På tirsdag den 5. november er der præsidentvalg i USA. I Danmark sender TV2 direkte i mere end et døgn for at dække begivenheden, og historier om de to kandidater, republikanske Donald Trump og demokraten Kamela Harris, trækker dagligt overskrifter i samtlige danske medier. USA’s kommunister er mere skeptiske.
De fascistiske kræfter, som Trumps kampagne mobiliserer, vil være en stor trussel, om han vinder eller taber.
Workers World Party
– Vi vil ikke benægte, at Donald Trump er forfærdelig, sexistisk, xenofobisk, racistisk og farlig. De fascistiske kræfter, som hans kampagne mobiliserer, vil være en stor trussel, om han vinder eller taber. Men ved ikke at vise nogen som helst evne til at gå imod Trumps ondsindede propaganda, er Kamela Harris og det Demokratiske parti reelt set medskyldige og præcist lige så farlige – men med et falsk dække af diplomati, kommenterer partiet Workers World Party.
Valget står til at blive det mest pengerige i USA’s historie. De to kandidater har i alt brugt 16 milliarder dollars på deres kampagner. De fleste kommer som donationer fra rige individer og erhvervslivet. Milliardæren Elon Musk har alene registreret mindst 132 millioner dollar til Trumps kampagne gennem gruppen “America PAC”.
Økonomi er vigtigst
Økonomi er det vigtigste emne for vælgerne i den amerikanske præsidentvalgkamp. Mere end fire ud af fem vælgere sætter økonomi som det vigtigste spørgsmål, viser en ny undersøgelse fra Pew Research Center, der gennem en årrække har arbejdet med vælgeradfærd i USA.
USA’s økonomi ser heller ikke god ud. Siden sidste præsidentvalg i 2020 er huspriserne steget med 47 procent. Huslejer er steget med 34 procent i samme periode. Elektricitet er steget med 30 procent. Forbrugerpriser – pris på blandt andet mad og tøj – er steget med 24 procent. Tallene stammer fra USA’s statistiske kontor.
Timelønnen er steget med gennemsnitligt 22 procent i samme periode. Men bag det tal ligger et skift, hvor fuldtidsjob forsvinder og erstattes af deltidsjobs. Derfor oplever mange fra USA’s arbejderklasse endnu større økonomiske udfordringer end den nøgne udhuling af reallønnen.
Tillid til Trump
Målinger fra Pew viser, at flere vælgere forventer en forbedring i økonomien under Trump, end de forventer under Harris. Tilliden er dog ikke overvældende. 55 procent af vælgerne forventer, at Trump “tager gode beslutninger” om økonomien, mens kun 45 procent forventer det samme af Harris.
Svaret afspejler ikke en tiltro til, at hverken Trump eller Harris kan føre en politik, der forbedrer økonomien for landets befolkning. Men en anden undersøgelse fra Pew fra den 25. september i år viser, at vælgerne forventer, at fattige vil få det værre under Trump, mens rige vil få det bedre.
Omvendt forventer vælgerne, at de fattige vil få bedre vilkår, og de rige vil få det lidt sværere, hvis Harris bliver præsident. Deler man vælgerne ind i, hvem de stemmer på, så forventer to ud af tre af Trump-vælgerne, at hans politik vil gøre det værre for fattige. Fire ud af fem Harris-vælgere forventer ringere vilkår for de fattige under Trump.
Frygt for migranter
Men de almindelige arbejderes kamp for at få lønnen til at strække i hverdagen trækker ikke de store overskrifter. Negative historier om udokumenterede – også kaldet illegale – migrantarbejdere fylder mere. At migrantarbejdere er udokumenterede betyder, at de ikke har arbejdstilladelse.
Officielt er der tale om 11 millioner migrantarbejdere, hvad der svarer til 4,8 procent af den samlede arbejdsstyrke, men tallet kan i sagens natur være højere. Både Harris og Trump fører hård retorik på området.
– Trump har forpligtet sig til at udvise 13 millioner mennesker, der bor i USA uden de lovpligtige dokumenter, også selvom det i virkeligheden drejer sig om folk i hårde jobs, der holder landbrug, byggeri, fødevarer samt pleje og hospitaler kørende, kommenterer Workers World ugen før valget.
Klima ligger sidst
61 procent af vælgerne ser spørgsmålet om immigration som meget vigtigt for, hvor de sætter deres stemme. Det spørgsmål har aldrig fyldt mere. Spørgsmål om abort og kvinderettigheder, udenrigspolitik og sundhed fylder også meget, mens klimaforandringer er nederst på listen.
Samtidigt viser en undersøgelse fra New York Times, at 45 procent af vælgerne ikke mener, at regeringen repræsenterer dem. På den anden side viste præsidentvalget i 2020 den højeste valgdeltagelse siden år 1900, og tendensen kan fortsætte i år, hvor en stor gruppe allerede har stemt via brev eller særlige bokse på gaderne.
Imens ser et andet kommunistisk parti, det nystiftede American Communist Party, ikke den store forskel på de to kandidater.
– Republikanerne anklager demokraterne for at være kommunister. Demokraterne anklager republikanerne for at være kommunister. Vi er det officielle kommunistiske parti i USA, og vi siger: de er begge zionistiske krigsforbrydere, der tjener den herskende kapitalistiske klasse.
Både Harris og Trump mener, at Israel har ret til at føre krig mod Hamas i Palæstina og Hizbollah i Libanon, på trods af at apartheidstaten har dræbt mange tusinde uskyldige mennesker i disse krige.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.