Læserbrev
Prisen for at tale naturens sag
Gisselfeld saboterede effektivt mit journalistiske og naturfaglige arbejde. Fik mig fjernet fra al ledende indflydelse i Danmarks Naturfredningsforening. Ornitologisk Forening blev truet med, at man ikke længere ville få lov til at arrangere fugleture i godsets skove, hvis man trykte mine artikler. Også hvilken børnehave, mit barn skulle gå i, bestemte de lokale herremænd.
|
Som dreng søgte jeg ud i naturen i begejstring over fugle og andre levende væsner dér. For ad åre at forfærdes over industrikultens støt voksende ødelæggelser.
Min beslutning om at tale naturens sag helt ind i magtens korridorer åbenbarede en brutal og destruktiv virkelighed milevidt fra samfundets romantiske selvforståelse.
Her et af kapitlerne i dén historie.
Et af kapitlerne
Mere end to årtier med chikane, bagvaskelse, sabotage af mit arbejde, social kontrol, overvågning, videofilmoptagelser, trusler om tæsk, oversprøjtning med gift samt en lind strøm af truende advokatbreve og opslidende retssager.
Det har været prisen for siden 1996 at bo i Gisselfeldhuset Toruphus, idyllisk beliggende midt i EU-fugleområde F101, og arbejde for bæredygtig naturforvaltning.
I december 2019 indkasserede Gisselfeld sit hidtil dyreste nederlag i retten, hvor man idømtes at reparere Toruphus gennemgribende.
– Vi morer os, og vi har ressourcerne til at more os, lød det fra godsdirektør Jens Risom 13. august 2021 foran mit hjem som svar på min appel om at indstille chikanen.
Nogle måneder før var godsdirektøren uanmeldt gået ind i min private have og fotograferet løs (læs mere via link her).
Den seneste af de i alt over 10 retssager tog sin begyndelse i maj 2021, hvor udlejer havde meddelt hussyn, efter i to årtier ikke at ville afholde det. Her beordrede Jens Risom stort se alt, bortset fra træer, buske og græs, fjernet udenfor; børnenes fodboldbane, legehus, familiens bil, et par æbleskrog med mere. Indenfor kommanderede Jens Risom edderkoppespind i entreen fjernet, vore private lamper i køkkenet ommalet med mere.
Chikane
Godsledelsens chikane begyndte allerede to år efter, at min kæreste og vores barn var flyttet ind; kort forinden var den berømte ledelsesstrid brudt ud.
Jeg skrev dengang som journalist om den usædvanlige strid, til den nye bestyrelsesledelses store utilfredshed. Og som indgående kender af naturværdierne på Gisselfelds jorder beskrev jeg de voldsomme driftsændringers negative konsekvenser for natur og miljø – og klima. Blandt andet i en 164 sider stor rapport udgivet sidst i 1998.
På et møde i marts 1998 besluttede godsledelsen at smide mig og familien ud af vort hjem. Under parolen “Man nærer ikke en slange ved sit bryst”, som landbrugsinspektør Peter Trolle, der var med til mødet, efterfølgende oplyste.
Fogedretten kasserede opsigelsen. Så anlagde godsledelsen en boligretssag, der løb over 5,5 år. En krænkelse af menneskerettighederne, som min daværende advokat bemærkede. Tabt med en brag af sagsøger i efteråret 2004.
Saboterede arbejdet
Gisselfeld saboterede effektivt mit journalistiske og naturfaglige arbejde. Fik mig fjernet fra al ledende indflydelse i Danmarks Naturfredningsforening.
Ornitologisk Forening (DOF) blev truet med, at man ikke længere ville få lov til at arrangere fugleture i godsets skove, hvis man trykte mine artikler.
Et foredrag, som DOF’s Haslevafdeling inviterede mig til at holde i begyndelsen af 2000, udviklede kaotiske scener, da 20-30 godsstøtter under Jens Risoms aggressive ledelse forsøgte at sabotere det. Den lokale formand var så rystet, at han blev nødt til at gå. Dagbladet glimrede ved sit fravær i den helt fyldte store sal på biblioteket, men trykte et par dage senere et læserbrev fra Ornitologisk Forenings direktør, Jan Ejlsted – nyligt hentet til den stadig mere politisk indflydelsesrige fugleforening fra erhvervslivet – der tog skarpt afstand til mig og mit foredrag. Jeg var målløs. Hvem mon havde fået fugledirektøren til at skrive disse, effektive, usandheder?
Også hvilken børnehave, mit barn skulle gå i, bestemte de lokale herremænd.
Da kommunen henviste mit ældste barn til Troelstrupgård, truede Jens Risom institutionen med at miste retten til at leje skov, hvis mit barn gik i den. Daværende institutionsleder føjede sig tyranniet af frygt for, at børnene ville miste deres skattede adgang til lidt af godsets store skovområder (læs mere via link her).
Dyrt nederlag
I december 2019 indkasserede Gisselfeld sit hidtil dyreste nederlag i retten, hvor man idømtes at reparere Toruphus gennemgribende.
Siden det sviende nederlaget i retten i 2004 samt et efterfølgende mislykket forsøg på at ødelægge lejemålets vidunderlige have, valgte man en ny strategi: At få Toruphus til at falde sammen om ørerne på os. Godt hjulpet af nabolejeren i husets østlige halvdel. Denne lejer fik år efter år lov til at lade haven gro til et vildnis samt bo uden elektricitet og oftest også uden varme i huset, hvor en flok katte, der aldrig kom udenfor, efter en årrække sked og pissede sig igennem gulvbrædderne.
Lejeren, der for 11 år siden døde i sit iskolde, sundhedsskadelige lejemål, uegnet som menneskebolig, fremhævede ved flere lejligheder, at han havde et rigtig godt forhold til Jens Risom, der hvert år beså de hastigt fremadskridende ødelæggelser af Gisselfelds ejendom.
Både i boligretten i december 2022 og landsretten forleden erklærede Jens Risom skamløst, at Gisselfeld jo ikke kunne leve med en lejer som mig, der var til gene for nabolejerne. Siden naboens død i 2013 har godset ladet Toruphus’ østlige halvdel, 5B, stå tomt og uopvarmet med kuldebroer og skimmelsvampproblemer hos os i 5A.
På en Huslejenævnsbesigtigelse i 2017 meddelt Risom, at en istandsættelse af Toruphus ikke var relevant, da godset overvejede at kondemnere hele det faldefærdige hus.
Læs og se meget mere på www.gisselfeld.com i kapitlet “Tavshedens lov”.
Arbejderen har forelagt kritikken for Jens Risom, der ikke har nogen kommentarer.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
01. november 2024 | 11:25
