Grønland og den grønlandske befolkning er i disse dage og uger blevet kastet brutalt ind på den storpolitiske scene.
De knap 57.000 indbyggere og deres store ø forsøges gjort til et forhandlingsobjekt, til en brik som efter forgodtbefindende kan rykkes rundt på imperialismens store skakbræt.
Under kæmpe mediebevågenhed foretog Donald Trumps søn tirsdag et lyn-“turistbesøg” i Nuuk, og i et veltilrettelagt propagandashow i Grønland og fra Trumps residens i Florida blev det skåret ud i pap, at den kommende amerikanske præsident er klar til at sætte trumf på. Her afviste han ikke at benytte økonomisk eller militær magt for at få fat i Grønland. Under pressemødet faldt disse ord, gengivet fra TV2 nyheder:
En journalist spørger: Kan du forsikre verden om, at mens du prøver på at få kontrol over de områder (Grønland, Panama, red.), så vil du ikke bruge militær eller økonomisk tvang:
– Nej, afbryder Trump.
Journalisten fortsætter: … og kan du fortælle os lidt om, hvad din plan er? Vil du forhandle en ny traktat på plads?
– Nej, jeg kan ikke forsikre dig… du taler om Panama og Grønland… jeg kan ikke forsikre dig om nogen af delene. Men jeg kan sige det her: Vi har brug for dem for økonomisk sikkerhed.
For rullende kameraer fremkommer USA’s kommende præsident – ikke Putin – med åbenlyse militære og økonomiske trusler mod Grønland og det danske Rigsfællesskab.
Statsminister Mette Frederiksens kommentar? “USA er Danmarks vigtigste allierede. Det ændrer diskussionen i dag ikke på.”
Det er et uhørt, absurd og helt igennem nykolonialistisk drama, som Grønland er kastet ud i.
Grønlændernes ret til selv at bestemme deres fremtid må uforbeholdent støttes, og enhver form for indblanding, enhver form for afpresning og bestikkelse, som de udsættes for, må fordømmes. Uanset om den kommer fra USA eller Danmark eller andre steder fra.
Formanden for det grønlandske selvstyre Múte B. Egede og adskillige grønlandske politikere har slået fast med syvtommersøm, at Grønland ikke er til salg. Múte B. Egede gentog efter Trump-pressemødet tirsdag, hvad han også sagde i sin nytårstale, nemlig at “Grønland er grønlændernes”. Og han kaldte – modsat Mette Frederiksen – Trumps kommentarer for “alvorlige udmeldinger”.
Inden for få måneder skal der være valg til det grønlandske parlament Inatsisartut. Spørgsmålet om selvstændighed stod allerede før de seneste dages udvikling højt på den politiske dagsorden. Det er ikke urealistisk at forestille sig en folkeafstemning i Grønland om selvstændighed inden for en overskuelig tidsramme. Ifølge den selvstyreaftale, der regulerer Grønlands forhold i Rigsfællesskabet, skal det danske Folketing efterfølgende godkende dette.
Med selvstyreaftalen har Danmark officielt anerkendt, at Grønland er et eget folk i henhold til folkeretten. Alligevel stikker kolonialismens tankegang dybt hos magthaverne på Christiansborg. Visse politikere vil tilmed ikke garantere, at de vil nikke ja, hvis en grønlandsk beslutning om selvstændighed kommer til afstemning i Folketinget.
På det mere strukturelle plan er Grønland stadig udelukket fra adskillige fora og sammenhænge, hvor der træffes beslutninger, der vedrører Grønland. Enkeltsager som den uhyrlige spiralskandale, som Múte B. Egede har kaldt folkemord, er eksempler på, at kolonialisme ikke hører en fjern fortid til.
Den tonedøvhed og arrogance, som den danske regering lægger for dagen, gør det mere end forståeligt, at selvstændighed rykker højere op på Grønlands politiske dagsorden. Dermed er de danske magthavere selv ved at sætte Rigsfællesskabet over styr.
Den danske stats århundredlange mishandling af Grønland og den følelse af at blive set ned på og udnyttet, som den har medført, forsøges nu misbrugt af den kommende amerikanske præsident og kredsen omkring ham til at tale for Grønlands selvstændighed, naturligvis med henblik på at tage over, hvor dansk kolonialisme og imperialisme hører op.
Trump har allerede betegnet Canada mod nord som en ny mulig delstat i USA. Mod syd har han krævet Panama-kanalen tilbage til USA. Under dække af kamp mod narko og narkokarteller har han optrappet retorikken mod Mexico. Og så er der Grønland.
Set fra det kriseramte amerikanske imperiums udsyn ser kloden sådan ud, at der rundt om imperiet, i randen af det, ligger en række stater og vigtige faciliteter. Kan de mon på en eller anden måde kobles tættere til? Eller kan truslen om det benyttes som et forhandlingskort, når økonomiske og politiske aftaler skal i hus?
Set fra Christiansborg er situationen den indlysende, at hvis Danmark “mister Grønland”, mister vores miniputland også næsten enhver udenrigs- og sikkerhedspolitisk betydning i NATO-alliancen.
Set fra Nuuk er situationen den vanskelige, at når Grønland gøres til en brik i et geopolitisk spil om ressourcer, vandveje med videre, så bliver det ekstremt svært at vælge sin egen vej og forsvare den.
Grønlændernes ret til selv at bestemme deres fremtid må uforbeholdent støttes, og enhver form for indblanding, enhver form for afpresning og bestikkelse, som de udsættes for, må fordømmes. Uanset om den kommer fra USA eller Danmark eller andre steder fra.
Fokus må være på at finde former for, at grønlænderne reelt og i praksis får mulighed for at håndhæve deres ret til national selvbestemmelse.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.