KØBENHAVN: Post fra anno 2050
Eftermælet for de nuværende magthavere vil gå fra dyb undren til fordømmelse. En del – de heldigste – er døde, når klimakatastroferne for alvor viser sig, mens en større gruppe skal tilbringe deres otium med at reflektere over, hvorfor de påtog sig en opgave, som de ikke var i stand til at begribe – og måske ikke reelt ønskede at løse.
I dag tror et flertal af politikere, at de har nøglen til at afværge en klimakatastrofe. Det er blot et spørgsmål om teknologi. Det CO₂, der bliver udledt fra fossil afbrænding, kan bare hentes ud af røgen og skabe nye CO₂-neutrale biobrændstoffer, der kan bruges i både fly og skibe. Hovedopgaven er derfor begrænset til at bygge flere diger, så de menneskeskabte værdier kan beskyttes.
Ledende politikerne har i ramme alvor forklaret, at temperaturen først stiger lidt og kun udfordrer de planetære grænser – og der dør et par insekter og planter i ny og næ – men det har ikke den store betydning, for snart efter vil den igen falde. Så livet går videre, og samfundet kan fortsætte ufortrødent med et stort forbrug – og med et CO₂-udslip, der er under kontrol.
I slipstrømmene på klimadebatterne kommer der af og til halvhjertede opfordringer fra regeringer om at spise mindre kød, flyve lidt mindre og forbruge lidt mindre. Men disse nyttige tiltag bliver effektivt modarbejdet af de samme politikere, der ønsker fortsat vækst og skaber støtteordninger til animalsk landbrug og øget flytrafik. Samtidig tillader man forurening af vandløb, søer og havmiljø – ja selv grundvandet fyldes med kemikalierester.
Når man tænker tilbage på fortidens mange grusomme regimer, stiller man sig ofte det spørgsmål, hvorfor hele det magtfulde statsapparat lod sig misbruge til at realisere få menneskers ønske om magt. Undskyldninger vil der være mange af – men det nådesløse svar vil være, at det var nemmere at gå med strømmen end mod. Disse administratorer må siden leve med skyld og skam – eller fortrænge deres (u)gerninger.
Man kan have ondt af de nølende politikere. For det er svært at gøre op med en stålsat ledelse og et partiprogram, der ikke er til at misforstå. Men vi lever ikke i 30’ernes Tyskland eller under Stalins brutale regime. Vi har ikke dødsstraf, og ingen risikerer at blive sendt med enkeltbillet til Sibirien. I dag handler det først og fremmest om et opgør med den overskuelige og bekvemme idé om blot at fortsætte den kendte politik og afværge besværlige krav om fornyelse.
Men hvordan ville det se ud, hvis vi modtog post fra en befolkning i 2050, som lever med det samfund, som vi lagde grunden til i 2025? Er de forstående og tilgivende over vores manglende evne til at håndtere problemerne – eller er de fyldt med sorg, vrede og skuffelse?
Klimapåmindelsens næste oplægsholder giver et bud.
Tim Wodskou, Scientist Rebellion, Rigsdagsgården, torsdag den 16. januar klokken 8:30-9:30.
