Læserbrev
Israel. Tyrkiet. Ukraine. USA. Listen er lang. Den dækker over lande, der støtter de reaktionære styrker, der den 27. november, tilsyneladende ud af det blå, besatte den syriske storby Aleppo og dermed satte krigen i Syrien i højeste gear endnu engang.
Angrebet i det nordlige Syrien er gennemført af to separate militser, skriver det amerikanske tidsskrift New Lines Magazine. Den ene kaldes HTS, hvilket står for Levantens Befrielsesfront. Den anden er SNA, Syriens Nationale Armé.
Selve tidspunktet for offensiven er et spejlbillede af det storpolitiske kludetæppe, der altid har udgjort krigen i Syrien.
HTS har historisk været del af både Al Qaeda og ISIS, mens SNA bygger på de såkaldt moderate oprørere, der modtog vestlig støtte og i årevis var baseret i Tyrkiet. Tyrkiet åbnede grænsen for SNA og lod militsen gå uhindret gennem den 40 kilometer dybe, illegale tyrkiske sikkerhedszone i det nordlige Syrien.
Offensiven virker koordineret mellem de to grupper. SNA besatte en militær flyveplads uden for Aleppo samt store strækninger mod nord, mens HTS tog en række landsbyer mod vest, inden de besatte millionbyen. Angrebet er tilrettelagt samtidigt med våbenhvilen mellem Hizbollah og den israelske invasionsstyrke i Libanon.
Storpolitisk kludetæppe
Selve tidspunktet for offensiven er et spejlbillede af det storpolitiske kludetæppe, der altid har udgjort krigen i Syrien. Ifølge tænketanke fra USA som Atlantic Council og Middle East Institute, stoppede Tyrkiet offensiven fra at gå i gang midt oktober. Det var to uger efter den israelske invasion af Libanon og på et tidspunkt, hvor Tyrkiet stadig forhandlede med regeringen i Syrien.
Men ifølge de to tænketanke stoppede Tyrkiet forhandlingerne, da Syrien fastholdt deres krav om, at Tyrkiet trækker deres tropper fra den selvbestaltede sikkerhedszone i grænselandet, hvor de har været siden 2016. Tyrkiet gav grønt lys for militsernes offensiv, efter forhandlingerne brød sammen.
Men talspersoner fra militserne fortæller til det israelske medie Times of Israel, at deres offensiv kom, fordi Israel indgik en våbenhvile med Hizbollah i Libanon. Talspersonerne takker Israel for deres kamp mod Hizbollah og udtaler, at de vil “normalisere forholdet” til Israel, når de har taget magten i Syrien. Israel har i månederne op til offensiven mod Aleppo – sideløbende med invasionen af Libanon – bombet Syrien adskillige gange.
En tredje mulighed hænger sammen med præsidentskiftet i USA. Den nyvalgte præsident Trump vil trække USA’s styrker ud af Syrien, så snart han bliver sat ind, fremgår det af et interview med Robert F. Kennedy Jr., der blev gennemført et par uger før den fornyede offensiv. USA’s styrker sidder på de syriske oliekilder i en ulovlig besættelse, og den syriske råolie havner, via dem, på tyrkiske raffinaderier.
Rusland og Iran
Den anden side af offensiven afspejler andre aspekter af et geopolitisk kludetæppe i Syrien. Russiske tropper måtte evakuere den militære flyveplads Kuweires, inden den blev besat af SNA. Russiske fly har gennemført en række bombardementer af de to militser, siden offensiven startede. Rusland anklager ukrainske specialstyrker for at have en hånd med i offensiven på de to militsers side.
Kurdiske militser ydede modstand mod både SNA og HTS. Det beretter firmaet det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder, der er baseret i London, og som i den lange krig i Syrien har været talerør for de mange oprørsmilitser. Nu flygter det kurdiske mindretal fra de militskontrollerede områder.
Samtidigt har Iran optrappet sin støtte til Syrien. Irakiske grupperinger under paraplyen “De Folkelige Mobiliseringsstyrker” (Popular Mobilization Forces), der er et netværk af militser i opposition til USA’s baser i landet, og som bliver støttet af Iran, er begyndt at gå ind i Syrien for at kæmpe mod HTS og SNA, rapporterer Reuters. Foreløbigt melder libanesiske Hizbollah, der var afgørende i kampene om Aleppo tilbage i 2015-2016, at de afventer situationen, inden de går ind i Syrien igen.
Hvad ligger bag tidspunktet
Den geopolitiske kompleksitet rejser en række spørgsmål: Kommer offensiven på foranledning af Israel, fordi deres egen krig mod Hizbollah er endt uafgjort med en skrøbelig våbenhvile, og landet dermed går tilbage med en strategi om at lukke de militære forsyningsveje fra Iran til Hizbollah og de palæstinensiske modstandsgrupper i Gaza?
Er offensiven primært et tyrkisk forsøg på at stå stærkere over for Syrien og de kurdiske grupper, når USA som forventet trækker deres tropper fra Syrien næste år? Er der en koordination mellem Israel og Tyrkiet? Hvilken rolle spiller USA og Golfstaterne, eller Rusland og Ukraine?
Svarene må vi vente på.
Modstandens Akse
Under alle omstændigheder er USA i forhandlinger med Forenede Arabiske Emirater. Det er præsident Bidens energirådgiver Amos Hothstein, der forhandlede den skrøbelige våbenhvile mellem Israel og Hizbollah på plads i november. Ifølge Reuters tilbyder USA gennem Hothstein at hæve nogle af deres mange sanktioner mod Syrien, til gengæld for at Emiraterne bryder deres forbindelser til Iran.
Ifølge USA’s lovgivning ophører sanktionerne den 20. december i år, så forhandlingerne går på ikke at forny dem. Forenede Arabiske Emirater har de sidste par år genoptaget deres økonomiske samarbejde med Iran. Et samarbejde der ellers blev stoppet, da de støttede hver deres side i krigen i Syrien.
Sammen med Qatar, der genoptog samarbejdet med Iran tilbage i 2016 for at kunne udnytte et fælles, gigantisk gasfelt, har de to Golfstaters normalisering af forholdet til Iran forstærket udviklingen mod ændrede styrkeforhold i regionen og forstærket Irans mulighed for at støtte deres allierede i Syrien, Irak, Libanon og det besatte Gaza – hvad der bliver kaldt Modstandens Akse.
Forhandlingerne blev indledt før militsernes offensiv mod Aleppo. Men ifølge Reuters håber en række anonyme embedsmænd i USA, at offensiven får forhandlingerne til at resultere i en aftale. En sådan aftale vil isolere Iran og genoprette USA’s bånd til Golfstaterne. Det vil også svække Irans mulighed for at støtte Modstandens Akse.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
