Kunst var for politisk til Brøndby Kommune
Indlysende årsag til faldende børnetal: Familien er blevet nedprioriteret i jagten på arbejdsudbud
Skal det være mere attraktivt for familierne at sætte flere børn i verden, må de have langt bedre betingelser: Mere tid til og bedre vilkår for familien.
|
I januar 2024 eksploderede en demografisk bombe for Danmark. Hvor Danmarks Statistik og Dream havde regnet med, at fertilitetsraten målt ved antal fødsler per kvinde i den fødedygtige alder i løbet af få år vil komme op på 1,9, gjorde demografer og statistikere på universiteterne opmærksom på, at fertilitetsraten i modsætning hertil over en årrække havde været faldende og nu aktuelt var helt nede på cirka 1,5. Hermed var den hidtidige prognose for stigende børne- og befolkningstal helt ude af takt med virkeligheden. Hvis det aktuelle niveau fortsætter, vil det få store befolkningsmæssige konsekvenser på sigt. Færre børn nu – indebærer færre forældre og endnu lavere børnetal længere fremme. Konsekvenserne af denne nedadgående spiral er store: Hvis den aktuelle fertilitetsrate fortsætter, vil befolkningstallet i 2050 være faldet til omkring fem millioner og i 2100 være reduceret til under tre millioner.
Stigende middellevetid og øget indvandring vil dog kunne opveje noget af faldet i befolkningstallet. Men: Hvad angår stigende middellevetid og senere tilbagetrækning, er det jo netop aktuelt til debat, om man kan blive ved med at operere hermed i det hidtil forudsatte omfang? Og hvad angår øget indvandring, rejser erfaringerne med vanskelighederne med at integrere spørgsmålet om, i hvilket omfang det kan løse problemet med dalende indfødt befolkning?
Udvikling med store økonomiske konsekvenser
Denne udvikling vil få store økonomiske konsekvenser, nogle positive, andre stærkt negative. Optimistiske nationaløkonomer har beroligende fremført, at med færre (udgiftskrævende) børn vil de offentlige udgifter hertil dale, og dermed vil denne udvikling faktisk forbedre den statsfinansielle balance. Ligesom miljøøkonomer peger på, at faldende befolkningstal også har en positiv effekt i form af reduceret ressource- og energiforbrug og faldende affalds- og CO2-produktion.
Hvis den aktuelle fertilitetsrate fortsætter, vil befolkningstallet i 2050 være faldet til omkring fem millioner og i 2100 være reduceret til under tre millioner.
Men der må også forventes væsentlige negative konsekvenser: Godt nok falder udgifterne til børn, men det er som at tisse i bukserne, for senere kommer vi til at mangle de generationer i arbejdsstyrken og som skattebetalere. Antallet af ældre vokser og ligger højt. Når antallet af ældre i de kommende årtier stiger og ligger højt, vil der i årtier fremover være væsentlig færre til at tage sig af væsentligt flere. Og med en skrumpende arbejdsstyrke falder også værdiskabelsen i samfundet. Der vil med andre ord være et faldende BNP og et absolut set mindre økonomisk råderum til at finansiere forbrug, produktion og opgaver i samfundet, herunder til sundhed og grøn omstilling.
Stigende middellevetid, senere tilbagetrækning og øget indvandring kan som anført muligvis i nogen tid og grad modvirke udviklingen, men det er som anført et åbent spørgsmål i hvilket omfang? Det må således samlet set konkluderes, at så store fald i børnefødsler og efterhånden befolkningstal i Danmark frembyder en betydelig udfordring, og det er derfor væsentligt, hvad der er årsagerne til denne udvikling og specifikt, hvad vi i Danmark kan gøre for at modvirke den og navnlig for at gøre det mere attraktivt for familierne i Danmark at få børn.
Faldende fødselsrater ikke bare i Danmark
Det må anerkendes, at faldende fødselsrater ikke bare er et dansk fænomen, men at tendensen også gør sig gældende i en række andre europæiske lande og også i andre dele af verden, ikke mindst i Sydøstasien. Der kan da også peges på nogle globale biologisk-miljømæssige og sociokulturelle faktorer, som er medvirkende til udviklingen. En i udviklede samfund generelt gældende sociokulturel faktor er, at kvinder tager længere uddannelse, hvilket imidlertid også medfører udskydelse og dermed i nogle tilfælde vanskeliggørelse af børnefødsler. Et andet udbredt fænomen i den udviklede verden er den øgede udbredelse af kemi i fødevarer, tøj og i vore omgivelser, hvilket har haft negativ indflydelse på kvinders fødedygtighed og måske navnlig på mænds sædkvalitet.
Dette fænomen gør sig også gældende i Danmark. Den siddende SVM-regerings indtil nu primære tiltag med de dalende fødselsrater har sat ind her i form af at forbedre adgangen til fertilitetsbehandling. Det er da en forbedring, men det er til gengæld kritisabelt, at man ikke har taget fat i problemets egentlige kerne – den stigende anvendelse og udbredelse af kemi i mad og omgivelser.
Og: At problemet med faldende fødselsrater er mere udbredt end Danmark, fritager ikke os for at overveje, om der er specifikke forhold her, der også gør sig gældende, og som vi kan/skal ændre på for igen at gøre det attraktivt for familierne at få og have børn? Det er tesen i denne analyse, at de over en årrække faldende fødselsrater i Danmark også må tilskrives et øget pres på familierne, det øgede pres handler dels om udviklingen på arbejdsmarkedet, dels om de økonomiske vilkår for at have børn og endelig om forringede eller utilstrækkelig offentlige familieydelser.
Jagten på arbejdsudbud har presset familierne
Børnefamilierne er gennem årtier blevet presset ikke mindst på den måde, at der i familierne har været mindre og mindre tid til børnene, fordi arbejdet er kommet til at fylde mere og mere. Man hører jo ellers ofte, at arbejdstiden generelt er lavere i Danmark, men til gengæld er arbejdsmarkedsdeltagelsen højere i Danmark end i næsten alle andre EU-lande. Særligt børnefamilier arbejder mere i Danmark end i de fleste EU-lande, hvilket skyldes, at begge voksne arbejder i langt de fleste parfamilier med børn, og at langt de fleste arbejder fuld tid. Det står i kontrast til de fleste andre EU-lande, hvor kvinder i parfamilier med børn i meget høj grad står uden for arbejdsmarkedet eller arbejder på deltid.
To børn koster deres mor omkring 20 procent af den indtægt, hun kunne have opnået ved ikke at få børn.
Denne udvikling er en konsekvens af mange års politiske bestræbelser på at øge arbejds(kraft)udbuddet for dermed at øge vækst og økonomisk råderum. Et udtryk for denne prioritering af arbejde frem for børn findes i adgangen til fri ved børn sygdom, som i Danmark er holdt inden for alt for snævre grænser. Hvor Danmark kun giver ret til fri på barns første og anden sygedag, har man i Sverige ret til på årsbasis samlet 60 sygedage med børn.
Både borgerlige og socialdemokratiske regeringer har generelt bestræbt sig på at øge arbejdsmarkedsdeltagelsen. Det er for eksempel sket ved at få unge under uddannelse hurtigere igennem ved at beskære SU. Aktuelt ser vi et andet eksempel i bestræbelser på gennem begrænsning af deltid at få kvinder mere ud på arbejdsmarkedet. Da døgnet kun har 24 timer, har denne politiske prioritering af arbejds(kraft)udbud fra familierne selvsagt været på bekostning af tid til og sammen med børnene. Hermed har jagten på øget arbejdsudbud bidraget til at gøre det at få og have børn til en mere stressende og belastende opgave tids- og energimæssigt.
Børn koster
Samtidig er det dyrt at få og have børn. Det koster gennemsnitligt mellem 750.000 kroner og én million kroner at få et barn, fra fødslen og til han/hun fylder 18 år. Udgifterne vokser selvsagt jo flere børn. Merudgifterne kommer blandt andet fra bolig og bil, fordi den gennemsnitlige børnefamilie bor i større boliger og har en større bil end det gennemsnitlige par uden børn. Men også udgifter til dagligdagens husholdningsbudget er højere for familier med børn. Her har de senere års heftige inflation bidraget til at gøre alt dette markant dyrere.
Det er særligt kvinder, som bærer den økonomiske belastning ved at få børn. To børn koster deres mor omkring 20 procent af den indtægt, hun kunne have opnået ved ikke at få børn. Forklaringen er blandt andet, at mødre i højere grad tager lang barsel, går på deltid og søger mod den offentlige sektor, hvor lønnen typisk er lavere. Så det at få og ikke mindst have børn er en betydelig og i de senere år stigende økonomisk byrde, navnlig for kvinderne, hvilket selvsagt må vurderes at indgå som en negativ faktor i familiernes og særligt kvindernes beslutning vedrørende at få børn.
Velfærd for familierne er presset
Samtidig med at børnefamilierne er presset på tid og økonomi, har politisk bestemte besparelser på velfærden ikke mindst ramt børnefamilierne.
Et område af stor betydning – ikke mindst for kvinders beslutninger om at få børn – er forholdene ved barsel og efter barsel. Her er forholdene for fødende over en årrække forringet som følge af sparepolitik over for sundhedsvæsenet. Det har indebåret reduceret fødselsforberedelse, mangel på jordemødre på fødselsklinikkerne og kortere tid på hospitalerne efter fødslen. Når børnene er blevet lidt større, bliver udgifter til institutioner og børnepasning en særlig stor post i budgettet for børnefamilier. Men her har kommunale besparelser foranlediget af stramme økonomiaftaler over en årrække bidraget til at skrue forældrenes egenbetaling i vejret.
Politisk medansvar
Selvom faldende fødselstal som anført ikke alene skyldes danske forhold, har skiftende regeringer i Danmark et betydeligt medansvar for det stigende fravalg her i landet af at få og have børn: For det første ved et stadig pres for øget arbejdsudbud på bekostning af familiernes tid til børnene, for det andet ved at lade børnefamilierne kæmpe med en stor og stigende økonomisk byrde ved at have børn og for det tredje ikke mindst ved gennem sparepolitik på velfærden til fordel for skattelettelser at udhule de familierettede velfærdsydelser, navnlig barselsvilkår og daginstitutionspladser og -betaling.
Der er i stedet brug for, at politikerne vedkender sig deres ansvar for udviklingen og ikke mindst for at afhjælpe den ved at sikre mødre og forældre bedre vilkår under og efter barsel, ved at bedre børnefamiliernes økonomi gennem bedre børnefamilieydelse og/eller skattefradrag og reduceret institutionsbetaling og ikke mindst ved at sikre børnefamilier mere tid til at have børn.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
30. november 2024 | 06:00
