Hej Rosa Lund og Pelle Dragsted.
Tak for jeres indlæg og for at give jeres besyv med i en vigtig debat.
Nedenfor vil vi forsøge at komme med overvejelserne bag artiklen, “Justitsministeren strammer grebet: Skærper straffe og indfører censur uden dommerkendelse mod Gaza-solidaritet”, og svare på jeres kritik.
1: Hvem er i sigtekornet?
I skriver: “Der er intet, som var forbudt i går, som med det nye lovforslag bliver forbudt i morgen”.
Det er vi enige i. Derfor skriver vi også i overskriften og i artiklen, at lovforslagene “kun” strammer eksisterende lovgivning om hadforbrydelser ved at åbne op for 50 procent ekstra straf.
Der er ikke tale om nye områder, der bliver gjort kriminelle.
I skriver, at det er en påstand, at Gaza-solidaritetsbevægelsen er i lovudkastets sigtekorn, og at det ikke er korrekt, at man ønsker at kriminalisere Gaza-solidaritetsbevægelsen.
Når vi skriver, at Gaza-solidaritetsbevægelsen er i sigtekornet, er det fordi, vi mener, at lovudkastet ikke kan ses isoleret fra den politiske virkelighed – eksempelvis med en statsminister, der i et åbent brev har bedt justitsministeren redegøre for, hvordan politiet og anklagemyndigheden anvender strafferetten demonstrationer og offentlige ytringer i relation til Israels krig mod Gaza.
Det er vigtigt at få bevægelsernes synspunkter og bekymringer frem, så I politikere kan tage dem med i jeres overvejelser.
I indledningen til lovudkastet bliver det slået fast, at formålet blandt andet er at føre aftalen om antisemitisme ud i livet. Det er i det lys/den politiske kontekst, lovforslaget skal læses.
Desuden nævner lovudkastet Hamas’ angreb på Israel som en hændelse, hvor politiet kan indføre en strafzone med skærpet straf.
Lovforslaget uddyber, at “den skærpede strafzone efter omstændighederne vil kunne udpeges ud over for eksempel en anmeldt rute for et optog eller en enkelt park eller ejendom til brug for et arrangement eller lignende, hvis politiet vurderer, at det er nødvendigt for at opretholde trygheden i forbindelse med begivenhedens afholdelse”.
Derfor er det svært ikke at få den tanke, at lovforslaget især er rettet mod den brede og vedvarende Gaza-solidaritetsbevægelse, der konsekvent kæmper mod regeringens politik over for Israel.
I påpeger i jeres indlæg, at hvis lovforslaget bliver vedtaget, “kan man stadig gå på gaden og bruge sin ytringsfrihed”.
Det er vi helt enige i. Derfor står der heller ikke nogen steder i artiklen, at man ikke længere kan gå på gaden og bruge sin ytringsfrihed. I princippet piller lovforslaget ikke ved retten til at demonstrere.
Men hvis politiet i forbindelse med en demonstration eller et møde indfører en skærpet strafzone, kan det skræmme folk fra at deltage, fordi de risikerer 50 procent ekstra straf for en svagt defineret hadforbrydelse, der tager udgangspunkt i et andet menneskes “tro”.
For hvornår gør man sig skyldig i en “hadforbrydelse med udgangspunkt i andres tro”?
Måske vil dem, der er i tvivl, blive hjemme eller undlade at tage et skilt eller et banner med en tekst i gråzonen med til demonstration.
Politiet skal nok gøre potentielle demonstranter og mødedeltagere opmærksom på en eventuel strafzone. Arbejderen modtager løbende pressemeddelelser fra politiet om oprettelse af strafzoner. Så budskabet om en eventuel strafzone i forbindelse med en demonstration eller et møde skal nok komme ud – og kan i sig selv have en afskrækkende effekt.
Måske er det også dét, der er meningen: I bemærkningerne til lovforslaget skriver justitsministeren i hvert fald, at en strafzone “kan medvirke til at forebygge, at nogen begår hadforbrydelser”.
I er selv lidt inde på, at det er et spørgsmål om fortolkning, når I i jeres indlæg skriver, at Rasmus Paludans demonstrationer viser, at der “skal rigtig meget til, at et politisk budskab i en demonstration bliver til en hadforbrydelse”.
Der er måske netop her, problemet er. For hvor meget er “rigtig meget”?
Hvad skal der til, før et politisk budskab bliver til en hadforbrydelse?
Det er jo en gråzone – som man kunne have brugt lovforslaget til at præcisere, så retstilstanden bliver klar for borgerne.
Lovforslaget åbner op for, at politiet kan indhente viden om mulige hadforbrydelser fra “organisationer, der mere generelt indsamler viden om mulige hadforbrydelser”.
En af de organisationer, som politiet kan få input fra, når man skal tage stilling til, om der skal oprettes en strafzone, er Det Jødiske Samfunds Center for Afdeling for Kortlægning og Videndeling af Antisemitiske Hændelser (AKVAH), der med Aftalen om en styrket indsats mod antisemitisme (som Enhedslisten er med i) får 1,8 millioner kroner til at overvåge internettet for antisemitisme.
På den måde kan lovforslaget ikke ses isoleret – men som en del af den politiske kontekst – hvor regeringen er presset af den omfattende, brede og vedholdende Palæstina-solidaritetsbevægelse – og vil gøre alt, hvad den kan, for at stække den.
2, 3 og 4: Solidaritetsbevægelsen skal have et talerør hos Arbejderen
Jeres næste tre anklager mod artiklen er et angreb på de udtalelser, som en af vores tre kilder i artiklen, Jonathan Ofir fra Palæstina-solidaritetsbevægelsen, kommer med.
Jonathan Ofir er aktiv i solidaritetsbevægelsen, og i artiklen kommer han med sine vurderinger og bekymringer i forhold til en bred og uklar lovgivning.
Arbejderen lader de aktive i bevægelserne komme til orde og giver dem et talerør – også selvom de ikke er jurister. Jonathan Ofir er en partskilde, og han bliver præsenteret sådan. Hans kvalifikation er, at han er aktiv i solidaritetsbevægelsen – ikke at være juraekspert.
Det er vigtigt at få bevægelsernes synspunkter og bekymringer frem, så I politikere kan tage dem med i jeres overvejelser, før I beslutter jer for at stemme for/imod et lovforslag. I stedet for at beskylde hinandens holdninger for at være “forkerte” eller som Pelle Dragsted skriver på sin facebookprofil om Arbejderens artikel: “det rene og skære vrøvl. Ren digtning og pinligt”, vil Arbejderen hellere have en politisk debat om eventuelle uenigheder af rækkevidden og konsekvenserne af lovforslaget.
5: Kravet om en forudgående dommerkendelse fjernes
I forsvarer også justitsministerens tredje lovstramning: At ophæve kravet om en dommerkendelse når Rigspolitiet vil fjerne såkaldt terrorrelateret indhold online.
Vi skriver i artiklen, at: “Fremover skal Rigspolitiet – uden dommerkendelse – kunne pålægge enhver udbyder at fjerne såkaldt ‘terrorrelateret’ indhold på deres sider”.
Det mener vi er korrekt.
Faktisk er formuleringen taget fra lovforslaget, hvor der direkte står, at formålet med forslaget er at “styrke myndighedernes muligheder” for at “fjerne onlineindhold ved at afskaffe det danske særkrav om forudgående retskendelse”.
Det er korrekt, at hvis Rigspolitiet ikke kan nå at indhente en dommerkendelse, så kan Rigspolitiet allerede i dag udstede et forbud – som efterfølgende skal forelægges en dommer.
Men der er en verden til forskel på retstilstanden i et samfund, hvor udgangspunktet er, at Rigspolitiet først skal have en dommerkendelse, før man kan gå så vidt at kræve indlæg fjernet fra eksempelvis sociale medier og medier. Og så et samfund, hvor der ikke er et krav om en forudgående dommerkendelse, før Rigspolitiet kan kræve ytringer og indlæg fjernet fra sociale medier.
Her på Arbejderen ser vi frem til at læse høringssvarene til de nye lovstramninger.
Så må vi se, om det kun er på Arbejderens redaktion og i solidaritetsbevægelsen, at der findes bekymringer for retssikkerheden – eller om bekymringerne rækker videre hos diverse bevægelser og eksperter.
Foreløbig har Danske Medier og IT-Politisk Forening givet udtryk for bekymring.
Vi håber meget, at Enhedslisten endnu ikke har gjort sin stilling op, men først vil tage endelig stilling, når I har læst høringssvarene.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund
med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp
Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød
journalistik:
MobilePay: 87278
Abonnér
