“Først dræbte de hende og løj om det. Stormede hendes begravelse. Bulldozede hendes mindemærke. Og nu har israelske soldater gjort dette”, lyder det i Al Jazeeras video, der viser israelske soldater rive et billede af den dræbte palæstinensiske journalist Shireen Abu Akleh ned.
Israels seneste angreb på pressefriheden, hvor Al Jazeeras kontor i Ramallah på Vestbredden er blevet lukket med voldsom magt og konfiskation af udstyr, er et dybt alvorligt signal om, at journalistik er under massivt pres i Israels krig mod palæstinenserne.
Mere end 100 journalister er allerede blevet dræbt siden oktober sidste år.
Dansk Journalistforbunds klare udmelding til DR om situationen, hvor formand Tine Johansen kalder Israels lukning af Al Jazeera for “oprørende”, er både nødvendig og modig i en tid, hvor mange medier og ledende politikere vælger side til fordel for besættelsesmagtens narrativ.
Når Tine Johansen insisterer på, at udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen skal “fortælle Israel om pressefrihed, og hvilke regler der gælder, selvom man er i krig”, rammer hun plet.
I en verden, hvor krigens brutaliteter ofte foregår i ly af mørket, er pressefriheden vores stærkeste værn mod magtmisbrug, undertrykkelse og krigsforbrydelser.
Netop nu er verdens øjne rettet mod Mellemøsten, hvor Israels krig mod Palæstina og Libanon fortsætter uden reelle konsekvenser fra det internationale samfund. Al Jazeera har i årevis været et af de få medier, der har formået at rapportere fra Palæstina med en kritisk og vedholdende dækning af Israels brutale fremfærd.
Det er derfor ingen overraskelse, at Netanyahu og hans regering målrettet forsøger at lukke mediet ned – fordi det ikke dækker konflikten på den måde, zionisterne ønsker. Men som Dansk Journalistforbund (DJ) påpeger, er der ingen dokumentation for, at Al Jazeera skal lukkes.
Lukningen er et bevidst forsøg på at forhindre rapportering fra den brutale krig, hvor Israel har dræbt over 42.000 mennesker, herunder mere end 16.000 børn. Hvor kan man finde disse tal? Det kan man blandt andet hos Al Jazeera.
Vi har set alt for mange eksempler på, hvordan journalister risikerer deres liv for at dække konflikter, og det står især slemt til i Gaza. Mere end 100 journalister er allerede blevet dræbt siden oktober sidste år. Og mens mainstreammedier og politikere ofte vælger at tie om disse realiteter – eller værre, retfærdiggøre Israels handlinger – er det altafgørende, at nogen tør stå op for sandheden.
Her fortjener DJ ros for at tage bladet fra munden og kræve handling fra regeringen for at sikre, at verdenspressen får den nødvendige adgang til Gaza, uden at journalister risikerer deres liv.
DJ er ydermere medunderskriver på en appel fra en række journalistforbund og pressefrihedsorganisationer, hvori EU’s topdiplomater opfordres til at suspendere associeringsaftalen mellem EU og Israel og indføre sanktioner mod dem, der er ansvarlige for Israels krigsforbrydelser.
Arbejderen står skulder ved skulder med DJ i disse sager. Pressefriheden burde være hjørnestenen i et land, der kalder sig selv for et “demokrati”, og dens fravær åbner døren for undertrykkelse og manipulation.
Vi opfordrer Lars Løkke Rasmussen til straks at tage affære og gøre klart over for Israel, at krigens love også gælder her: Pressefriheden er ukrænkelig, selv i krig. Hvis ikke pressen får øjne og ører på jorden, vil vi i mediebilledet kun høre den ene sides fortælling – og det er den sikre vej til endnu flere uretfærdigheder og overgreb.
Vi må stå sammen i forsvaret af pressefriheden – for den er ikke blot journalisternes værn, men hele samfundets redskab til at forstå og handle på verdens uretfærdigheder.
Læs også
Mediernes dobbeltmoral og den "spektakulære" terror
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.