Dyrt at sagsøge staten
Det var en tilfældighed, der bragte den 18-årige Ejler Borch ind i modstandsbevægelsen i august 1944. I en frokostpause mødte han et par unge mænd ved Sortedams Sø og kom i snak med dem. Under samtalen spurgte de ham om, hvor han arbejdede, hvor mange der arbejdede på hans læreplads, maskinfabrikken Madsen & Beidil, og hvad den producerede.
Ejler blev nysgerrig og spurgte om, hvorfor de var så interesserede. Det viste sig, at der var tale om to sabotører fra BOPA, som ved hjælp af en ildelugtende syre ville standse arbejdet på fabrikken i tre måneder. Ejler fortalte dem om, hvordan de kunne hælde væsken i en skæreoliebeholder, men det virkede ikke. Virksomheden var tidligere blevet saboteret i november ’43, fordi den arbejdede for tyskerne. En bygning var blevet beskadiget, men produktionen blev hurtigt genoptaget.
Medlem af BOPA
Under samtalen spurgte Ejler, om han kunne komme med i modstandsarbejdet, og det blev aftalt, at han ville blive kontaktet. På et tidspunkt fik han besked om at møde op i Fælledparken for at møde en fra BOPA, der kaldte sig Mads. De aftalte her, at han skulle indgå i Mads’ dækningsgruppe på seks mand og optrænes i våbenbrug. Gruppens opgave var at sikre områder omkring selve sabotageaktionen, sådan at der ikke kom fremmede og især ikke politi og tyske soldater i nærheden. Af sikkerhedsmæssige grunde havde alle dæknavne, og de kendte ikke de andre medlemmer i BOPA. I februar ’45 opstod der i Ejlers gruppe frygt for, at et medlem var blevet arresteret, da han ikke dukkede op til et møde i gruppen, og alle fik besked på i de kommende dage ikke at overnatte hjemme. Heldigvis viste det sig, at han var blevet syg og ikke havde mulighed for at underrette gruppen.
Hvad Ejler oplevede i den tid, fortalte han ikke sin familie om. Men i 2022 fik hans barnebarn, Josefine, ham til at lukke op og fortælle om sine oplevelser, og det endte med, at hun kontaktede journalisten Anders Fenger. Resultatet er blevet bogen ”Den sidste sabotør – en modstandsmand fortæller”. Da Ejler blev spurgt om, hvorfor han ikke havde fortalt om det før nu, så svarede han, at det kunne han simpelthen ikke sige i dag.
Ejler blev født i december 1925 i en arbejderfamilie, hvor hans far arbejdede med at bekæmpe væggelus, og hans mor syede vattæpper hjemme. Han interesserede sig ikke for politik, da Danmark blev besat, men han sørgede for at blive medlem af sin lærlingeklub. Det tog nogen tid, før han blev mere politisk bevidst, og da han trådte ind i modstandsarbejdet, var det ligeså meget, fordi han syntes, at det kunne være spændende. At det også var farligt og kunne koste ham livet, erkendte han først senere.
En gennemgående historie i bogen er om Ejlers deltagelse i sabotagen mod et tysk benzindepot i Vanløse 16. februar 1945, hvor der deltog 40-50 mand. Aktionen lykkedes kun delvist og kostede en sabotør, Lille Sven, livet. Ejler lægger ikke skjul på, at han tit var meget nervøs under aktionerne og på et tidspunkt tissede i bukserne.
Gestapo
I nogle afsnit fortælles om Gestapos arbejde for at optrævle modstandsbevægelsen ved hjælp af stikkere og infiltratorer. Det lykkedes ikke at infiltrere BOPA, men ved hjælp af stikkere blev fem af gruppelederne arresteret i januar 1944, og i 1945 blev BOPA’s leder, Børge Thing, arresteret på Axelborg Bodega, men det lykkedes ham at flygte.
Modstandsbevægelsen blev i marts 1945 klar over, at Gestapo lå inde med så mange oplysninger, at de kunne trævle en del af modstandsbevægelsen op, og derfor bad man englænderne om at bombe Shellhuset, hvorved det meste af materialet brændte, og en række modstandsfolk blev befriet.
Først da Ejler kom hjem til familien den 4. maj, fortalte han sin mor, hvad han havde deltaget i. Men arbejdet var ikke slut. Sammen med andre medlemmer af BOPA patruljerede han rundt om i byen for at sikre ro og orden.
Har aldrig fortrudt
I modsætning til mange modstandsfolk var Ejler heldig og tog ikke psykisk skade af det, han oplevede og kunne vende tilbage til normalt arbejde. Måske hang det sammen med, som han selv har udtrykt det, at han var en fodsoldat og ikke en af de store ledere. Anderledes gik det med hans gruppeleder, Mads, som tog skade af det på sjælen. Han var som syttenårig blevet anholdt i Sønderjylland af Gestapo efter en sabotage aktion, men da de ikke kunne bevise ret meget, blev han sendt til Frøslevlejren. Her mødte han to sabotører fra BOPA, og sammen planlagde de, at Mads skulle flygte fra lejren ved at anbringe sig under en lastbil. Det lykkedes ham at komme til København og få kontakt med BOPA, og han blev hurtigt gruppeleder.
Ejler har aldrig fortrudt, at han sagde ja til at gå ind i modstandsbevægelsen, og værdierne fra hans barndomshjem og idealerne fra modstandskampen har præget ham hele livet.
BOPA er altid blevet betegnet som en kommunistisk sabotageorganisation, fordi det var DKP, der tog initiativet til at oprette gruppen, og de øverste ledere var kommunister og havde kontakt med DKPs ledelse. Men som tiden gik, blev der rekrutteret flere og flere, som ikke var medlemmer af DKP, og ikke så få unge mellem 18-30 år, og ligesom Ejler var en del af dem lærlinge. Ud af de 175, der var tilbage i maj 1945, var kun 16 medlemmer af DKP. Ejler fortæller i bogen, at i hans gruppe var der ingen kommunister. Derfor er det grotesk, at efterretningstjenesten i 1948 påstod, at DKP skulle have besluttet at mobilisere BOPA, hvad der både var urealistisk og umuligt. Historien er blevet gentaget i mange bøger, og ingen af forfatterne har helt taget afstand fra påstanden.
Man kunne have ønsket sig, at en person med større kendskab til modstandskampen havde læst manuskriptet, så der for eksempel ikke havde stået, at alle tre kommunistiske folketingsmedlemmer var blevet interneret i Horserød, når det kun var Martin Nielsen, der var det.
Det er kun meget få modstandsfolk, som stadig lever, og det er derfor godt, at det lykkedes at få Ejler Borch, som er 98 år, til som den sidste sabotør i BOPA at fortælle sin historie.
Anders Hauch Fenger: Den sidste sabotør.
Forlaget Frydenlund. 264 sider. 300 kr.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
