Nyhedskommentar
I århundreder har kristendommen i Vesten været domineret af et eurocentrisk billede af Jesus som hvid og blåøjet. Dette ikon har bedraget generationer til at tro, at kristendommens centrale skikkelse havde europæiske træk, selvom historiske kilder antyder, at Jesus sandsynligvis havde mellemøstlige eller afrikanske træk.
Denne hvidvaskning skaber ikke bare et forvrænget billede af kristendommens oprindelse, men marginaliserer de faktiske kulturelle og geografiske rødder i Mellemøsten og Afrika.
I dag, i 2024, står vi ved en skillevej, hvor repræsentation, kulturel mangfoldighed og religiøse rødder er vigtigere end nogensinde.
Det hvide billede af Jesus blev fremtrædende gennem europæiske kunstnere i renæssancen, særligt under indflydelse fra den katolske kirke og senere protestantiske samfund i Europa. Kunstnere som Michelangelo, Leonardo da Vinci og Raphael blev enten direkte bestilt af kirkelige institutioner eller arbejdede under tidens idealer, som favoriserede europæiske træk.
Disse æstetiske valg blev forankret gennem 1500- og 1600-tallets kulturelle og religiøse dominans, hvor Jesus blev portrætteret som hvid, hvilket passede til de dominerende europæiske magters verdenssyn. Denne udvikling lagde grundlaget for det hvide Jesus-billede, som spredte sig bredt i den vestlige verden gennem både kunst og kirkehierarkier.
Gennem tiden har forestillingen om hvid overlegenhed slået rod i den religiøse fremstilling, hvor hvide religiøse figurer blev ophøjet og tillagt guddommelige egenskaber, mens sorte og brune mennesker blev marginaliseret og dæmoniseret.
Det har haft dybe psykologiske og sociale konsekvenser for sorte og brune troende, som er blevet påvirket til at se mørke farver og træk som syndige eller negative, mens hvide træk blev betragtet som renlige og ophøjede.
Et godt eksempel på det er det hvide Jesus-billede, som råber sin overlegenhed og arrogance ud over Brasilien, fanget i den massive statue på Corcovado-bjerget. Her står han, med hævet hage og kolde, udstrakte arme, som om han besidder retten til at herske over alt og alle. Hvordan skal afro-brasilianske troende finde deres plads i denne ensrettede, eurocentriske trosopfattelse?
Hvad ser de i denne statiske, hvide figur, der på intet tidspunkt minder om deres egen kultur eller historie? Dette monument tramper på de oprindelige rødder i kristendommen, sletter ikke-europæiske træk og gør intet forsøg på at favne det sande, mangfoldige billede af tro. Det er et symbol på magt – på en Gud fremmed for dem, der ikke passer ind i det hvide ideal – og på en historie, der fortsat nægter at give plads til andet end de eurocentriske fantasier.
Hvordan ser vi repræsentation i nutidens tro?
I dag, i 2024, står vi ved en skillevej, hvor repræsentation, kulturel mangfoldighed og religiøse rødder er vigtigere end nogensinde. Med nutidige afkoloniseringsbevægelser inden for tro, kultur og identitet ser vi eksempler, der udfordrer gamle forestillinger.
I sorte menigheder i USA, kirker i Sydafrika og Nigeria og endda på filmscenen er der nu en stigende tendens til at portrættere Jesus og andre religiøse figurer med deres historisk autentiske hudfarver og træk. Dette skifte hjælper troende med at finde en dybere forbindelse til deres kulturelle ophav og undgå marginalisering gennem urealistiske idealer.
Den hvidvaskede Jesus og hans historiske rødder
Ironisk nok var Jesus en brun mand med afrikanske og mellemøstlige rødder. Historiske kilder peger på, at kristendommen opstod i Mellemøsten og Afrika, hvor den første organiserede kristne kirke blev grundlagt i Etiopien omkring det 4. århundrede.
I tidlige afbildninger her blev Jesus ofte fremstillet som mørkhudet, hvilket afspejlede afrikansk ikonografi. Først da kristendommen spredte sig til Europa i det 4. og 5. århundrede, blev Jesus’ afrikanske og mellemøstlige rødder gradvist slettet og erstattet med et eurocentrisk billede af en hvid frelser.
Kristendommens historie indeholder mange tilfælde af kulturudveksling, som har påvirket, hvordan troen blev fortolket og praktiseret. I Etiopien etablerede kong Ezana en af de første kristne nationer, hvilket viser, at kristendommens tidlige spredning i Afrika havde dyb kulturel indflydelse.
Tilsvarende bidrog Alexandria og andre afrikanske kirker tidligt til teologisk udvikling, men med tiden har europæiske magter nedtonet disse afrikanske og mellemøstlige rødder.
Billedet af det nyfødte Jesus-barn, ofte skildret som hvidt og omgivet af sneklædte landskaber, har europæiseret troens fortælling, selvom Jesus blev født i Mellemøstens hede. Selv Adam og Eva fremstilles i vestlige traditioner som hvide, til trods for genetiske spor, der peger på menneskehedens oprindelse i Afrika. For mig som brun opvokset i Trinidad og Tobago blev disse hvide billeder en del af min forståelse af troen, selvom de slet ikke lignede nogen, jeg kendte.
Hvordan kan vi fjerne den historiske adskillelse?
Denne adskillelse mellem tro og etnicitet har haft dybt skadelige konsekvenser for sorte og brune menneskers kulturelle selvforståelse. Den afroamerikanske historiker John Henrik Clarke observerede, at sorte mennesker tilbeder en Gud, der ikke ligner dem, hvilket kan føre til en splittelse og skam over eget udseende.
Den nigerianske forfatter Chinua Achebe beskriver i Things Fall Apart, hvordan koloniseringen fjernede oprindelige samfunds tro og værdier og erstattede dem med eurocentriske forestillinger, som fortsat marginaliserer ikke-hvide perspektiver.
Den nigerianske forfatter Chinua Achebe beskrev også i sin roman Things Fall Apart, hvordan europæerne brugte kristendommen som et redskab til at invadere og dominere det afrikanske kontinent. Ved at prædike et budskab om frelse og omdanne oprindelige trosretninger til “falske” overbevisninger banede missionærerne vej for koloniale interesser, som i sidste ende udnyttede og undertrykte afrikanske folk.
Achebe skildrer, hvordan missionærerne omdannede familier og lokalsamfund, som blev splittet, når familiemedlemmer konverterede og overtog nye “civiliserede” værdier, som satte loyalitet til kolonimagten over stammetilhørsforhold.
Han illustrerer, hvordan kristendommens indflydelse blev et magtfuldt våben for kolonimagterne, der systematisk undergravede og udnyttede afrikanske værdier, samfundsstrukturer og ressourcer, og at kirkerne og kolonimagterne arbejdede tæt sammen for at fastholde dominansen.
Achebes perspektiv viser, hvordan kolonimagterne ved hjælp af kristendommen kunne overtage lokale ressourcer og knuse modstanden. For eksempel blev afrikanske samfundsorganisationer og lederskabssystemer erstattet af europæiske institutioner, og lokale ledere mistede autoritet, når folk konverterede.
Den økonomiske udnyttelse tog fart, hvor europæiske virksomheder og myndigheder kontrollerede afrikanske mineraler, landbrug og arbejdskraft. Kristendommens rolle i koloniseringen er dermed et mørkt kapitel, hvor troen ikke blot blev brugt som et religiøst værktøj, men som en bevidst strategi til at underlægge og udnytte kontinentet.
Ligeledes bidrager nutidige afrikanske teologer og forfattere til diskussionen om afkolonisering. For eksempel argumenterer Maponga Joshua III for, at kristendommens rødder og ikonografi skal reflektere afrikanske træk, så sorte troende kan se sig selv i troens symboler og narrativer.
Ngugi wa Thiong’o og Frantz Fanon har også skrevet om de psykologiske konsekvenser af kolonial indflydelse, og de understreger vigtigheden af at genopdage og værdsætte kulturel identitet.
Mange stiller i dag spørgsmålet: “Hvordan ville det ændre vores tro, hvis Jesus blev portrætteret mere autentisk?” Ved at fremme inklusion og diversitet i vores religiøse billeder kan vi give plads til, at alle troende ser sig selv afspejlet i deres tro. Så hvordan kan vi selv bidrage til denne afkolonisering?
Min rejse mod frihed og accept
Min opvækst i Trinidad og Tobago, hvor min familie og jeg dagligt konfronterede et samfund præget af både koloniale og oprindelige kulturelle elementer, har gjort mig ekstra følsom over for repræsentationen af tro og identitet. De kulturelle forskelle mellem mit hjemland og de hvide billeder af religiøse figurer var påfaldende – som om troens grundlæggende figurer ikke havde noget til fælles med min egen baggrund.
Mit eget liv har været præget af disse komplekse og ofte smertefulde relationer til kristendommens hvidvaskede billeder og ideologier. Som barn voksede jeg op med et indgroet ønske om at være hvid – det føltes som om, det var det nemmere valg. Jeg husker kommentarer fra mine venner, som sagde, at jeg ikke var skabt i Guds billede, og hvordan disse ord plantede selvhad og mindreværd i mig. Det er hårdt at beskrive den dybe skuffelse og frustration, der voksede i mig – både over for den hvide race og selve kristendommen.
Denne smerte og foragt blev med tiden en skjult drivkraft, der påvirkede mit syn på tro og identitet. Jeg ønskede intet med den tro at gøre, som syntes at dyrke hvide billeder og træk som guddommelige, mens min egen hudfarve og mine træk blev marginaliseret og nedgjort.
Som ung voksen fjernede jeg mig derfor helt fra kristendommen og kæmpede med en dyb foragt og modvilje over for alt, hvad den repræsenterede. Det var først senere, at jeg begyndte at forstå, at vores indre værd og skønhed er en refleksion af det guddommelige, uanset race eller etnicitet.
Jeg lærte at se mennesker som udtryk for skaberen, uanset om de var hvide, rødhårede, sorte eller brune – enhver form for hån mod en person er dybest set en hån mod skaberen selv.
Denne erkendelse har været frigørende og har gjort mig mindre fokuseret på, hvad der er godt eller ondt i absolutte termer, og mere på, hvad der virker for mig og mine medmennesker. I dag oplever jeg tro som et sted, hvor jeg kan finde kærlighed, accept og medfølelse frem for at skulle leve op til påtvungne dogmer og forestillinger om skyld og skam.
Afkolonisering af kristendommen: vejen frem
I dag forsøger flere kirker og teologer at genopdage de afrikanske og mellemøstlige rødder i kristendommen. Nye afbildninger af en brun, mørkhudet Jesus dukker op, især i sorte menigheder i USA og kirker i Sydafrika og Nigeria, hvilket repræsenterer en tilbagevenden til troens rødder.
Denne afkolonisering kan åbne op for større inklusion og mangfoldighed i troen, hvor sorte og brune troende kan se sig selv som en del af kristendommen – ikke som underordnede, men som ligeværdige, med deres egne traditioner og rødder.
Når jeg ser på min egen rejse, er tro i dag blevet en personlig sag om at finde balance mellem mit kulturelle ophav og de spirituelle overbevisninger, der giver mening for mig. Jeg håber, at andre kan finde inspiration til at udforske deres egne baggrunde og den måde, tro påvirker dem på.
Refleksionsspørgsmål
Hvad betyder tro og identitet for dig?
Hvilken repræsentation ser du i dit eget trossamfund?
Hvordan tror du, at en mere autentisk fremstilling af religiøse figurer kunne ændre folks oplevelse af tro?
Måske kan vi ved at reflektere over disse spørgsmål være med til at opbygge en tro, der ærer alle hudfarver og kulturer.
Litteraturliste
• Achebe, Chinua. Things Fall Apart. Heinemann, 1958.
• Clarke, John Henrik. My Life in Search of Africa. Third World Press, 1994.
• Fanon, Frantz. Black Skin, White Masks. Grove Press, 2008.
• Maponga, Joshua III. Africa’s Indigenous Solutions. Published Works, 2015.
• Thiong’o, Ngugi wa. Decolonising the Mind: The Politics of Language in African Literature. Heinemann, 1986.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
