Kronik
Som reaktion på den stigende globale efterspørgsel efter ressourcer og de økonomiske bestræbelser, der følger med, fortsætter opmærksomheden på verdenshavene med at vokse. Men hvordan skal havets ressourcer forvaltes korrekt? Den blå økonomi er en fællesbetegnelse, der anskuer verdenshavene fra et økonomisk perspektiv og dækker over bæredygtig brug af havets ressourcer til økonomisk vækst, bedre levevilkår og job, samtidig med at havets økosystemers sundhed bevares.
På den ene side står de udnyttende aktiviteter og økonomiske sektorer, herunder fiskeri, akvakultur, søtransport, turisme, offshore vedvarende energi som vind- og tidevandskraft og bioteknologi. På den anden side står indsatsen for at bevare havet.
Globale fora som FN, Verdensbanken, EU-kommissionen, Commonwealth of Nations og Center for the Blue Economy har opfordret til en bæredygtig indsats i havet.
I marts 2024 vedtog FN’s miljøforsamling (UNEP) en resolution om “styrkelse af havets bidrag til at tackle klimaforandringer, tab af havets biodiversitet og forurening”. I en pressemeddelelse fra EU-kommissionen efter mødet stod der: “Ved at fremlægge og forhandle resolutionen gentog EU og dets medlemsstater deres vilje til at spille en ledende rolle i beskyttelsen, bevarelsen, genoprettelsen og den bæredygtige udnyttelse af verdenshavene.”
“Kolonisering af naturen” indebærer, at man udnytter og omdanner naturressourcer for at opnå økonomisk gevinst uden at tage hensyn til de socioøkologiske konsekvenser.
Begrebet blå økonomi er forankret i erkendelsen af, at havene er afgørende for menneskers velfærd og den globale økonomi. Alligevel er de også truet af overudnyttelse, forurening og klimaforandringer. Derfor søger den blå økonomi at afbalancere økonomisk udvikling med behovet for at beskytte og genoprette havmiljøet og sikre, at fremtidige generationer kan nyde godt af havets ressourcer.
De grundlæggende principper for den blå økonomi er blandt andet:
1. Bæredygtighed: At sikre at havrelaterede aktiviteter ikke udtømmer ressourcerne eller skader miljøet.
2. Inkluderende vækst: Fremme af økonomiske aktiviteter der gavner lokalsamfundene og afhjælper fattigdom.
3. Innovation: At tilskynde til udvikling af nye teknologier og praksisser der øger produktiviteten og bæredygtigheden i brugen af havets ressourcer.
4. Forvaltning: At implementere effektive politikker, regler og internationalt samarbejde for at forvalte havets ressourcer ansvarligt.
Den blå økonomi ses i stigende grad som en afgørende komponent i den globale indsats for at opnå bæredygtig udvikling og håndtere klimaforandringer, især i kyst- og ø-nationer, der er stærkt afhængige af havets ressourcer.
Udfordringer med at definere den blå økonomi
Der er ikke enighed om definitionen af “blå økonomi”. Udtrykket henviser generelt til de angiveligt “bæredygtige” økonomiske aktiviteter, der er forbundet med oceaner, have og kystnære farvande. Men det er her, konsensus om begrebet bryder sammen. Den blå økonomi kræver en klar definition, der er bred enighed om, før den kan anvendes korrekt.
Verdensbanken definerer den blå økonomi som “bæredygtig brug af havets ressourcer til økonomisk vækst, forbedrede levevilkår og job samt sundhed i havets økosystem.” Europa-Kommissionen definerer den som “(alle økonomiske aktiviteter, der er relateret til oceaner, have og kyster.) Det dækker en bred vifte af indbyrdes forbundne etablerede og nye sektorer.”
At skynde sig at udvinde havbunden vil helt sikkert gå over i historien som en miljøkatastrofe, vi burde have stoppet, før den begyndte.
Ifølge FN omfatter den blå økonomi “en række økonomiske sektorer og relaterede politikker, der tilsammen afgør, om brugen af havets ressourcer er bæredygtig”, samtidig med at behovet for at beskytte livet under vandet understreges. Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD) har udtalt, at den blå økonomi gælder for industrier med “en direkte eller indirekte forbindelse til havet, såsom havenergi, havne, skibsfart, kystbeskyttelse og produktion af fisk og skaldyr.” Verdensnaturfonden erkender, at der ikke findes nogen bredt accepteret definition.
At definere den blå økonomi er meget mere end semantik. Nogle mennesker tror fejlagtigt, at den er beregnet til at gavne kapitalismen. Det er et udbredt fænomen, og det er ikke kun begrænset til virksomheder. På nogle måder ligner det de misforståelser, der opstod, da man brugte udtrykket grøn økonomi.
Folk, der bor langt fra havet, forstår måske ikke helt, hvor meget mennesker er afhængige af havet for at overleve, herunder at regulere klimaet, skaffe fødekilder og generere ilt, selvom de ikke har direkte adgang til det til daglige behov. Det kan føre til et syn på den blå økonomi, som blot støtter kysttransport, rekreative aktiviteter eller økoturisme. Men U.S. Environmental Protection Agency siger: “Omkring en halv milliard mennesker på verdensplan er afhængige af koralrevenes økosystemer for at få mad, kystbeskyttelse og indtægter fra turisme og fiskeri.” Alligevel dør koralrevene i et alarmerende tempo på grund af forsuring af havene som følge af klimakrisen. De bliver også ødelagt af skadelig kystudvikling – en udvikling, der kunne være en del af den blå økonomi.
Udvikling eller udryddelse?
FN bekræftede, at den blå økonomi ville hjælpe med at nå målene for bæredygtig udvikling – især mål 14, “Livet under vand”. Dette udløste en hurtig ekspansion på tværs af alle aspekter af den blå økonomi, og fremskrivninger tyder på, at denne tendens vil fortsætte.
Økonomiske aktiviteter på havet omfatter fiskeri, akvakultur, søtransport, vedvarende energi i kystområder, minedrift på havbunden, bioprospektering, marinebioteknologi og vandbåren turisme. Disse aktiviteter skader i nogen grad havets sundhed og bidrager til mange problemer, herunder erosion af biodiversitet, forsuring af havet, klimaforandringer, vand- og luftforurening og endda støjforurening, der truer livet i havet, herunder hvaler og delfiner.
Især udvindingsindustrien har været på udkig efter nye områder til udvinding af mineraler som mangan, kobolt, kobber, nikkel og sjældne jordarter. Det er blevet mere og mere problematisk på grund af de risici, der er forbundet med ressourceudvinding. Selvom havet kan virke som en ubegrænset ressource, som profitmagere udnytter udelukkende for økonomisk gevinst, har det naturlige grænser.
Nogle af de mest fremtrædende skader på havets økosystemer ser ud til at komme fra dybhavsminedrift på et omfattende niveau, som ødelægger havbunden.
“Selvom forskere og aktivister har advaret om konsekvenserne af vores voldsomme udnyttelse i årtier, er tiden nu ved at løbe ud for at beskytte vores oceaner,” skrev Hugo Tagholm, administrerende direktør for Oceana i Storbritannien, og Callum Roberts, professor i havbeskyttelse ved Center for Ecology and Conservation på University of Exeter, i EuroNews i november 2023. “Vi kan godt lide at tænke på vores hav som uendeligt, men sandheden er, at det ikke kan tåle denne udnyttelse i industriel skala.”
Jordens havøkosystemer er ekstremt værdifulde for den globale økonomi. De leverer vigtige økosystemtjenester til livet på planeten og giver næring til milliarder af mennesker. Mere end tre milliarder mennesker er afhængige af havet som deres levebrød. De fleste lever i udviklingslande; mennesker og utallige andre arter er afhængige af sunde, blomstrende oceaner.
Bluewashing: et dække over dårlig opførsel
Begreber som “grøn økonomi” og “blå økonomi” kan virke lovende, men bliver ofte brugt til at dække over skadelige aktiviteter. “Den blå økonomi er ikke et godartet koncept, der tilbyder en win-win for økonomien og miljøet”, siger John Childs. Han er lektor ved Lancaster Environment Center på Lancaster University i Storbritannien og medredaktør af en særlig sektion i Journal of Political Ecology, der præsenterer flere artikler om den blå økonomi.
Childs sagde, at de artikler, han gennemgik, tyder på, at den blå økonomi er “endnu et kapitalistisk fix, hvor den globale kapital forsøger at reproducere sig selv, blive ved med at tjene penge og skabe et overskud. Det sker i takt med, at vi når til det punkt, hvor en stor del af planetens landmasse er blevet beslaglagt.”
“Hvis ‘greenwashing’ er den praksis at komme med ubegrundede eller vildledende påstande om de miljømæssige fordele ved en handling, så har vi måske brug for et nyt udtryk – ‘bluewashing’ – til at dække over kyst- og havudviklingsinitiativer, som ikke lever op til deres miljømæssige og sociale løfter,” skrev Nicole Leotaud, administrerende direktør for Caribbean Natural Resources Institute, i 2017.
“Personligt er jeg træt af etiketter, der forvirrer og maskerer de udviklingsprincipper, vi søger,” tilføjede hun.
Trusler mod det marine økosystem
Nogle beskyttelser er til gavn for havene, for eksempel FN’s Havretskonvention (UNCLOS), som blev etableret i 1982 for at skabe en international juridisk ramme for brug og beskyttelse af havmiljøet. Men ikke alle nationer er enige i denne beskyttelse. Derudover har lande, der grænser op til havet, deres egne love, hvilket skaber et kludetæppe af ofte dårligt håndhævede regler. Omstridte farvande resulterer jævnligt i tumultariske situationer.
Mange marineforbrydelser har en negativ indvirkning på havets sundhed, for eksempel ulovligt fiskeri eller høst, dumpning i havet og forurening. Ud over overfiskeri, hvor nødvendige arter fjernes fra fødekæden, og accelererende tab af biodiversitet, har ikke-bæredygtig industriel udvikling langs kysterne også bidraget til havforurening. “Alle disse trusler udhuler havets evne til at levere næringsrige fødevarer, arbejdspladser, medicin og lægemidler samt regulere klimaet”, hedder det i en artikel fra 2020 i tidsskriftet Nature. “Kvinder, fattige mennesker, oprindelige samfund og unge mennesker er hårdest ramt.”
Klimaforandringer er en anden alvorlig trussel mod vores have. “Havniveauet stiger, og havet bliver varmere, surere og mere iltfattigt,” påpeges det i Nature-artiklen. Havet har absorberet mere end 90 procent af den overskydende gas, der er udledt af drivhusgasser, men det er kun en del af skaden. “Ikke-bæredygtig udvikling langs kysterne ødelægger koralrev, havgræsbede, saltsumpe og mangroveskove, “som udgør vigtige reservoirer for biodiversitet, binder kulstof og beskytter kysterne mod stormfloder”, tilføjes det i artiklen. På grund af menneskelig indgriben forurener plastik og afstrømning af næringsstoffer vandet og dræber livet i havet.
Den blå økonomi kan gøre det muligt for forurenere at betale for at forurene ved at tillade, at vandområder bruges som lossepladser for mineaffald og andre forurenende stoffer.
Vi må ikke ignorere farerne ved skibsfart. Skibe bruger tunge brændselsolier, der frigiver sod, svovl og kuldioxid, hvilket udgør en betydelig udledning af visse luftforurenende stoffer og tre procent af kuldioxidemissionerne. Der er mange dele af havet, hvor livet er dødt. Disse dele har lag af råolie og er blevet forurenet til uhørt usikre niveauer.
En rapport fra Bayelsa State Oil and Environment Commission afslører, at “koncentrationen af skadelige kemikalier, såsom Total Petroleum Hydrocarbons, overstiger de sikre niveauer med en faktor én million ifølge nogle af de prøver, der er taget”, hvilket peger på konsekvenserne af olieudvindingen i Bayelsa i det nigerianske delta. (Total Petroleum Hydrocarbon er et udtryk for enhver blanding af kulbrinter, der findes i råolie, red.)
Selv om store olieudslip får stor opmærksomhed i medierne, udgør den igangværende oliestrøm ud i havet størstedelen af problemet. “Hundredvis af millioner liter” olie løber ud i vores oceaner hvert år, men de fleste undgår mediernes opmærksomhed.
Ifølge National Oceanic and Atmospheric Administration kommer kun en brøkdel af dette – fem procent – fra det, som det amerikanske handelsministerium betegner som “betydelige” olieudslip.
Nogle af de mest fremtrædende skader på havets økosystemer ser ud til at komme fra dybhavsminedrift på et omfattende niveau, som ødelægger havbunden. Det skader marine og akvatiske økosystemer, mens det forarmer kystsamfund, der er afhængige af fiskeri og andre ressourcer. Det er næsten umuligt at beregne, hvor store skader det kan forårsage, især fordi dybhavsminedrift er en relativt ny aktivitet.
I en pressemeddelelse i august 2024 sagde Dr. Enric Sala, National Geographic Explorer in Residence og grundlægger af Pristine Seas:
“At give grønt lys til dybhavsminedrift vil åbne en Pandoras æske af ukendte konsekvenser. Minedrift på havbunden vil uundgåeligt påvirke det skrøbelige liv i havet, som vi knap nok kender. Og en undersøgelse fra juli 2024 viste, at dybhavets polymetalliske knolde producerer ilt i totalt mørke, hvilket kan være nøglen til havets sundhed. Jo mere vi kigger i dybhavet, jo mere opdager vi.
At skynde sig at udvinde havbunden vil helt sikkert gå over i historien som en miljøkatastrofe, vi burde have stoppet, før den begyndte. Det er kortsigtet på få minutter at ødelægge økosystemer, som det har taget årtusinder at udvikle. Lande verden over har så meget mere at vinde ved at beskytte vitale dele af havet end ved at give dem væk for kortsigtet profit.”
Den blå økonomi i afrikanske kystfarvande
Ligesom store landområder på verdensplan er blevet opkøbt for at udvinde fossile brændstoffer (alene i USA rapporterer Earthjustice, en nonprofitmiljøorganisation, at “olie- og gasindustrien leaser over 26 millioner acres“. Det samme fænomen er ved at blive kopieret i havet. Velfærden for mere end 200 millioner afrikanere, som er afhængige af fiskeri for at få mad og ernæringsmæssig sikkerhed, er i fare, sagde direktør for Verdensnaturfonden Kenya Mohammed Awer i juli 2023.
Når erhvervsinteresser gør krav på vandområder som deres egne, vil de sandsynligvis blive utilgængelige for dem, der lever af havet og de nærliggende kystsamfund.
Industrielle installationer, som eksempelvis olieplatforme, tager kontrol over de omkringliggende farvande, angiveligt som sikkerhedsbuffere. Fiskere, der har forsøgt at finde mere liv i havet, har rapporteret, at store dele af kontinentalsoklen og derudover er forbudt område, fordi udvindingsindustrien har gjort krav på dem og afspærret dem med kontrollerede installationer.
Ureguleret industrielt fiskeri i de vestafrikanske kystfarvande, som ofte udføres af udenlandske flåder, truer fiskernes levebrød.
Ifølge Financial Transparency Coalitions rapport fra 2022, “Fishy Networks: Uncovering the companies and individuals behind illegal fishing globally“, fandt mere end 40 procent af sagerne, der involverer ulovligt, urapporteret og ureguleret (IUU) fiskeri fra industrifartøjer fra januar 2010 til maj 2022, sted i Vestafrika. Mere end en tredjedel af det globale fiskeri kunne karakteriseres som overfiskeri i 2019, primært på grund af ulovligt fiskeri.
Adgangen til sunde vandområder bliver stadig vanskeligere på grund af industrielle installationer og relateret forurening. Massive olieudslip har været resultatet af forskellige sikkerhedsstyrkers arbejde, herunder udblæsninger ved brøndhoveder ved Santa Barbara River, en brand ved Ororo-1-brønden (som brød ud i 2020 i Nigeria og stadig rasede næsten et år senere), eksplosioner af flydende produktions-, lager- og aflæsningsenheder (FSPO), sprængning af olieladede skibe og afbrænding af bush-raffinaderier.
Betaler for at forurene
I det nuværende paradigme for den blå økonomi prioriteres privat profit over sundhed i samfundet. Vand betragtes ikke som en vare i denne konstruktion, men køb og salg af havvand og akvatiske ressourcer vil blive prioriteret over andre hensyn.
Den blå økonomi kan gøre det muligt for forurenere at betale for at forurene ved at tillade, at vandområder bruges som lossepladser for mineaffald og andre forurenende stoffer.
Det kan også give plads til spekulation i fremtidens vandforsyning og dermed øge problemerne med adgang til rent og sikkert vand for de 4 milliarder mennesker i verden, der står over for ekstrem vandmangel i mindst en måned hvert år.
Løfte og akut fare for havøkonomien
En OECD-rapport viste en betydelig stigning i havrelaterede økonomiske aktiviteter inden 2030 og sagde, at “den nye ‘havøkonomi’ er drevet af en kombination af befolkningstilvækst, stigende indkomster, svindende naturressourcer, reaktioner på klimaforandringer og banebrydende teknologier.” Prognoserne viser, at den globale værditilvækst i havbaserede industrier kan vokse fra 1,5 billioner dollars i 2010 til mere end 3 billioner dollars i 2030.
Mens væksten i havøkonomien giver potentielle fordele for kystsamfundene, er det vigtigt at overvåge de negative resultater, som havbaseret økonomisk udvikling også kan give. Disse udfordringer kan omfatte vækst i eksisterende økonomiske forskelle, fordrivelse af lokalsamfund og deres levebrød, forurening, skade på miljømæssig bæredygtighed og biodiversitet samt krænkelse af menneskerettighederne.
Med alle disse stressfaktorer, der er forbundet med udnyttelsen af havets økosystem, skal der indføres beskyttelsesforanstaltninger.
Mens kapitalismen ofte sætter reglerne globalt, er der bestemte måder, hvorpå menneskeheden kan arbejde sammen om at befri naturen nedefra og op.
Fysisk kapital og teknologi har fået så høj prioritet i verdensøkonomien, at andre kritiske faktorer som menneskelige ressourcer og naturressourcer ignoreres eller reduceres i betydning, og der er ikke længere nogen reel balance i bæredygtigheden.
Jagten på profit frem for planetens og befolkningens sundhed fører til omdannelse og ofte ødelæggelse af miljøressourcer uden hensyntagen til planetariske eller sociale grænser.
For kystsamfundene er havet ikke bare en arena for økonomiske aktiviteter, men et rum for kultur, spiritualitet og samspil med naturen. Forbindelser til havet er en livsstil. Den fremherskende kapitalistiske holdning kan afvise denne virkelighed som en ineffektiv brug af akvatiske økosystemer. Men det understreger årsagerne til den polykrise, som vores verden i dag står i.
Når regeringer og virksomheder beslutter, hvad der skal gøres, ignorerer de ofte de mennesker, der lever tættest på vandet, og det faktum, at de ved mere om, hvad der er nødvendigt for at beskytte det. Det bliver endnu mere bekymrende, når man taler om det ubeboede dybhav.
I Nigeria er Shell Oil for eksempel i gang med at sælge sine oliefelter på land og flytte aktiviteterne til dybhavet, hvor der er begrænset tilsyn med de skader, der sker. Selv om den skade, der sker i dybhavet, forbliver ude af syne, påvirker resultaterne stadig alle på land. Det er en væsentlig årsag til bekymringen overalt i verden, hvor man lever tæt på havet.
Mens nogle lande tror, at det vil forbedre deres økonomi at åbne deres havområder for investeringer, inviterer de til ødelæggelse af uerstattelige ressourcer.
Norge udforsker dyb minedrift i havet
I januar 2024 stemte Norges parlament for at tillade mineselskaber at søge i et stort område af landets farvande, omtrent på størrelse med Italien, efter de mineraler, der er nødvendige for at bygge elbiler, mobiltelefoner og solpaneler. “Hvis du finder ressourcerne, og hvis du har teknologien, der viser, at du kan udvikle dette med en acceptabel miljøpåvirkning, så får du grønt lys”, sagde Walter Sognnes, direktør for det nystartede mineselskab Loke Marine Minerals, ifølge en artikel i Wired fra januar 2024.
Andre virksomheder ønsker også at udnytte de norske farvande, og det nystartede Green Minerals forventes at “udvinde kobber fra det, der er kendt som massive sulfidforekomster (SMS) på havbunden, ifølge dets administrerende direktør, Ståle Monstad”, som det hedder i artiklen.
Det er meningen, at prøveudvindingen skal begynde i 2028, men der er flere tekniske udfordringer, som skal løses. Dybhavsmineselskaber skal transportere mineralforekomster tre kilometer fra havbunden til overfladen. Det er uvist, hvordan det marine økosystem – koraller, svampe og andet liv i havet – vil reagere på minedriften. Men det positive er, at mineselskaberne skal undersøge miljøpåvirkningen, før de får lov til at begynde efterforskningen.
Norge har ændret holdning til dette spørgsmål i de senere år. Som medformand for Ocean Panel lovede landet at forvalte verdens kystlinje på en bæredygtig måde ved at afkarbonisere skibsfarten og regulere produktionen af fisk og skaldyr. Ocean Panel, der blev dannet i 2018, består af 14 regeringer, der er ansvarlige for 40 procent af verdens kystlinjer.
Norges ændring i forhold til at tillade dybhavsminedrift skete, fordi der blev valgt en ny regering i 2021. Rasende forskere har sagt, at man ikke ved nok om dybhavsøkosystemet til at risikere minedrift efter mineraler som mangan og kobolt, der bruges i batterier og anden elektronik. “Inden for marinbiologi er vores viden om mange arters eksistens, funktion og udbredelse enten for dårlig eller ikke-eksisterende”, advarede en gruppe forskere fra Norges teknisk-naturvidenskabelige universitet og NTNU Universitetsmuseet, som begge ligger i Trondheim i Norge.
Når et relativt fremsynet land som Norge fremmer dybhavsminedrift, vækker det bekymring på grund af regionens historie med modstand mod udvidet offshore olieudvinding. Skaderne på de lokale økonomier, fiskeriet og de oprindelige folk i regionen er blevet påvist før, så det er bekymrende, at støtten til dybhavsminedrift ser ud til at stige igen.
Dybhavsminedrift i amerikanske have
Ifølge Nature-artiklen “Five Priorities for a Sustainable Ocean Economy” lagrer økosystemer med mangrover, havgræsenge og saltmarsk CO2 op til ti gange så meget som økosystemer på land. For eksempel nævner artiklens forfattere den vellykkede restaurering af 3000 hektar havgræsbede i Virginias laguner langs USA’s østkyst, som binder cirka 3000 tons kulstof om året.
Der er dog forslag om at bruge tang til at indfange CO2 eller jernspåner, hvilket kan føre til enorme skader. Alligevel er de fleste mennesker uvidende om disse initiativer eller de potentielle katastrofer, de kan forårsage. Konceptet virker godartet, men de ubæredygtige aspekter bliver ikke behandlet tilstrækkeligt i den offentlige sfære.
Desuden indebærer jagten på blåt kulstof gennem mangrovebeskyttelse eller -restaurering en risiko for at tage havet i besiddelse, flytte lokalsamfund eller begrænse deres levebrød.
Vurdering af værdien af det marine økosystem
Nogle hævder, at det at sætte en pris på havenes værdi fordrejer betydningen af den blå økonomi som den rigtige vej frem. Ifølge en rapport fra World Resources Institute fra 2023 er den blå økonomi ansvarlig for mere end 1,5 billioner dollars af den årlige globale økonomi.
Selvom en blå økonomi ofte opfattes som en “bæredygtig” forvaltning af vand- og havressourcer og økosystemer, ses andre handlinger end økonomisk profit eller magt normalt som urimelige eller ikke levedygtige.
En rapport fra 2015 udgivet af Nature anslog, at de aktiver, der findes i det globale marine økosystem – herunder fiskeri, skibsruter og turisme – har en samlet værdi på 24 billioner dollars og genererer et årligt output til en værdi af 2,5 billioner dollars. I 2022 voksede beskæftigelsen i den marine økonomi med fem procent i USA og overgik dermed den samlede økonomi (3,9 procent) i jobvækst.
Men det grundlæggende problem er, at begrebet “økonomi” er blevet så gennemgribende, at folk ofte antager, at vandøkosystemer udelukkende er beregnet til kapitalakkumulering gennem udnyttelse.
Beskyttelse af marine økosystemer
Lokale kystsamfund skal mobiliseres. At danne alliancer med fiskere, aktivister, der arbejder med naturrettigheder, nonprofitorganisationer og juridiske og politiske indflydelsesrige personer skal spille en afgørende rolle i beskyttelsen af havene. Vi skal bruge alle juridiske mekanismer til at forhindre trusler mod vandområder fra virksomheder, regeringer og andre parter.
Verden bevæger sig hurtigt, mens det politiske lederskab i mange regioner har en tendens til at bevæge sig ad den mindste modstands vej og tage den mest hensigtsmæssige vej fremad. Det er et globalt ansvar at forhindre, at profit bliver førsteprioritet for industrien og de politiske ledere og dermed fastholde vigtigheden af naturressourcer og livet under vandet.
De krige, der foregår i verden i dag, viser, at havene og andre vandveje har brug for beskyttelse. Den massive ødelæggelse viser, at det virker mod hensigten at appellere til de politiske lederes samvittighed eller de globale virksomheders bestyrelser. Græsrodsaktivister og massiv offentlig opmærksomhed og mobilisering, herunder retssager, kan hjælpe med at holde virksomheder, regeringer og kriminelle ansvarlige, når officielle kanaler ikke beskytter havene.
Medierne kan hjælpe med at afsløre igangværende ødelæggelse af havene og ikke-bæredygtig praksis og motivere lovgivere til at beskytte havenes økosystemer. Ødelæggelse af marine økosystemer kan ses som en international forbrydelse. Da skadelige aktiviteter i havene truer arter, kan det betragtes som en slags folkedrab – økomord – eller drab på Moder Natur.
Beskyttede havområder: Der er brug for mere handling
Marine beskyttede områder (MPA’er) omfatter havområder, der skal bevares på lang sigt. Andre områder kunne være flodmundinger, have og søer. Sådanne beskyttede områder dækker også floder, bække, sumpe og kontinentalsokler.
Da regeringer, virksomheder og ulovlige aktører udnytter det åbne hav i et meget ureguleret økosystem, repræsenterer samfundsstyrede MPA’er en potentiel strategi til beskyttelse af verdenshavenes sundhed. At markere et område som et MPA er ikke nødvendigvis en neutral øvelse.
MPA’er kan have mange navne: havparker, bevaringszoner, reservater, helligdomme og no-take-zoner. I 2023 var der mere end 5000 MPA’er på verdensplan, som dækkede mere end otte procent af verdenshavene. MPA’er er blevet etableret forskellige steder i havet, herunder i det åbne hav.
De fleste MPA’er har til formål at beskytte marine habitater og det havliv, de understøtter. Et af de mest kendte eksempler er Galápagos Marine Reserve, som ligger cirka 1000 kilometer ud for Sydamerikas vestkyst og omfatter en række marine habitater som koralrev og mangrovesumpe, hvor træerne vokser direkte i havvandet. Farvandet omkring Galápagos er hjemsted for omkring 3000 plante- og dyrearter. Nogle MPA’er fokuserer på den anden side på særlige historiske steder som for eksempel skibsvrag.
Ifølge Marine Conservation Institute er cirka otte procent af verdens farvande beskyttet af en eller anden form for havbeskyttelse, med ø-nationen Palau langt fremme. Kun ni lande har beskyttet 10 til 30 procent af deres farvande, men kun 2 procent har beskyttet så meget som 30 procent.
FN’s World Database on Protected Areas registrerer MPA’er indsendt af nationer. Den rapporterer, at mere end 15.000 MPA’er beskytter et havområde, der dækker mere end 27 millioner kvadratkilometer. I USA dækker beskyttede havområder 25 procent af landets farvande.
De fleste afrikanske MPA’er ligger i det østlige og sydlige Afrika, med nogle få i Vest- og Nordafrika. Eksperter anbefaler, at MPA’er skal være menneskedrevne snarere end økonomisk drevne. Hvis lovene, der regulerer MPA’er, udelukkende kommer fra regeringen, skal yderligere detaljer gøres klart for dem, der er involveret i at holde disse love intakte.
Et eksempel på disse regler er Chumbe Reef Sanctuary i Tanzania, som blev etableret i 1992. Dette projekt inddrager fortsat lokalsamfundene i forvaltningen og overvågningen af havets ressourcer. Det har ført til en betydelig genopretning af nedbrudte koralrev og en øget fiskebestand. Denne succes skyldes inddragelsen af lokalsamfund i forvaltningen af MPA’er og sikringen af en retfærdig andel i fordelene ved en sådan bevarelse.
En anden succeshistorie er Bazaruto Archipelago National Park i Mozambique, som blev etableret i 1971. Den dækker et område på 1430 kvadratkilometer og indeholder en række forskellige marine habitater, herunder koralrev, havgræsenge og mangrover. Dette MPA har givet økonomiske fordele til lokalsamfundene ved at støtte bæredygtigt oprindeligt fiskeri og beskytte regionens biodiversitet, herunder truede arter som dugonger, skildpadder og hajer.
Medmindre MPA’er oprettes med fuldt samtykke og støtte fra de afhængige kystsamfund, kan de være et middel til at lukke grupper af mennesker ude fra naturen. Regeringer kan beskytte skove uden samtykke fra relevante parter i det, der ofte kaldes “fortress conservation“. Dette begreb henviser til nogle gruppers evne til at kortlægge og forhindre andre i at komme i nærheden af bestemte dele af havet. I sådanne tilfælde kan den blå økonomi betragtes som en årsag til mange konflikter. Denne situation kan opstå, hvis lokalsamfund eller kommercielle enheder kæmper om at kontrollere ressourcer, der findes i bestemte områder. Konflikter kan også opstå, når MPA’er afspærres med et militært afskærmning som “erobrede” territorier.
Kolonisering af naturen
Begrebet kolonialisme rækker ud over den politiske kontrol og udnyttelse af en nation af en anden; det strækker sig også til vores forhold til naturen. “Kolonisering af naturen” indebærer, at man udnytter og omdanner naturressourcer for at opnå økonomisk gevinst uden at tage hensyn til de socioøkologiske konsekvenser. Denne tilgang har bidraget til mange problemer, herunder klimaforandringer, tab af biodiversitet og væbnede konflikter om ressourcer.
School of Ecology (SoE), der blev lanceret i 2018 og har base i Nigeria, udforsker miljø- og klimaretfærdighed, landbrug, ressourcedemokrati og overordnet socioøkologisk transformation. Organisationen arbejder under ledelse af Health of Mother Earth Foundation, en økologisk tænketank, hvor jeg er direktør. En SoE-samling var baseret på MPA-konceptet og udfordringerne ved ideen om den blå økonomi.
Et menneskedrevet MPA ville placere skæbnen for deres akvatiske økosystemer i folks hænder. Et sådant niveau af forvaltning vil sikre beskyttelse og genopretning af økosystemer, hvor der kan opstå skader.
Organisationen fremmer økosystemernes sikkerhed og modstandsdygtighed som forvaltere af magt og kapital. Selv om mange mennesker ser fremme af den blå økonomi som et middel til at sikre livet under vandet, som fremhævet i FN’s mål for bæredygtig udvikling, er dette ofte ikke tilfældet.
Miljøisme fra neden
Guineabugten har oplevet høje forureningsniveauer og miljøkriminalitet. Et højt niveau af havbaseret forurening, herunder plastaffald, i Guineabugten kan spores til Nigerdeltaet, og det er på tide, at regionale regeringer som Economic Community of West African States (ECOWAS) erklærer en miljømæssig nødsituation.
En sådan erklæring vil gøre meget for at sikre, at befolkningen i Vestafrika kan stole på et sikkert miljø til at udføre deres økonomiske, sociokulturelle, rekreative og åndelige aktiviteter.
Miljøbeskyttelse fra neden kræver en revurdering af den falske idé om, at miljøhensyn er for dem, der har fået opfyldt deres grundlæggende behov og har fordelen af at tænke på luksus.
Miljøbeskyttelse fra neden kræver, at de, der er afhængige af sunde økosystemer for at få dækket deres basale behov, gør modstand mod forsøg på at tilegne sig deres territorier til udnyttelse af magtfulde og forbundne enkeltpersoner, regeringer og virksomheder. Menneskeheden overhaler naturen og plyndrer havets ressourcer i en sådan grad, at vi forhindrer disse ressourcer i at komme sig naturligt.
Etablering af lokalt forvaltede MPA‘er er en stærk strategi til at beskytte vores haves sundhed og standse yderligere tilbagegang, især når de indarbejdes i en omfattende forvaltningsramme. Disse MPA’er er en overbevisende løsning, der vil hjælpe med at garantere, at de akvatiske fælleder forbliver fri for virksomheders og industriers udnyttelse og monopoler.
Hvis der blev etableret lokale, samfundsbaserede MPA er i kystfarvande verden over, ville de optimalt set genoprette nedbrudte områder, genopbygge biodiversiteten, genoplive kulturelle praksisser, genoprette værdigheden og genoplive de lokale økonomier.
Mens kapitalismen ofte sætter reglerne globalt, er der bestemte måder, hvorpå menneskeheden kan arbejde sammen om at befri naturen nedefra og op. Verdenshavene – og alle de arter, de understøtter, inklusive vores – er afhængige af det.
Denne artikel er produceret af Earth | Food | Life, et projekt under Independent Media Institute.
Om forfatteren: Nnimmo Bassey er direktør for den økologiske tænketank Health of Mother Earth Foundation (HOMEF) og medlem af styregruppen for Oilwatch International. Han er bidragyder til Observatoriet.
Oversat af Kris Rønne
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
