På blot to uger har islamistiske grupper overtaget magten i Syrien, og Bashar al-Assad har forladt landet. Denne gang har gruppen af islamiske krigere kaldt sig for Hayat Tahrir al-Sham, forkortet HTS. Gruppen udspringer af det, der tidligere i borgerkrigen hed Nusra-Fronten, og som dengang var forbundet til al-Qaeda.
Det er dog de samme jihadister, som begik frygtelige forbrydelse under den syriske borgerkrig. Efter en periode med relativ ro siden den blodige borgerkrigs højdepunkt i 2010-2015, markerer HTS’ hurtige fremrykning og magtovertagelse, en ny fase i konflikten.
Men hvad ligger bag denne magtovertagelse? Er det blot en ny bølge af jihadisme, eller spiller stormagterne igen deres skjulte roller i det syriske teater?
Derfor vækker det en uundgåelig mistanke i mig i forhold til, at disse jihadistiske grupper ikke handler uden hjælp fra de vestlige efterretningstjenester.
I den blodige borgerkrig fra 2010-2015 var Assad afhængig af støtte fra netop Rusland, Iran og Hizbollah for at kunne modstå presset fra diverse oprørsgrupper. I dag står de imidlertid over for egne udfordringer. Hizbollah-bevægelsen i Libanon, som lige nu er svækket efter krigen mod Israel. Iran balancerer mellem interne uroligheder, økonomiske sanktioner og sin egen langvarige konflikt med Israel.
Samtidig er Bashar al-Assads måske vigtigste allierede – Rusland – travlt beskæftiget i Ukraine og har sin egen kamp kørende med NATO. Den syriske hær har selvfølgelig været hårdt ramt af den blodige borgerkrig og har været drænet af ressourcer og kampgejst. Dette kunne muligvis være en forklaring på jihadisternes hurtige magtovertagelse.
Det er dog påfaldende, at HTS’ angreb kommer i kølvandet på en våbenhvile mellem Israel og Hizbollah, en timing, der virker alt andet end tilfældig. Endnu mere bemærkelsesværdigt er, at jihadistiske grupper som HTS aldrig har rettet deres våben mod Israel, der ellers er en erklæret “fjende” i deres ideologiske narrativ
I den forbindelse er det også vigtigt at have in mente, at bare siden oktober 2023 har Israel bombet Syrien 220 gange. Dette rejser spørgsmål om, hvorvidt disse jihadistiske grupper agerer helt på egen hånd.
Historien om den syriske borgerkrig er nemlig fuld af eksempler på vestlig involvering. Hvis vi for en kort stund husker tilbage til 2011, hvor tusindvis af fanatiske islamister rejste fra de vestlige lande (heriblandt 110 islamister fra Danmark) til Syrien for at vælte Bashar Al-Assad. Dengang kunne man se, at amerikanerne trænede islamisterne i Jordan og Tyrkiet, og Israel bidrog med lægehjælp til sårede IS-krigere fra Syrien og behandlede dem på israelske hospitaler.
I samme periode opfordrede Frankrigs præsident Nicolas Sarkozy, Tysklands kansler Angela Merkel og Storbritanniens premierminister David Cameron Assad om at træde tilbage. Både Sarkozy og Cameron ville gå endnu længere, og begge ledere var fortalere for en decideret militæraktion uden om FN.
Derfor vækker det en uundgåelig mistanke i mig i forhold til, at disse jihadistiske grupper ikke handler uden hjælp fra de vestlige efterretningstjenester. Deres formål er måske ikke at oprette et kalifat for at bekæmpe Israel eller være et bolværk mod vestlig indflydelse i Mellemøsten. Måske er sandheden, at de bliver støttet – direkte eller indirekte – som et middel til at underminere regimer, der ikke passer ind i Vestens agenda.
I den forbindelse skal vi nemlig huske på, at Assads Syrien var det eneste arabiske land, som havde et godt forhold til Hizbollah i Libanon og til det iranske styre. Hizbollah-bevægelsen kunne næppe kæmpe mod Israel, hvis ikke de havde Assads Syrien til at transportere våben igennem.
Syrien var også det eneste arabiske land, der fortsat kæmpede for den palæstinensiske sag. Assads fald markerer derfor ikke kun en sejr for HTS, men også et strategisk nederlag for en anti-vestlig alliance og for den palæstinensiske sag.
Syrien står endnu en gang på kanten af afgrunden, fanget i krydsfeltet mellem regionale ambitioner og stormagtsinteresser. Landet forbliver et symbol på, hvordan geopolitiske spil ofte finder sted på bekostning af befolkningernes fremtid og stabilitet.
Til dem, som siden borgerkrigen har ønsket Assad fjernet fra magten, fordi han er en blodig diktator, bliver jeg nødt til at spørge, hvorfor Egyptens præsident er på statsbesøg i Danmark og modtager Elefantordenen af Kong Frederik?
Er han bare en bedre diktator, eller handler det hele kun om interesser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.