertal har imidlertid anset sagen som en formalitet, som en ren walkover, hvor man ikke engang behøver at stille op til kamp.
Hvis NATO og Danmark betragter den nuværende situation som “ikke en fredstid”, betyder det så accept af atomvåben på dansk jord, hvis USA får sine baserettigheder?
Men hvis Trumps nylige trusler har sat regeringen i en yderst penibel situation, hvad angår Grønland, så burde truslerne også skabe panik, når det kommer til aftalen om de tre amerikanske militærbaser.
Det store spørgsmål, vi må stille i disse dage, er simpelt:
Hvordan er det muligt, at det officielle Danmark vil give en udenlandsk magt, der åbent og utilsløret udsender militære trusler mod Rigsfællesskabet, ret til at agere, som det passer den på dele af dansk territorium? Hvordan er det muligt, at man bukkende og skrabende vil åbne dørene på vid gab for, at USA kan udstationere mandskab, personel, militært udstyr og soldater på dansk jord, samtidig med at den kommende præsident udsteder trusler?
Spørgsmålet burde blinke som et kæmpe advarselslys – også for dem der indtil nu ikke har tillagt baseaftalen nogen særlig betydning.
Samtidig er der også skabt fornyet tvivl om regeringens forsikringer om, at baseaftalen ikke rokker ved dansk atomvåbenpolitik. I et svar kort før jul til aktive kræfter i Fredsinitiativet skriver forsvarsminister Troels Lund Poulsen:
“Aftalen ændrer ikke dansk atomvåbenpolitik, som indebærer, at atomvåben ikke accepteres på dansk territorium under de nuværende omstændigheder – dvs. i fredstid.”
Det er en gentagelse af kendte standpunkter – dog uden at nævne, at USA aldrig tillader inspektion af sine militære installationer.
Tidligere i denne uge udtalte statsminister Mette Frederiksen så i forbindelse med et NATO-møde:
“Vi kan ikke længere tænke, at vi er i en fredstid.”
Hvis ikke vi er i fredstid, hvad er vi så? I krigstid? I en mellemkrigstid eller mellemfredstid?
Med andre ord:
Hvis NATO og Danmark betragter den nuværende situation som “ikke en fredstid” – og det er som bekendt ikke på baggrund af Trumps trusler! – betyder det så accept af atomvåben på dansk jord, hvis USA får sine baserettigheder?
Spørgsmålene stiller sig i den grad i kø her op til, at baseaftalen skal udmøntes i lovgivning og dermed træde i kraft.
Det giver fornyet grobund for i sidste øjeblik at få en debat med henblik på at få lagt aftalen til side og få den revet i stykker. Det er simpelthen for farligt at acceptere den!
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
