Kommentar
Inkvisitionen er et af de sorte kapitler i den katolske kirkes historie. Det var en kirkelig domstol, som forhørte og dømte såkaldte “kættere”, og det gode kristelige begreb “nåde” havde absolut ingen plads her. I vore dage er det ofte de dominerende mediers journalister, der optræder som inkvisitorer, og DR2’s Deadline har en virkelig slem én af slagsen.
Journalisten sidder med sit sure ansigt og sit stirrende blik og forhører gæsten på den anden side af bordet. Ofte synes formålet ikke at være oplysning af interesse for seerne. Det ligner netop mere et forhør, hvis formål synes at være at afsløre gæsten som skurk. Man mærker, at denne parodi på en samtale er grundigt tilrettelagt, så de kan styre slagets gang hen imod det ønskede resultat.
NATO – støttet af EU – fører nu en stedfortræderkrig mod Rusland og tåler ingen modsigelse.
Et særligt grelt tilfælde fandt sted i Deadline onsdag den 18. september, hvor gæsten var det tidligere medlem af Venstre, Alexandra Sasha. Her fortsatte Deadline den hetz, som BT med hjælp af eksperten Flemming Splidsboel har ført mod den unge kvinde, som er tidligere medlem af Venstre, og som har familie af russisk afstamning, men som i øvrigt studerer i England.
I forbindelse med hendes internationale studier har hun deltaget i konferencer og fora med videre, hvor hun er blevet set og fotograferet sammen med prominente russere. Journalisten udnyttede til fulde, at Alexandra Sasha desværre udtrykte sig upræcist og forfaldt til lange vage fortællinger.
Det er et godt eksempel på, hvordan de dominerende medier skævvrider enhver beskrivelse af den ulykkelige krig omkring Ukraine og for enhver pris vil undgå, at begge parter høres, og at den historiske baggrund drages frem.
Bare tænk på, hvordan Gorbatjov blev snydt af USA og Vesten i 1989-1991, hvordan NATO nu fortsætter den aggressive omringning af Rusland, som om Rusland stadig var Sovjetunionen, hvordan det ukrainske regime konsekvent har diskrimineret de store russiske og russisktalende befolkningsgrupper, og hvordan Vesten er fuldstændig ligeglad med, at det russiske befolkningsflertal på halvøen Krim i 2014 stemte sig tilbage til moder Rusland og fuldtonet støttede den russiske hærs hjælp.
Der er ikke så meget godt at sige om Putins aktuelle styre i Rusland, men Putin reddede faktisk i sin første tid Rusland fra faren for statsfallit, som Jeltsins kaotiske styre havde skabt.
Gorbatjov blev lynhurtigt “glemt”, og den fordrukne Jeltsin blev Vestens nye helt. Måske var der hede drømme i Vesten om et russisk fallit, så man i stil med Nazityskland kunne overtage Rusland og Ruslands store olie- og gasrigdomme.
Men Putin genrejste Ruslands økonomi og sociale forhold, så offentligt ansatte og gamle mennesker igen kunne få deres løn og pensioner. Et flertal i den russiske befolkning er formodentlig stadig taknemlig over for Putin på grund af denne genopretning.
Siden blev Putin i stigende grad skuffet og bitter i forhold til Vesten og begik så den store fejl at invadere Ukraine. Putin overvurderede hæren. Selv om den russiske hær kan forårsage megen ødelæggelse og ulykke, er den ingen effektiv erobringshær. Så nu står det hele mere eller mindre i stampe. Ødelæggelserne fortsætter her og der, og befolkningerne lider.
NATO – støttet af EU – fører nu en stedfortræderkrig mod Rusland og tåler ingen modsigelse. Alle, som ønsker sig nuancer i billedet og historiske baggrunde, bliver hængt ud – udskammet som “Putin-venner” ligesom Alexandra Sasja i Deadline eller Marie Krarup i Berlingske.
Samtidig forsøger NATO-landene at udøve censur og blokade mod, at vi menige borgere kan tilgå visse russiske medier, for eksempel Russia Today-tv-stationen og dens hjemmeside.
Vestens aggressive kurs mod Rusland er heldigvis ikke énstemmig. Den tyske kansler træder engang imellem på bremsen, den ungarske og slovakiske statsminister ligeså.
For fremtidens, fredens og folkenes skyld må vi håbe, at der i al hemmelighed foregår diplomatiske kontakter, som kan føre til en fredsproces, hvor i det mindste Krim-halvøen forbliver den naturlige del af Rusland, som den er. Det vil være hensynsløst over for befolkningen på Krim, hvis halvøen på én eller anden måde igen foræres til den ukrainske stat. Nikita Khrusjtjovs foræring i 1954 har gjort tilstrækkelig skade.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
