Læserbrev
Vi skal stå vagt om førtidspensionen
Når en borgers arbejdsevne begynder at halte, skal vi handle hurtigt og helhedsorienteret – så færre behøver at gøre brug af den sidste udvej, som førtidspensionen bør være, skriver Signe Færch i denne blog.
|
Det sker med jævne mellemrum, at medierne bringer ensidige og unuancerede historier om førtidspension – og hver eneste gang føler jeg mig kaldet til at rydde op i nogle af de misforståelser, som de lader hænge i luften. Det gør jeg også nu, hvor Berlingske har bragt et par artikler om overrepræsentationen af danskere med minoritetsbaggrund i førtidspensionssystemet.
Først vil jeg gerne slå fast: Ingen får førtidspension, fordi de ikke gider arbejde, selv om nogle politikere og debattører har en interesse i at få det til at lyde sådan.
Lovgivningen stiller omfattende krav til dokumentationen i sager om førtidspension. Helbredet skal være dårligt, arbejdsevnen varigt nedsat – og skånehensyn af alle mulige slags skal være afprøvet. Faktisk er barren for at få førtidspension blevet så høj, at mange syge mennesker med stærkt nedsat arbejdsevne fastholdes på kontanthjælp i årevis, selv om de – efter min bedste overbevisning – burde have førtidspension.
For det andet: Det er ikke én socialrådgiver, der alene træffer beslutningen om at tilkende førtidspension. Derfor er det ufatteligt svært og nærmest umuligt at “snyde” sig til en førtidspension ved at opdigte sygdomme og symptomer, sådan som nogle hævder, at det sker rundt omkring.
Mange personer, fagligheder og instanser er inde over sagen, inden en afgørelse træffes, så selv hvis én medarbejder føres bag lyset af borgere med slette intentioner, så er der indbygget mekanismer i processen, som betyder, at det opdages.
Der er årsager til overrepræsentation
Berlingske har dog ret i, at der blandt førtidspensionister er en overrepræsentation af borgere med blandt andet irakisk baggrund.
Hos nogle efterlader det måske et indtryk af, at man er mere rundhåndet med at dele førtidspension ud til muslimer, men hvis man har indsigt i borgernes udfordringer, så er der andre forklaringer på spil: Mange fra ikke-vestlige lande er flygtet, og de bærer rundt på traumer fra krig, forfølgelse og flugt. Dertil kommer, at en stor del af disse borgere også har haft hårde, ufaglærte jobs, som har slidt på deres krop og psyke.
Ingen får førtidspension, fordi de ikke gider arbejde, selv om nogle politikere og debattører har en interesse i at få det til at lyde sådan.
De står tilbage med en stærkt begrænset arbejdsevne, som – selv med intensiv støtte – er tæt på umulig at udvikle med henblik på at bevillige dem et fleksjob.
Derfor skal de selvfølgelig have en førtidspension, og det har vi alle sammen en interesse i, at de får, for en dag kan det være os, der bliver ramt af PTSD, kommer ud for en ulykke eller får en sygdom, hvor førtidspensionen er den eneste vej til forsørgelse.
Behov for tidlig indsats
Men jeg mener også, at vi som samfund har en fælles interesse at sætte ind tidligt, så færre får brug for en førtidspension. Når mange i dag er på førtidspension, så er der nemlig også en række historiske årsager. Man har ikke altid haft en så aktiv arbejdsmarkedspolitik, som man har i dag. Man har i højere grad ladet folk passe sig selv på kontanthjælp uden hverken krav eller indsats.
Borgere med for eksempel psykiske lidelser har fået lov til at gå derhjemme, og når man gør det tilstrækkeligt længe uden den rette behandling, så kan det føre til en drastisk forværring af funktionsniveauet, som gør førtidspensionen til den eneste gangbare løsning.
Derfor er det godt, at der i dag bliver stillet flere krav til folk, så de kommer ud af deres bolig og i kontakt med det system, som er i stand til at bevillige dem hjælp. Men som samfund har vi stadig en uindfriet pligt til at sikre, at kravene til borgerne også følges op med tidlige indsatser, hver eneste gang en borger har brug for det.
Når en borgers arbejdsevne begynder at halte, skal vi handle hurtigt og helhedsorienteret. Med en individuel plan, et udviklingsfleksjob og et stærkt fokus på ordinære timer kan socialrådgiverne få flere med i fællesskabet på arbejdsmarkedet – så færre behøver at gøre brug af den sidste udvej, som førtidspensionen bør være.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
12. december 2024 | 07:42
