Læserbrev
BRAVO, du fik sandelig sat fingeren på mange skæve/skæVREDNE forhold i rehabiliteringsmaskineriet. Faktisk bør borgeren udstyres med en advokat, før han/hun møder “Systemet” ….
Log ind for at svareÅbent brev til ministeren om kronisk syge i klemme i systemet
10 års erfaring med rehabiliteringsteams, rehabiliteringsmøder og ressourceforløb har desværre gang på gang udstillet, at loven er en uværdig bureaukratisk barriere for vores mest syge og handicappede medmennesker, skriver Ulf Harbo i denne blog, der består af et åbent brev til beskæftigelsesministeren.
|
Nedenstående er en forkortet udgave af et åbent brev, jeg har sendt til beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen og Folketingets Beskæftigelsesudvalg:
Mit navn er Ulf Harbo. Jeg er valgt for Enhedslisten i Norddjurs Kommune og har siden 2014 i mit byrådsarbejde og frivilligt hjulpet mennesker i klemme i systemet som frontkæmper i de sociale modstandsbevægelser i hele landet.
Jeg har kæmpet for en anstændig og værdig behandling af kronisk syge og handicappede parkeret uden forsørgelse, på kontanthjælp eller i meningsløse ressourceforløb. Med ihærdig indsats er det lykkedes blandt andet i Norddjurs, der siden 2016 har været et nationalt forbillede for en værdig behandling af kronisk syge.
Sidste år gennemgik vi 80 procent af alle sager over to år på offentlig forsørgelse og afklarede ekstraordinært mange mennesker til en varig forsørgelse.
Men selv her er rehabiliteringsmøder en bureaukratisk og dyr flaskehals, da vi i år kom op på 10 måneders ventetid på rehabiliteringsmøder.
Lovens bestemmelser om rehabiliteringsteams og -møder fratager først og fremmest sagsbehandler myndighedsopgaven og muligheden for en effektiv og tryg afklaring lavet af den sagsbehandler, som kender borgeren og skal foretage den lovbefalede individuelle sagsbehandling.
Rehabiliteringsteams beskytter ikke den syges rettigheder, på trods af at intentionen med loven var, at borgeren skulle høres og ses af et tværfagligt team.
Forhaler forløbet
Tværtimod er rehabiliteringsteams en helbredsforværrende og skadelig måde at organisere afklaringen af skadesramte og kronisk syge menneskers ret til værdig og varig forsørgelse, fordi det forhaler afklaringen, og borgere risikerer et uværdigt og meningsløst ressourceforløb.
Helt galt går det, når borgeren er så syg, at et rehabiliteringsmøde vil forværre helbredet. Ifølge loven bliver borger tvunget til at møde fysisk op på jobcentret til mødet og mister sin ret til en partsrepræsentant på grund af lovens fordring om, at borgeren for sin egen skyld skal høres og ses af rehabiliteringsteamet.
Når en borger i årevis har forsøgt at få hjælp og blive hørt, er denne praksis voldsomt skadelig og sammenlignelig med tortur.
I sidste uge var jeg til et rehabiliteringsmøde med en borger, denne gang i Varde Kommune. Borgeren er så syg, at hun intet kan ud over at overleve i en hverdag med store lidelser og meget begrænsede ressourcer. På trods af lægelige advarsler om forværring blev hun tvunget til at møde fysisk op for at få en afklaring.
Rehabiliteringsteams er en helbredsforværrende og skadelig måde at organisere afklaringen af skadesramte og kronisk syge menneskers ret til værdig og varig forsørgelse.
Efter et langt torturlignende forløb, hvor hun har oplevet svigt på svigt både i sundhedssystem og kommunalt og som mange andre kronisk syge er endt uden indtægt, oplevede hun, at man ikke kan få lov at booke et møde i rehabiliteringsteamet, før alt er klar i form af rehabiliteringsplanens forberedende del og den lovpligtige LÆ 265 lavet af egen læge. Sagsbehandling sættes i stå, og social deroute er en uundgåelig følge.
Den sag har jeg skrevet om her.
Samtidig får hun at vide, at der er fire til seks måneders ventetid, hvor der så intet sker i sagen overhovedet, fordi kommunerne sparer på antal af rehabiliteringsmøder.
Endnu værre end en generel lang ventetid på rehabmøder er det udbredte problem, at rehabiliteringsteamet ofte vurderer, at sagen ikke er ordentligt oplyst af den ansvarlige sagsbehandler, fordi det af indlysende årsager er vanskeligt at koordinere mellem så mange bureaukratiske instanser.
Så bliver sagen sendt tilbage uden indstilling og uden afgørelse, fordi der ifølge et tilfældigt medlem af rehabiliteringsteamet mangler nogle oplysninger.
Oplagt at spare her
Det har jeg som bisidder prøvet gang på gang for eksempel i en sag i Københavns Kommune. Her endte det med tre rehabmøder, før kommunen efter 18 års sagsbehandling traf afgørelse om førtidspension.
Helt kafkask var det, at de akter, som rehabiliteringsteamet mente manglende i sagen, var akter, som havde været i sagen i årevis, og som jeg som bisidder gentagne gange skriftligt havde anmodet om blev sendt med til rehabiliteringsteamet.
Denne sag udstiller de mange aktører, der er i sagsbehandlingen af vores kroniske syge, der aldrig genvinder arbejdsevne. I sagen lå en funktionsevnebeskrivelse på 10 sider fra det private firma Incita, hvor ergoterapeut og to socialrådgivere anbefalede hjemmehjælp og hjælpemidler, og en lovbefalet LÆ 275 også på 10 sider med fokus på både det sociale, beskæftigelse og helbred lavet af regionens kliniske funktion med deltagelse af både socialmediciner, fysioterapeut, psykolog og psykiater.
Alt, der forelå i sagen, var gentaget og henvist til med klokkeklare vurderinger af en stærkt begrænset funktionsniveau, udtømte behandlingsmuligheder og intet udviklingspotentiale med risiko for forværring.
Sagsforhandlingen med tre rehabiliteringsmøder i en sag, som allerede havde varet 16 år, blev forlænget med to år af rehabiliteringsteam.
Hvis du gerne vil effektivisere jobcentre og beskæftigelsesindsats som vedtaget, så er det oplagt at spare på rehabiliteringsteams, som særligt for vores mest udsatte er en sagsforhalende og meningsløs flaskehals.
I alle de sager, jeg har set, som har varet i alt for mange år med sygdom på kontanthjælp, med voldsom social deroute og fattiggørelse til følge, har rehabteam intet kunnet tilbyde.
Her har jeg ofte været vidne til nedladende og uværdige møder med rehabiliteringsteams, der skal afsøge, om en borger, der ifølge sagsakter har fået hjemmehjælp grundet varig nedsat funktionsevne i årevis, kunne udvikle arbejdsevne med mere hjemmehjælp på kontanthjælp.
Særligt slemt er det, når rehabiliteringsteamet indstiller til ressourceforløb, som jo ikke er en afklaring, men endnu en forhaling, hvor man efter X antal år igen skal stå skoleret foran rehabiliteringsteamet. Her må man bede til, at der denne gang ikke er nogen af medlemmerne, der får en fiks ide om, at endnu en virksomhedspraktik, kognitiv terapi eller gradueret nænsom genoptræning og yoga mirakuløst kan gøre alt det, som årelang udredning og behandling i sundhedssystemet, hjemmehjælp og praktikker ikke har kunnet.
Disse 10 års erfaring med rehabiliteringsteams, rehabiliteringsmøder og ressourceforløb har desværre gang på gang udstillet, at loven er en uværdig bureaukratisk barriere for vores mest syge og handicappede medmennesker.
Venlig hilsen, Ulf Harbo, medlem af kommunalbestyrelsen i Norddjurs Kommune og formand for foreningen ForRetssikerhed.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
17. oktober 2024 | 07:41
